Kronik – Hvad folk vil ha’ -i avisen

Kronik POLITIKEN 16. januar 1990

Af sociolog Jørgen Øllgaard

Journalister vil helst tale om deres fag som simpelt håndværk. Men den moderne journalistik er blevet en ‘isme’ – journalisme – hvis produkt er en bestemt måde at fortolke og fremstille virkeligheden på. Vi laver jo bare, hvad folk vil ha’.

Og der stod de så opmarcheret på Københavns Rådhus: 11 bøssepar i en begivenhed, registreret partnerskab. Historiens første gifte bøsser.
Hele verdenspressen var der, for det var jo en god historie.
Pressen flød over med reportager om og billeder af disse par og deres lykke ved legaliseringen af dem som par dem, som ellers hører til vores samfunds pariaer.
Vi danskere kunne nok en gang bryste os af vores frisind.
Men ingen gik dybere i den historie end til rådhuset og billederne af de ny-registrerede. Hvordan er det egentlig at være bøsse i dag? Er det registrerede partnerskab ikke bare hyklerisk tolerance, indpakket i et borgerligt ritual? Anledningen til at fortælle om bøssers livsformer var der, men ingen brugte den.
Bøssebrylluppet er tilfældigt valgt. Der findes hver dag i medierne masser af andre eksempler, hvor vi kun lige får overfladen.
I et vildt ekspanderende mediebillede og i kampen om publikums gunst stiger kravet om lethed, tilgængelighed, hurtighed og forenkling. Det sætter sit præg på, hvad vi præsenteres for i pressen.
De store aviser og ikke mindst Politiken har tilpasset deres etik og selvforståelse til de krav, de tror, den store masse stiller. Aviserne arbejder derfor ud fra en idealisering af det letforståelige.
Det er simpelt hen den moderne journalistiks fikse ide, dens ideologi.
Det er journalistikkens selvforståelse, at den kan formidle alt fra guldbryllupper til genteknologi på en vedkommende måde. Uanset sværhedsgrad påstås det, at alt nemlig kan forstås, oversættes og formidles til hvermand.
Den journalistiske teknik over for det svært forståelige eller ikke-underholdende er at skære detaljerne bort.
Selve uddannelsen lægger stor vægt på det enkle og klare i fremstillingen.
På Journalisthøjskolen er det skjulte ideal for journalistikken den korte artikel i Politiken: Kort og episodisk sammenfatning. Kun det væsentligste i en sag. Udvælgelseskriterium: ‘Nyheden’. Sproget støvsuget for svære ord. Kort fremstilling, gennemgang af sagens komplicerede baggrund besværer. Sådan.
‘Nyheden’ er journalistikkens væsentlighedskriterium nummer et. Det er det, som ikke er hændt før eller rettere det, ingen har skrevet om før . Kriterium nummer to hedder ‘eksponering’. Det betones af fagets lærere som det vigtigste i selve måden at formidle på. Det betyder, at tingene skal gøres vedkommende for modtageren. Nærheden kan gælde i tid (aktualitet), rum (lokalt), og socialt (menneskeligt) og helst det hele på en gang.
Eksponeringens simpleste trick er at gøre personer nære. De skal ligne noget, vi kender. Bøsserne Bent og Kurt kan fortælle om deres helt normale familieliv. Eller finansministeren får lov at fortælle om sin egen husholdning, før han ordinerer næste kartoffelkur: ‘Vi kan skam også mærke derhjemme, at livremmen strammer.’ Når nyhed og eksponering får så stor vægt, flyttes vægten i fremstillingen over på præsentationen eller indgangen til en historie. Overskriften og indledningen skal indeholde nyt, særligt, synspunkter, afgørelser, afsløringer, rekorder eller drama og sensation.
Begivenhedens betydning er egentlig ligegyldig for selve fremstillingen.
Den gode journalist kan nemlig gøre alt spændende og vedkommende, siger journalistikkens teori.
De første halvandet år på Journalisthøjskolen terpes præstationens metode: Nyheden ‘historien’ skal frem i en indbydende indledning.
Den kommende journalist får at vide, at det er i overskriften og i de første linjer i teksten, at man fanger læserinteressen. Sker det ikke, så er læseren stået af.
Skræmmebilledet er den (logiske) akademiske måde at fremstille på. Den er progressiv: Først teorien, dernæst den konkrete baggrundsanalyse og til sidst konkluderes.
I journalistikken er det lige omvendt: Først konklusioner med punch i.
Så et par linjer om analysen. Men glem for Guds skyld teorien bag den hæmmer læsningen. (Hele figuren kaldes i fagsproget for den ‘omvendte nyhedstrekant’).
Den journalistiske teknik over for det svært forståelige eller ikke-underholdende er således selektionen eller beskæringen.
Smid detaljer og forbehold ud. De er måske nok centrale for fagmanden, men de tager brodden af journalistens ‘gode historie’.
Bøssebrylluppet ville således ikke være nær så god en historie, hvis det blev tilføjet, at det faktisk stadig er svært at være bøsse.
Denne journalistiske beskæring er en forsimpling af virkeligheden. Derfor synes fagfolk ofte, at den journalistiske fremstilling af deres felt er fornærmende. Og derfor er de meget mistroiske over for journalister.
Selektionen har en anden alvorlig konsekvens. Den betyder nemlig, at journalistikken kun arbejder med de etablerede institutioner. Det kommer tydeligst frem i behandlingen af det politiske stof, som i pressen stort set er det samme som Folketinget.
Her findes en særlig alliance mellem medier og magthavere.

I Statskundskaben fremhæves journalistikken som den fjerde magt på linje med den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Det slås fast, at journalistikken er demokratiets vagthund, den kontrollerer, korrekser eller kritiserer.
Sådan er journalistikkens funktion ikke længere. Den er for længst blevet den lovgivende magts forudsætning.
Journalistikken bestemmer nemlig ikke hvad der sker, men hvad der kan blive til en politisk begivenhed. Den sætter betingelserne for, hvad der kan komme på tale, hvad der kan siges og behandles.
Alle Christiansborgs politikere kender pressens arbejdsform og deres besøgelsestid. De har derfor beredvilligt en udtalelse parat, når pressen står der med blokken. Og er der TV i nærheden, ranker de sig, får det betydningsfulde blik på og bebuder handlekraftigt ‘initiativer’.
Men politikerne ved ikke mindst, at man ikke får omtale på indsigt i en kompliceret sag. Det gør man derimod på følelsesladede døgnaktuelle begivenheder: Det ukendte folketingsmedlem Jensen (S) bebuder i en pressemeddelelse, at han vil spørge industriministeren om lottokuglerne på TV er lavet i udlandet. Den historie har han fra Ekstra Bladet. Og folketingsmedlem Kjeldsen (V) spørger udenrigsministeren om det er ‘Kong Christian’ eller ‘Der er et yndigt land’, der er den rigtige nationalsang til fodboldlandskampe. Den har han fra B.T.
Begge folketingsmedlemmer kommer i aviserne og i radioens morgen- og middagsnyheder.
I den udformning er parlamentarismen blevet et ‘showdemokrati’, hvor Folketingets allerhelligste er presselogen, som medlemmerne behandler med den største ærbødighed.
Det enkelte folketingsmedlem føler sig tvunget til at sælge sin politik gennem lottokugler eller nationalsang. Gør han ikke det, er han usynlig.
En del af rigets bedste mænd er på den måde ‘enkeltsagspolitikere’. De rejser mange sager, der giver omtale i pressen. Men sagerne går hurtigt i sig selv igen, og får ingen praktiske konsekvenser.
Sådan har pressen indflydelse på Folketingets arbejdsform og på vores forståelse af politik.

‘Vi laver jo bare, hvad folk gerne vil have,’ siger journalistikken, når den presses til at forsvare produktet. ‘Hvem gider læse om genteknologi og nedrustning og sportskritik og …’ Og for at trumfe henvises til avisernes salgstal.
Medierne rettes til ved at udvælge, forsimple, beskære osv. Og er den populære formidling af et emne umulig, så er det uinteressant, konkluderer faget! Kan der nemlig ikke skæres en letforståelig historie, så har det ikke ‘almenhedens interesse’.
Journalistikkens funktion er på den måde ikke at være demokratiets vagthund, som det højstemt siges i festtalerne. Den skal ikke holde vagt, informere og oplyse, kontrollere og afsløre den store verden, som ligger uden for folks rækkevidde.
Nej: ‘En fri presse skal lave det, som læserne vil have’, som det så provo-Højlundsk blev formuleret for nylig i Forsamlingshuset.
Det er nemlig journalistikkens underforståede mål at være fællesnævneren for almenhedens interesse eller ‘den offentlige mening’, når ‘virkeligheden’ skal beskrives. Og det indgår i fagets selvforståelse, at man er håndværket med redskaberne, som kan sammenfatte det alment interessante.
Journalistikken retfærdiggør sin arbejdsmåde ved henvisning til den overordnede interesse, som kaldes ‘almenhedens’ eller ‘offentlighedens’.
Herved skabes en ‘-isme’. Om ti år kan vi måske i Ordbog over det danske sprog læse: ‘journalisme’ , betegnelse for de moderne mediers arbejdsmåde, hvis konsekvens er forfladigelse, tendensen til nivellering og konvention.’ Journalistikken er blevet en -isme på linje med andre tænkemåder som formalisme, patriotisme, humanisme, idealisme og rationalisme.
Men hvor -ismer normalt er erklærede livsanskuelser, så er journalismen en medieform, der fungerer implicit uden at dens udøvere er klar over deres rolle. Journalister ‘manipulerer’ os således ikke bevidst.
‘Vi er et simpelt håndværk uden særlige interesser,’ forsvarer faget sig, og mener derfor, at det er muligt at stille sig udenfor og betragte omverdenen ‘objektivt’ og ‘upartisk’.
Journalister er omnipotente. De er præget af et uskyldsrent ingenmandsland, ikke at vide noget og alligevel vide det hele. De har om ikke klarsynet, så dog retten til vores andres ‘offentlighedens’ klarsyn.
Men det er en simpel ringslutning, for journalismen er selv med til at forme, hvad ‘offentlighed’ er. Journalistikken bestemmer nemlig, hvad der skrives om, hvad der fremstår som interessant og dermed egentlig også, hvad der tilsyneladende interesserer folk! Hele journalismens tankegang lukker sig derfor om sig selv, bliver en selvstændig, selvbærende og selvbekræftende verden.
Det gør megen journalistik til mere end en uskyldig -isme. Det bliver en lusket beskæftigelse, som formidler ideologi, fordi fagets udøvere uden at de vil være ved det fortolker verden for os. Det er selvbedrag og ideologi ikke at erkende den særlige omverdenstolkning som det spor, journalistikkens fikse ide ‘letforståelighed’ afsætter på den journalistiske arbejds- og fremstillingsform.
Grundlæggende får vi ikke noget at vide om – det komplicerede.
Samtidig har præsentationen også konsekvenser for vores forståelse af normer og værdier. Journalismen er nemlig en overgivelse til almindeligheden. Når den nemlig tilretter sit budskab for ‘almenheden’, sker der en udglatning og jævning en nivellering af en sammensat virkelighed. Mediernes bøssebryllup bliver for eksempel en normalisering af det særlige, idet det fortælles, at nu kan bøsser gifte sig som alle andre. Det betyder også noget for vores forståelse af samfundsforhold. Når journalismen for eksempel behandler politik, sker der en overgivelse til det etablerede.
Der tages afsæt i de kendte institutioner. Typisk drejer ‘den politiske nyhed’ sig om det personlig spil mellem Schlüter, Ellemann, Helveg og Auken ikke om indholdet af deres strid og de praktiske følger for os af Folketingets beslutninger.
Journalistikkens fikse ide, det letforståelige, har derfor vide konsekvenser. Selektionen og beskæringen bliver en udkogning af verden, vel at mærke en verden, som er meget mere kompliceret end den journalistiske fremstilling lader ane.
Journalismen får os på den måde til at acceptere en kompliceret omverden.
Det skjulte budskab er, at vi selv og vores omgivelser lever efter samfundets anerkendte og normgivne regler. Og det er jo beroligende, at alt er normalt og der ingen grund er til uro .

 

Kilder:
Journalisme (tidsskriftet UNDR, Nyt Nordisk Forum 54/88)

Jørgen Lenger: Hønsestige-demokratiet (Kronik, Berlingske 7. dec. 1986).