FORLIS – Dragonfly 25

Tirsdag d. 18. juli forliste vi med vores Dragonfly 25 (D46) – den gamle fastvinge-udgave. Navn “Treo”, eks-“Trilobitten” og tidligere hjemmehørende i mange år i Rudkøbing. Årsagen var formentlig at aluprofilerne i stb side brækkede, hvorved båden kæntrede om på siden. Efter 2-3 timer blev de tre ombordværende bjærget og der skete ingen personskade.

Her er den hurtige version:

Vi stod ud fra Ballen på Samsø ca. 5.30 morgen. Kurs Anholt 62 sm. Ombord var tre 50-årige drenge, heraf to rutinerede sejlere (såvel kølbåd som jolle). Vejrudsigten sagde 6-10 sekundmeter v-nv, høj himmel og varmt vand. Da vi slap Samsø var der var større uregelmæssige bølger i åben sø, og vinden spidsede. Vi sejlede ca. kurs 24 med lidt slæk på skøderne, hvorved vi næsten kunne holde Anholt op med rimelig fart og ikke for ubekvemt. Vinden er skiftende, så vi sejlede med formindsket forsejl. Farten var 9-11 knob og nogen røgvand. Vi opfattede ikke situationen / vejret som farligt. Kl. ca. 10.15 ca. 16 sm syd for Anholt går båden pludselig fuldstændig i stå og lægger sig langsomt om på siden, med bb ponton lige op i vejret og mast / sejl i vandoverfladen, og mast hen over den afbrækkede stb ponton. En sidder 3 m oppe i luften på den intakte ponton, rorgænger og tredjemanden lander i vandet. Ingen slår sig eller kommer til skade ved kæntringen. Rorgænger mener – uden sikkerhed – at forreste aluprofil går i stykker nær pontonen og at den agterste nærmere ved hovedskroget. Det kan betyde, at aluprofilerne er gået i udu omkring vatterstagene. Kahytten bliver halvt vandfyldt. Mobiltelefoner går tabt, de lå på bordet i kahytten (men der er heller ikke mobildækning på positionen!). En af os går ind i kahytten, hvor hynder, bagage m.m. flyder i et kæmperod, men det lykkes at bjærge nødraketter samt en skarp kniv. Vi vurderer, at masten som ligger over den afbrækkede ponton vil gnave hul i denne, så vi afmaster efter at have ekstra-sikret den løse ponton ved at binde den til hovedskroget, så den ikke bare flyder bort. Vi har således begge pontoner flydende, men store uregelmæssige søer gør, at pontonen gnaver på hovedskroget, så mens de to sidder på den intakte ponton / trampolin, sidder den tredje på hovedskroget og affendrer mellem dette og den løse ponton, så spilkoppen ikke skal gnave hul på pontonen. Vi flyder og sætter os til at vente. Der bliver ikke sagt så meget i den slags situationer. Der var ikke plads til “Der sidder tre mand på en tømmerflåde …” eller lignende, skulle jeg hilse at sige. Positionen er lidt i ingenmandsland, ikke en sejlrute og uden landkending, så vi belaver os på nogle ubekvemme timer. Men efter nogen tid dukker to skonnerter op i horisonten. Den forreste viser sig at være en hollandsk skonnert, der passerer ca. 1,5 sm syd for, men den passerer med fuld sejlføring og har tilsyneladende ikke observeret os, idet den går forbi, så et skibsråd beslutter at anvende et nødblus, der blusser rødt i et minut. Det var måske det mest spændende øjeblik, men kaptajnen som selv står ved roret ser os heldigvis. Det tager dem et kvarter at tage sejlene ned.

Vi blev samlet op kl. 13.00, hvorefter Lyngby Radio kontaktes og lidt efter går Grenås redningsbåd ud og lokaliserer vraget. En stenfisker sejler dette til Sjælland og det ender nu på forsikringsselskabets oplægsplads i Skudehavnen, hvor vi selvfølgelig er spændte på at se, hvor skaden præcist er lokaliseret. Fire dage efter forliset dukker der flere hynder samt vores kortbord op i Pakhusbugten på Anholt, hvor vi holder ferie.

Og hvad kan en flerskrogssejler så lære af det: Vi har aldrig haft en sjovere eller hurtigere båd at sejle i end Dragonfly’en indenskærs (fx i Øresund). I grovere søer på hårdere bidevind er det knap så sjovt og mere ubekvemt. Vi har haft båden i to sæsoner og har gennemført forårsklargøring med nøje inspektion af aluvingernes tilstand og har ikke konstateret flækker eller sprækker. Vi har aldrig været utrygge ved båden, og vi har været ude i noget værre vejr og sø end den tirsdag. Rorgænger mener – UDEN SIKKERHED – at have set, at bruddet på den forreste aluprofil er sket nær ved pontonen, længere inde på den agterste. Det passer med teorier om, at bruddene er sket omkring vatterstagene, hvor belastningen ifølge ingeniørerne er størst. Der var ingen faresignaler om svagheder ved båden. Men D46 er en ældre båd og i bagklogskabens klare lys vil jeg sige, at aluprofilerne kunne have være besigtiget af en specialist med specialudstyr (fx Qvorning), fordi kloge folk (fx fiskerne på Anholt) fortæller mig, at begyndende alu-brud ikke kan ses med det blotte øje, men kommer som lyn fra klar himmel.

Men det er nemt at være bagklog.

Skipper Jørgen Øllgaard, København (pt. Anholt)