Upubliceret. Afvist af JOURNALISTEN febr. 2005
Rådden journalistik og ædel videnskab
Af JØRGEN ØLLGAARD, journalist og sociolog
Sidste år blev Magtudredningen mødt med kritik fra mange sider. De 50 millioner kroner var fordelt mellem politologiske venner. Hovedkonklusionen ”Magten – den har jeg” var alt for unuanceret og idylliserende. Projektet manglede kritisk brod, adelsmærket for god samfundsforskning. Der manglede kritisk boring i kontroversielle beslutningsprocesser. Og så manglede der især analyser af den økonomiske magt. Kritikken kom i bogen ”magt.dk” og blev stort omtalt i Politiken.
Magtudredningens topfolk – politologerne Lise Togeby og Peter Munk Christiansen – blev pissefornærmede. De – og deres politologkollega Erik Albæk – ville ikke diskutere kritikkens indhold, men beskyldte i stedet pressen (især Politiken) for at være problemet, fordi den gav kritikerne plads. Professor Munk Christiansen sagde, at boring i konkrete cases ikke var politologiens, men journalistikkens opgave. Det videnskabelige miljø burde hæve sig over pressens ”dommedagsforestillinger og undergangsbeskrivelser” (Togeby og Munk Christiansen). Magtudredningen var et offer for pressens negative sensationsjagt, ”jaget vildt, som mange – forskere, politikere og journalister – har haft interesse i at kritisere” (Albæk).
Det var i øvrigt den samme Albæk, som tidligere på JOURNALISTENS bagside (10/2001) afslørede sin holdning til journaliststanden, da han på Magtudredningens vegne angreb Weekendavisens Henrik Dørge for at have lavet en ”kombination af dårlig journalistik og videnskabelig underlødighed. En kombination, der beklageligvis er blevet ganske almindelig i dagens medier”. Dørge havde tilladt sig at undre sig over, at Magtudredningens rapport ”Den danske elite” (2001) angiveligt ”identificerede” magtens mænd og kvinder, men var helt renset for navne over magtens udøvere. Albæks embedsmandsagtige forsvar lød: ”Eliteundersøgelsen er gennemført strikt i overensstemmelse med samtlige forskrifter for god samfundsvidenskabelig praksis”.
Og hvad lærte Magtudredningen så af kritikken?
Først og fremmest, at det er god pressestrategi at gå i flyverskjul. Professorerne fortiede kritikken og ville ikke debattere (ud over i interne tidsskrifter). Og så kan de i fred og ro fortsætte med at fortælle deres studerende som et faktum om den økonomiske magt, at AP Møller såmænd ikke har så meget mere indflydelse end ”andre ressourcestærke interesseorganisationer” (delkonklusion fra Magtudredningen).
Og nu skal de journaliststuderende på Syddansk Universitet – hvor professor Munk Christiansen i øvrigt er ansat – såmænd lære videnskab af samme skuffe. Her er nemlig ansat en ny professor på journalistuddannelsen. Opslaget eftersøgte en ansøger, ”der kan løfte den journalistiske forskning med særlig henblik på samspillet mellem medier og politik, medier og eksperter og public service”. Bemærk signal-ordet ”eksperter”, som betød, at opslaget var øremærket mod en bestemt person, politologen Erik Albæk, der har udgivet to rapporter om eksperters magt overfor politikerne og i pressen (betalt af Magtudredningen). Ellers lugter hans udtalelser af, at han ikke har meget tilovers for dagens journalistik; det er en rådden profession langt under den ædle samfundsvidenskab.
Politologer kender ikke til ydmyghed. Albæk udtalte lystigt efter udnævnelsen, at vi savner viden om mediemarkedet. Medieforskningen har i alt for høj grad været overladt til humanisterne, nu skal Albæk til at forske i ”mediernes økonomi og organisering” (Børsen 18. maj).
Jo tak. Det er en rigtig god programerklæring, der lægger op til kritisk analyse i en tid med pressede journalister, mediekoncentration, ny-liberale dagsordener og public service under pres. Men intet i forhistorien giver mig grund til at tro, at programmet bliver ført ud i livet.
