- Klumme POLITIKEN 6. okt.
Husker du de 19 mia. kr. i minkerstatninger? Om lidt tvinges du igen til at punge ud til landbrugets miljøsvineri
Lige nu overværer vi et stort politisk teater om miljøafgift på landbruget. Koreografien er forudsigelig:
1. akt skitserer problemet: At landbruget er en alvorlig forureningskilde, idet det udleder 1/3 af danske drivhusgasser (CO-udledning).
2. akt er handler om forskellige løsningsmodeller. Afgift på varer i køledisken eller miljøafgift på landbruget? Det sidste er uundgåeligt. Der må gøres med tvangsafgift/lov, hvad landbruget ikke har villet gøre frivilligt i 20 år. Men her er der masser af stof til Christiansborgs kommentatorer om potentielle konflikter i Venstre og mellem Mette og Lars og Jakob i regeringen.
3. akt får vi den nære, menneskelige vinkel. Der vises billeder af landmænd og -koner, der grådkvalt klapper deres køer med udsigten til, at de udsættes for statstvang og overgreb. At deres skyld i forurening ikke er ”bevist” og kommer den i virkeligheden ikke fra Polen? Det er overgreb på deres egen ejendom, selv om ”vi driver verdens mest effektive landbrug for Danmarks skyld”. Det usagte er her massagen af publikum til at fatte det underliggende budskab: Hvis I har et problem med miljøet og tvinger os til at gøre noget, så må ”samfundet” betale / kompensere.
Og i 4. akt slås der så søm i, som politikerne siger. Her bliver Regeringens blanding af socialdemokrater og venstrebønder enige om at pålægge en klimaafgift. Men med kompensation, så det hele lander ud som et nulsumsspil for landbruget. Eller det der er bedre.
Lige nu er vi i pausen mellem tredje og fjerde akt. Hvis du kan huske minksagen, så bliv i foyeen. Men til dem med korttids-hukommelse: Mink-kompensationen blev politisk hastet igennem (2021) i en lyssky proces, hvor vi stadig ikke kender regnestykker. Landbruget blev gjort tavse med et holdkæft-bolche fra en presset Mette Frederiksen (som havde lavet ulovlig aflivningsordre). Minkavlere fik 18-19 milliarder eller i gennemsnit 12 mio. kr i ”tabt fremtidig indtjening” pr. farm. Når gælden i farmen er betalt får gennemsnitsfarmeren 3,3 mio. til overs (eller 330.000 kr. årligt i ti år – skattefrit). Givet til en branche, som gav underskud og hvor mange farme stod til afvikling (men kompensationen var hehændigt udregnet ud fra tidligere år, hvor branchen tjente milliarder). (SE: https://www.jorgen-ollgaard.dk/magt/2021-ti-argumenter-imod-holdkaeft-bolchet-til-minkfarmerne/ )
Sådan bliver det også med den kommende aftale. Landbruget vil få et nyt holdkæft-bolche. Med garanti. For Mette Frederiksen skal jo holde sammen på en bred regering med partier tæt på landbruget.
Pressen deltager velvilligt i dette teater, fx TV-avisen mandag 2. oktober. Her var der et 5 minutter langt indslag, som var et skamløst mikrofonholderi for landbruget lobbyinteresser.
”650 køer skal hver dag fodres og malkes på Christian Lunds gård i Skodborg i Sønderjylland”, siger DR-reporterens speak, mens man ser billeder af bondemand Lund, der klapper sine velnærede og højtproducerende malkekøer ude på en grøn græsmark. Forinden har reporteren holdt mikrofon for Venstres partiformand Jakob Ellemann-Jensen, som alvorstungt fortæller – breaking news – at nu bliver landbruget altså pålagt en miljøafgift for landbruget, der er kilde til 35 procent af den danske co2-udledning.
Men bondemand Lund er skeptisk over for tvang: Lad landbruget klare sagen selv, uden tvang og indblanding. Man gør allerede nu en stor miljøindsats og den kan skærpes med teknologiske fix: Når koen prutter og skider, så kan det udnyttes til biogas og det kan gøres meget bedre end i dag.
Reporteren gør sig sig ikke upopulær ved at stille det nærliggende spørgsmål: Hvorfor har landbruget ikke frivilligt omstillet sig til ikke at forurene jord, vandløb og grundvand? Og DR-reporteren fortæller heller ikke, at Christian Lund slet ikke er en helt almindelig koklappende bondemand, men (målt i jord) godsejer og superlobbyist, nemlig formand for de danske kvægproducenter under erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer.
Man kan ikke bare lægge en ensidig afgift på, forklarer lobbyist Lund; man må derimod stole på fremtidens teknologier og landmændenes velvilje. Man må derfor lave en ”balanceret model” hvor ”vi som samfundsborgere” kan finde en måde at omstille landbruget på. Han snubler nærmest over superlativer i fortællingen om ”den omstilling vi allerede er i gang med”, ”den kæmpeindsats vi gør at opretholde dansk landbrug som en moderne produktion som er forandringsvillig og bidrager til den danske samfundsproduktion”.
Og efter et mellemspil om et møde i Kolding med Venstres partiformand sluttede indslaget med, at Christian Lund med jysk besindighed får det sidste ord: ”Jeg tror, at man finder en balance i det her, så man kan opretholde produktion i Danmark”. På underspillet kræmmervis siger han, at landmændene skal betales for det her, og han er da sikker på, at regeringen leverer.
Og selvfølgelig har superlobbyist Lund ret, for han husker gavmildheden i minksagen. Her blev lagt det spor, at landbruget har ret til rigelig kompensation, når samfundet laver “overgreb”. Skatteyderne må til lommerne igen. Så intrigen i 4. akt handler om kompensations-modeller (fx “indsatsafhængig kompensation”), som behændigt skal friholde landbruget for ansvar og betaling for branchens ligegyldighed over for ødelæggelse af vores miljø, havmiljø og grundvand.
