December 1999. Upubliceret.

Teksten blev senere frit overdraget til Weekendavisens Pernille Stensgaard, som lavede en artikel på haveforeningen

HF Sundbyvester: På vej mod lovliggørelse

I 1990 fortalte Nils Ufer i Weekendavisen om helårsbeboelsen i haveforeningen Sundbyvester. Her var en grundregel, at man aldrig måtte ansøge kommunen om noget, for DE måtte ikke få øje på én. Men i december skrev foreningen et brev til DEM, Københavns Kommune …

 

Hos foreningens formand fik nye medlemmer indskærpet tre regler, når de flyttede ind:

 ”Du må ikke bygge nærmere end en meter fra skellet. Du må ikke bygge højere end én etage. Og du må aldrig ansøge kommunen om noget”.

 Det var afdøde journalist Nils Ufer, som fortalte historien om Haveforeningen Sundbyvester, der blev hans sidste bolig og som i øvrigt var emnet for en artikelserie i Weekendavisen i sommeren 1990 (i bogform 1991). Her fortalte Ufer historien om ”det skjulte folk”, der siden slutningen af 1930’erne har levet få kilometer fra Københavns Rådhus uden kommunens godkendelse.

 Her fandt han en oase i et samfund, som ellers er præget af konforme parcelhuse eller etagelejligheder. Klemt inde i en landsby, geografisk afgrænset mellem naturområdet Amager Fælled og den trafikerede Røde Mellemvej, med sin egen købmand, skraldemand og ”kommunalbestyrelse”. De 162 parceller blev i 30’erne udlagt som kolonihaver, men med enorm boligmangel under og efter krigen byggede folk simple huse, og pludselig boede de helårs uden at have fået tilladelse. Når formanden derfor indskærpede nye beboere, at de aldrig måtte ansøge kommunen om noget, skyldtes det simpelthen, at kommunen ikke måtte provokeres til at ændre på de uregulerede tilstande. Man foretrak dobbeltmoralen, hvor Kommunen så igennem fingrene med, at folk har folkeregisteradresse på stedet og sender deres børn i den lokale kommuneskole selv om området egentlig ikke er godkendt til helårsbeboelse. Til gengæld opkræver DE så ejendomsskatter fra beboerne, og det er vel en slags indirekte lovliggørelse…

 Sådan har det været i tres år, men i december blev tavsheden brudt. Generalforsamlingen blev enige om at anmode Kommunen om at indlede en proces, som skal føre til lovliggørelse af helårsbeboelse …

 

Truslen fra Ørestaden

Det er truslen fra den nye nabo, Ørestaden, som fik generalforsamlingen til at tage det radikale skridt. Lige uden for landsbyens porte kommer Sundby Metrostation og truslen er, at DE får øje på landsbyen som developer-område eller at byplanlæggere slår en streg ned igennem og anlægger en tilkørselsvej til stationen. Kommunen har nemlig en 60 år gammel servitut med ret til at anlægge en vej, og det kan i værste fald kan føre til ekspropriation af 20-30 parceller og at landsbyen bliver skåret midt over.

 Derfor har der i de sidste tre års generalforsamlinger været forslag om, at man skulle søge kommunen om, at områdets status som ”fritidsområde” skulle ændres til ”boligområde”, så man fik en halv legalisering af at bo der helårs. Spørgsmålet har delt foreningen i to grupper. De yngre beboere, som har sat penge i at modernisere deres huse, og som mener, at truslen udefra gør det nødvendigt at gøre beboelse lovlig og dermed acceptere en eller anden form for lovkrav om toiletforhold og brandsikring udefra. Og så var der de gamle – herunder formanden Viggo – som har levet fint i mange år, uden at nogle blandede sig, så hvorfor skulle man frivilligt gå med til at der stilles krav til deres huse. Med legalisering risikerer man jo også at komme til at betale meget mere i ejendomsskatter.

 I de tre første forsøg var det de gamle, som havde flertallet. De yngre argumenterede flittigt fra talerstolen for et ja, de gamle sagde ikke noget men så på, og ved afstemningen til sidst stemte de nej. Men i fjerde forsøg vendte den altså. Nogle af de gamle var blevet overbeviste. Måske var det de nye tider, der blev konkrete, når der pludselig stod en helt ny metrostation med skiltning ”Sundbyvester Station” lige uden for portene og når togene såmænd også prøvekører.

 Ved generalforsamling i december stemte et stort flertal således for, at skrive et brev til Kommunen, hvor man ansøger kommunen om noget: at status’en for området ændres fra fritidsområde – parker og kolonihaver m.m. – til et egentligt boligområde. Forhåbningen er så, at ændringen indgår den nye kommuneplan i maj måned, og at man efterfølgende kan forhandle sig frem til en eller anden alternativ boligstatus, så områdets særpræg kan bevares.

 

Den amagerkanske fatalisme

Med til de gamles modstand hører også den amagerkanske fatalisme. Vi er småfolk over for DEM. På Amager har man aldrig fået det, man bad om: Lufthavnen ud på Saltholm eller en tunnelbane for at nævne et par ting. Man har fået lufthavn, rensningsanlægget Lynetten, Amagerforbrændingen, benzinøen, motorvej, Øresundsforbindelse og Ørestad.

 Amager er ikke et sted, der er udtænkt og planlagt. Det er vokset ud af tilfældet og nødvendigheder andre steder. Derfor ligger mange af omgivelsernes forsømmelser også endt på Amager. Samtidig er nogle af de store arbejdspladser for de faglærte og ufaglærte arbejdspladser forsvundet: Philips, Vølund, B&W, Orlovsværftet. Det var alle arbejdspladser med fortidige arbejderværdier og politiske traditioner.

 Amager har altid stået til rådighed for kolonialisterne, Ørestaden er et godt eksempel. Det har været planlæggeres og københavnske politikeres legeplads. Det kom egentlig ikke bag på nogen, at DE besluttede, at metroen ikke skulle ligge langs den tæt beboede Amagerbrogade, hvor folk bor og handler. Og heller ikke, at DE i naturklagenævnet i december accepterede, at der imod alle regler kan opføres et megacenter i Ørestaden, som vil føre til øget trafikbelastning og butiksdød på Amager.

Amagerkanernes modstand samles i en uhellig alliance af handelsstandsforening og gamle græsrødder af Preben Sømand-typen. Men inde hos DEM, hvor beslutningerne tages, er den uhomogenitet ikke en styrke, men et svaghedstegn, fordi det klart viser, at på Amager bor ingen magthavere. Således bærer den folkelige modstand nederlaget i sig. Og det er klart, at amagerkanernes fatalisme på den måde er en simpel historisk erfaring. ”DE gør jo alligevel, som DE vil”.

 Hos nogle udvikler det sig nærmest til det paranoide. Da Miljøkontrollen for nogle år siden tog stikprøver i haveforeningen, viste det sig, at nogle steder var forurenede med tungmetaller. Selv om prøverne var led i et besøg i alle københavnske kolonihaver og haveforeninger, så mange af de ældre beboere prøverne som DERES sammenrotning mod sig: ”Det er et forsøg på at bringe området i miskredit, så de der har pengene, magten og æren kan overtage vores jord og andres jord til en billig pris til fordel for Ørestaden”, skrev Benny fra have 46 i Amagerbladet. Benny mente, at det var besynderligt, at de omliggende villakvarterer ikke fik lavet jordbundsprøver.

 I HF er er der altså en udbredt mistro til DEM, forstærket af usikkerheden ved at leve på midlertidighed. Derfor den hårde modstand mod forandringer, for det har sjældent ført til noget godt.

 

Ingenmandsland

Haveforeningen er et lovmæssigt ingenmandsland, fordi helårsbeboelsen aldrig blev legaliseret. Men omvendt – som Ufer slog fast – så blev man heller aldrig dømt ”ulovlig”. Bebyggelses- og brand-vedtægter blev fastlagt af generalforsamlingen og reguleret af bestyrelsen. Store beslutninger anlæg af kloak i 1990, om opførelse af et fælleshus i 1996 og om ansøgningen til kommunen besluttes ved simpel stemmeflertal ved den årlige generalforsamling.

 Når formanden advarede mod at ansøge kommunen om noget var det for at holde sig på afstand af Kommunen; et ”samlenavn for alle de fremmede magter, der svæver over det hele, et slumrende uhyre, som det gælder om ikke at tirre, thi det står til den at tolke uigennemskuelige love og bestemmelser” (Ufer).

 Det betyder, at beboerne har fundet sig i, at deres hus – som familien måske har beboet i tre generationer  beskrives som ”et sommerhus på lejet grund” og formelt skal reguleres efter sommerhus-reglementet med begrænset beboelse. Men samtidig opkræver kommunen så lejeværdi af egen bolig.

 For Københavns Kommune har det uregulerede område været praktisk. Siden 30’erne har det reguleret sig selv og løst akutte boligproblemer, som ellers kunne blive kommunens ansvar. Tidligere overborgmester Urban Hansen skulle således have sagt, at kommunen skam ikke havde råd til at købe en flok selvejere ud!

 

Anarkisten Ufer

Nils Ufer boede de sidste år inden sin død i 92-93 i foreningen og han var meget fascineret af stedet. Han – anarkistisk, kantet og til tider utålelig egomanisk – var blevet smidt ud af sin værtinde på Christianshavn og købte hus i foreningen. Først boede Ufer i nr. 148 ”Edelweis”, men der var der fodkoldt med beton lige på jorden og kulden var ikke god for hans nyrer. Derfor købte han senere nr. 142 med oliefyr.

 Ufer var begejstret for den landsbyagtige livsform med så store frihedsgrader, at der også var plads til ham. Her kan gamle mennesker blive gammel på en værdig måde og uden at skulle tigge om almisser, som han sagde. Det var e fristed, gennemskueligt og tilsyneladende afbureaukratiseret, hvor han ikke skulle tage hensyn til kollektivers tvangsnormer eller etagelejligheders pseudofælleskab og ensomhed. Her kunne Ufer som original og ekcentriker få lov at leve i fred med sine motorcykler og sine høns.

 Efter tre måneders samtaler med beboere lavede han en artikelserie i Weekendavisen, som i 1991 blev samlet i bogen ”Det skjulte folk” – en titel, der henviste til Thomas Højrups etnografiske klassiker ”Det glemte folk” om landlige livsformer og mentaliteter.

 Typisk for Ufers temperament og arbejdsform var han manisk engageret i projektet, som opslugte ham og var hans eneste samtaleemne i den tid. På samme måde, som han tidligere var opslugt af indvandrere i Ishøj, som han skrev solidarisk om, og som han senere blev opslugt af Tamilsagen, der skulle blive hans sidste journalistiske opgave inden han døde af en nyresygdom i nytåret 1992-93.

 

Selvbyggerens paradis

Foreningen har sin egen købmand ”Freddys Minimarked”, sine egne skraldemænd, sit eget vandregnskab, sine egne byggeregler osv. Og vel var det socialromantik, når Ufer fortalte om, hvordan gamle mennesker undgår at flytte på plejehjem, fordi de hjælpes af naboer, som de har kendt gennem et halvt liv. Eller når han fortalte om en nøjsomhedsøkonomi, hvor man bytter, hvor den sorte håndværker er kendt ved navn. Det er Skodaland, hvor den blå avis er den mest læste efter Ekstra Bladet.

 Men Ufer nævnte også bagsiderne ved landsbylivet. Hvordan nabostrid eller fælles beslutninger om kloakering eller legalisering kunne føre til uenigheder, som det tog år at hele. Nogle bliver uvenner og taler ikke sammen i årevis. Til bagsiderne hørte også den eksistensielle usikkerhed om eens ulovlige bolig. Truslen om, at det store uhyre – DEM på Kommunen – skulle begynde at blande sig.

 Følelsen af midlertidighed har været et livsvilkår, som beboerne har mere til fælles med Christiania end med de parcelhuskvarterer, som nogle ikke har lyst til og mange ikke råd til, for nogle af beboerne lever af bistand eller af folkepension, så de er fattige efter dansk standard. Men i haveforeningen har man trods alt sit eget hus, som måske ikke svarer helt til nutidens boligstandard, men det kan betales, så selv en på den rå folkepension på 7.000 kr. kan man leve et værdigt liv.

 Ufer sammenlignede boformen med Christianias, selv om haveforeningens beboere gerne vil være fri for den sammenligning, ”for vi har købt og betalt vores”. Den københavnske haveforening – ikke at forveksle med de sommeråbne kolonihaver – findes i musikbyen i Sydhavnen, nogle enkelte i nordvestegnen og så på Amager. Det et anarkistisk klondyke, hvor hvert hus er selvbyggerens paradis og med en sjæl, som spænder fra den pertentlige håndværker til den store klamphugger. I Sundbyvester er der 162 huse i alle standarder, sm fortæller om det muliges kunst inden for de sidste 60 år. Det spænder fra gamle brædde hytter med pudsede facader og betongulve lige på jorden til den pensionerede Nyhavn-tjener Fidos nye hus med høj rejsning – som da også straks blev døbt ”Dallas” i folkemunde.

 

Bolig for generationer

HF Sundbyvester er en landsby tæt på Rådhuspladsen, hvor hver mand har sin lod og ret til at indrette hus og have, så længe det ikke strider mod foreningens love og naboen. Ikke at man skal boltre efter forgodtbefindende. Her lever man ydmygt i erkendelse af, at være arbejdere, lavere funktionærer, pensionister eller andre småfolk, som Ufer bemærkede. Her er nok mange driftige mennesker, men aktiviteten er rettet mod det nære og ikke det globale Ufer brugte da også stedet til en eremit-agtig tilbagetrækning ind imellem sit glødende personlige engagement i en journalistisk opgave.

 Det er et livskraftigt sted med en historie, som kun opstår, når folk bor her i hele eller halve liv eller når mange familier bor her i tre generationer med hver sit hus. Nogle af foreningens stiftere bor her endnu, andre er flyttet på plejehjem eller døde i de senere år. Svend Larsen og kone flyttede ind i 1940, Lori Poulsen og Eli Flensgart i 1941, formand Viggo Jahn i 1942, fru Laugesen i 1945 og så videre. De kan alle fortælle om den enorme boligmangel, som tvang deres familier til at klunse byggematerialer for at opføre simple hytter til helårsbeboelse på en kolonihavegrund. Nogle familier levede i årtier i et rum i en hytte, der var opført af gamle appelsinkasser fra havnen. Og indtil kloakken i 1980 levede nogle også med et gammeldags das efter regler om ”opsamling af natrenovation”.

 Deres forældre og de selv ernærede sig som arbejdsmænd eller sæsonarbejdere på B&W eller Orlovsværftet eller andre af Amagers store arbejdspladser. Her lever man enkelt, nøjsomt og uden de store ambitioner om en forkromet overflade.

 Derfor er HF Sundbyvester typisk Amager, præget af arbejderværdier som ellers langsomt er forsvundet andre steder i de københavnske kvarterer. Formanden Viggo Jahn har selv arbejdet på B&W ligesom sin far, der i øvrigt var medlem af DKP indtil han sammen med Aksel Larsen brød ud og stiftede SF.

 Mens haveforeninger som Mozart og Frederikshøj i Sydhavnen allerede i årtier har tiltrukket kunstnere og pædagoger og alternative, så er det først i 1990’erne, at nogle af de ældre beboeres død gav plads til, at kunstnere og mellemlagsdanskere fandt ud til det proletariske Sundbyvester.

 

Stormfulde generalforsamlinger

Hver enkelt af de 162 lodder har andelspapir på sin grund og ejer så sit hus. De dispositioner, som vedrører fællesskabet, tages på generalforsamlingen eller af den valgte bestyrelse. Det er en boform, som nok giver plads til den enkelte familie, men som også forpligter. Nabostridigheder kan føre til uenigheder, og nogle taler ikke sammen i årevis. Det kan formanden gennem 30 år, Viggo Jahn, fortælle om: ”Der er enkelte, som simpelthen ikke kan finde ud af at omgås deres naboer. Fra tid til anden må jeg høre på deres vrøvl. Jeg prøver at tale dem til rette. Men jeg ved, at så snart, jeg har vendt ryggen til, så starter de igen. Og jeg kan jo ikke stå der og holde øje med dem hele tiden …”.

 Store beslutninger skaber også turbulens, som så udspiller sig på generalforsamlingen. De starter gerne en februardag klokken syv om aftenen, og det er en gylden regel, at vigtige punkter skal afvikles før klokken 9, for da har nogle af de ærede talere fået så meget indenbords og så stor talelyst, at der går anders-and i det.

 Ansøgningen om legalisering skulle således igennem fire generalforsamlinger. En af generalforsamlingerne blev så stormfuld, at den gik over midnat og måtte forlænges i en ekstraordinær.

 Men også i 1990, hvor der skulle tages stilling til kloak eller ej gik bølgerne højt. Det var spørgsmålet, om foreningen skulle gældsætte sig for 10 mio. kroner. For pensionister og andre fattige lød det kontante spørgsmål, om de kunne klare en månedlig huslejestigning på 1000 kroner – eller om man kunne klare sig med septiktanken? Men kloakken blev også ideologisk: ”Ville man fortsat leve i det skjulte; billigt, men på kanten af ”det normale”, spurgte Ufer, da foreningen for første gang nogensinde dukkede lidt op til overfladen over for kommunen for at få godkendt anlægget.

 Myndighederne accepterede selvfølgelig, fordi man fik løst sit spildevandsproblem uden at det kostede DEM en krone. Og Ufer og flertallet stemte ja til projektet.

 Kloakken kom imidlertid til at koste den daværende bestyrelse posten i et enkelt år. Den bygningsansvarlige arkitekt havde ikke styr på udgifterne og entreprenøren Tarco skulle have et par millioner kroner ekstra. Og da bestyrelsen samtidig luftede planer om et fælleshus til en million, blev det selv de gamle faste støtter for meget. Ind kom en kvinde som ny formand. Ulla holdt imidlertid kun et år, før den gamle bestyrelse blev stemt tilbage. Hun mener selv, at hendes manglende håndværksmæssige kunnen var en del af forklaringen: ”Kulturen er bygget sådan op, at folk forventer en formand, der er udøvende magt, som sørger for justits. Og er der et vandrør eller andre praktiske problemer hos en af pensionisterne, så har Viggo jo altid en midlertidig løsning …”

 Så Viggo kom tilbage og sidder der endnu. Tilbage står dog de nederste funda-sten til fælleshuset som minde om et projekt, der har fremtiden med sig, for der kommer flere og flere unge børnefamilier ind og de ældre kan overskue økonomien i det. Så formanden er overbevist om, at det hus kommer en dag. Hvis foreningen da ellers får lov at være i fred …

 

Forslag til foto: Ufer ved sit hus 1990

Billedtxt:

”Han var vist en god journalist”, spørger formanden Viggo Jahn. ”Men han var ikke populær hos nogle af haveforeningens medlemmer, da han lavede artiklerne. Vi var da bange for, at skriverierne skulle skabe opmærksomhed om os, og vi vil jo allerhelst have lov til at passe os s1999