Af Jørgen Øllgaard

Ambitionerne var store, da Magtudredningen gik i gang i 1997. Forskningsminister Jytte Hilden udtalte, at den ikke skulle være »en gråhåret magtpolitisk analyse«. Udredningens leder, Lise Togeby, lovede, at den skulle skabe debat: »Jeg forestiller mig, at vi skal skrive rapporter og bøger – ikke til andre forskere, men noget, som kan indgå i den almindelige offentlige debat i samfundet«.

Men udredningen har ikke skabt debat, bortset fra den ufrivillige i marts 2001, hvor eliteundersøgelsen blev kritiseret for , at den nok »identificerede eliten«, men samtidig tilbageholdt navnene på de mest magtfulde danskere og dermed forspildte mulighederne for en konkret debat om magtens fordeling.

Udredningen blev aldrig en folkesag. Den har tværtimod haft så store problemer med at komme ud i offentligheden, at et professionelt kommunikationsbureau nu er købt til »at spidse budskaberne til« (Mandag Morgen 27. okt.). Det er en logisk konsekvens af, at projektet er så pænt og konfliktløst. Pressen har simpelthen svært ved at se nyhedsværdien:

– Magtudredningen roser både befolkningen og politikerne. Befolkningen er stærk, kompetent og selvbevidst. Og de politiske institutioner er robuste og tilpasningsdygtige. Det danske folkestyre er robust og tilpasser sig globalisering og informationssamfundets krav. Forfaldsmyter om politikere og demokratisk deltagelse har ikke noget på sig.

– Godt nok opregnes der også enkelte bekymrende træk: EU’s demokratiske underskud, skellet mellem gammel- og nydanskere, fortsat ulighed mellem kønnene samt politikernes overdragelse af ansvar til domstolene.

De få dysfunktioner skygger dog ikke for hovedindtrykket fra Slutrapporten: at magten er godt og rimeligt fordelt og forvaltet. Vi danskere lever i et meget harmonisk og konfliktløst, meget retfærdigt og demokratisk samfund.

Globalt seter det uomtvisteligt, at de skandinaviske lande er idyller, men det er vel en forudsigelig konklusion, som man ikke behøvede forskning for 50 millioner for at slå fast?

Forudsigeligheden var ikke bestilt af Folketinget. Den skyldes selve udredningens uambitiøse og ukritiske koncept. Tilgangen er ikke problemorienteret , det vil sige, at den ikke aktivt opsøger magtens konflikt- eller gråzoner. Det afsæt har ført til en rapportering med få overraskelser og dysfunktioner. Og til få kritiske spørgsmål, der udfordrer magthavere.

De 50 millioner kroner var ellers en gigantisk chance for at lave en magtbeskrivelse og – kritik , som kunne give et indblik i magtens veje, mekanismer og ikke mindst magtens usynlige hånd.

Forskningsminister Hilden satte politologer (med statsvidenskabelig uddannelse) til at styre projektet. Hun udpegede den driftssikre, men farveløse Lise Togeby som leder. Der kom en enkelt humanist ind i styregruppen som gidsel, men ingen økonomer eller sociologer. Det fravalg forekom som en selvfølge for politologer, for deres traditionelle forståelse af magt har koncentreret sig om staten og dens magt . Her er et indforstået lighedstegn mellem magt og ‘politisk magt ‘. Spørgsmålet: »Hvad er magt ?« bliver her til det politologiske: »Hvem er det, som styrer?«.

Det lå vistnok i modellen, at Magtudredningens ledelse ansatte sig selv som projektledere og bevilgede sig selv penge. Ikke overraskende gik 71 ud af 100 projekter derfor til politologer, 13 til andre samfundsvidenskaber og 16 til humaniora (se www.ps.au.dk/magtudredningen).

De 100 projekter bagved er spredt fægtning fra ‘samfundseliten’ over ‘journalisters fødekæder’ til ‘grundlovsmøders historie’. Vi får også noget at vide om kønsmagt, politikernes rekruttering, europæisering, abortlovgivning, forebyggelsespolitik med mere. Ud fra deres egne præmisser er de enkelte projekter utvivlsomt udmærket forskning.

Bevillingerne gik til forskere, der kunne arbejde videre med deres forskningsfelt. Det lyder tilforladeligt. Men med den bagside, at det er begrænset, hvad nyt der kommer ud af det. Bevares, der er enkelte spændende projekter (f.eks. de utraditionelle tilgange i ‘Billeder af magten’, Brink Lunds om den redigerende magt , Järvinen med fleres om det magtfulde møde mellem system og klient, Jens Peter Christensens om domstolene). Og så venter jeg spændt på hovedprojektet ‘Politik, magt og beslutning’ (udkommer 2004).

Men det generelle billede er tamt. De 100 projekter er primært kortlægning . Ambitionen er tydeligvis at beskrive formelle indflydelsesveje . Der er masser af data og beskrivelser af de politiske institutioner, politikere, vælgere og deres relationer, og der tegnes udviklingslinjer fra tidligere perioder. Det er ikke problematiserende eller debatterende, og det er et problem, som udredningsledelsen tilsyneladende godt er klar over, idet Togeby selv anmelder udredningen som en værdifuld beskrivelse, der er »et solidt grundlag for videre samfundsvidenskabelig forskning« (ved slutrapportens offentliggørelse).

Problemet er, at udredningen oftest stiller sig tilfreds med at beskrive det formelle. Og at projektet stopper sine beskrivelser der, hvor det begynder at blive spændende – og problematisk.

Magtudredningen bliver dermed selv et lærestykke i magthåndtering: Den er groet til i konfliktløshed. Udbyttet i form af ny og kritisk indsigt samt debat om magtens væsen og udøvelse bliver begrænset. Magtudredningen bliver dermed ikke en magtkritik, men en legitimering af magten. En simpel kortlægning af magten er nemlig også et forsvar af den som naturlig og universel.

Politologiens spørgsmål: »Hvem er det, som styrer?« bliver i Magtudredningens tilgang til en passiv ambition om at beskrive indflydelsesveje snarere end at identificere magthavere eller magtens vildveje.

Til sammenligning er den norske magtudrednings tilgang og projekter mere problemorienterede. Det er derfor ikke overraskende, at den norske udredning er mere kritisk: Folkestyret som regeringsform er under opløsning snarere end omformning. Erhvervslivet er domineret af 3-4 selskaber i hver branche, retsorganer overtager politikken, indvandrere udgør en ny underklasse, langtfra alle befolkningsgrupper har ressourcer til at gøre deres indflydelse gældende med mere (se www.sv.uio.no).

Forskellen mellem den norske og den danske udredning er udtryk for nationale særtræk, lyder Togebys forklaring. Men den er altså også en konsekvens af konfliktskyhed i den danske udredning.

De mest kritiske kommentarer til Magtudredningens slutrapport retter sig mod manglende substans i behandlingen af EU’s demokratiske underskud, så den mangel lader jeg ligge for i stedet at pege på fire andre mangelområder.

1. Moderne samfund er afhængige af effektive politiske beslutningsprocesser og bureaukratiske forvaltninger. Det interessante følgespørgsmål er, hvordan det går med den demokratiske indsigt og kontrol?

Der er ikke projekter i Magtudredningen, som tager fat på den beskidte virkeligheds beslutningsprocesser. Der er ellers nok at tage af: Storebælt, Ørestad, Metroen, Farumprojektet, Københavns Havn og så videre.

Der er også masser af konkrete interesser, som kunne trænge til en nærmere belysning: Hvordan kunne Farum køre politisk og administrativt friløb i årevis? Hvilken indflydelse havde arbejdsgiverne i Dansk Industri ad bagdøren, da videnskabsministeren og socialdemokraterne begravede universitetsdemokratiet i oktober 2002? Hvem besluttede, at Rigsarkivet skulle flyttes til Odense? Eller at netop Fyn i sin tid fik et ludomanicenter?

Der er hundredvis af den slags magthandlinger i en gråzone mellem politik og forvaltning. Danske politologer slår sig til tåls med at beskrive overfladens beslutningsrum. De har ikke tradition for at grave i virkelighedens cases, selv om magtteorien ellers fortæller, at det vigtige ikke bare er, hvad der er på dagsordenen i en beslutningsproces, men også, hvad der ikke er på – og dermed udelukket fra beslutningsrummet ( non-decisions ).

Hvis man vil have konkrete afdækninger af magtfordrejning eller -manipulation, skal de findes i journalistikken (se f.eks. ‘Magtens bog’). Derfor var det journalister og ikke politologer, som afdækkede Tamilsagen og Farumskandalen.

Magtudredningen har faktisk nogle kommentarer til ændringer i de politiske beslutningsprocesser. Det konkluderes generelt, at politiske beslutninger i langt større omfang end tidligere forhandles og besluttes bag lukkede døre. Men udsagnet understøttes ikke af afdækning af konkrete sager, der er foregået i gråzonen. Magtudredningen har heller ikke en grundlæggende diskussion af det demokratiske problem i det lukkede beslutningsrum. Problemet handles af i en enkelt sætning: »Denne mindre gennemskuelighed gør det vanskeligere for borgerne at øve indflydelse på de politiske beslutninger og at kontrollere magthaverne« (side 382). Udredningen stopper der, hvor det begynder at blive spændende.

2. Udredningen forfølger heller ikke en kendt tese i politologien, der handler om, at erhvervslivet indtager ‘en privilegeret position’ i den politiske beslutningsproces alene gennem den måde, det økonomiske system er skruet sammen på. Det betyder, at der uvilkårligt tages hensyn hertil, når der skal planlægges eller lovgives om samfundets forhold. Magtudredningen har ikke søgt at eftervise tesen igennem konkrete cases eller undersøgelser.

Magtudredningen konstaterer blot, at stærke interesseorganisationer og store firmaer har ‘en uigennemskuelig indflydelse’ på de politiske beslutninger.

Men hvorfor er der ikke i udredningen en eneste nærgående undersøgelse af dette spændende felt. Et projekt om de store danske firmaer som politiske aktører (Munk Christiansen/Sonne Nørgaard: ‘De som meget har ‘) konstaterer, at firmaerne har mange kontakter, og at det er »ganske meningsfuldt at hævde«, at de derfor opnår indflydelse. Men ganske typisk undersøges ikke konkret, om firmaerne faktisk har indflydelse og hvordan. Udrederne stopper, hvor det begynder at blive spændende.

3. For undersøgende journalister er den danske offentlighedslov en skandale, fordi den i dagligdagen er et avanceret spil kispus med et hemmelighedskræmmende embedsværk. Med en anstændig offentlighedslov var Farum blevet afsløret år tidligere. Men selv om offentlig indsigt jo egentlig er den bedste målestok på demokratiets tilstand, så har det ikke været særligt magtpåliggende for udredningen at grave i det problem. Alligevel udtaler slutrapporten, at der er store mangler i den danske offentlighedslov. Men det er en rituel påpegning, som ikke finder belæg i udredningen (heller ikke i Tim Knudsens projekt om offentlighedslovens historie).

4. Magtudredningener – målt på slutrapporten – gennemsyret af et magtbegreb, der handler om politisk indflydelse og deltagelse. Det fremstår, som om magt alene giver sig udtryk gennem aktører (f.eks. vælgere, politikere), mens mere strukturelle former for magt (f.eks. administrative strukturer, netværk, status, økonomi) spiller en mindre rolle.

Forskningsledelsen identificerede selv den økonomiske magtforskning som et mangelområde i 1997. Man efterlyste derfor projekter under overskriften ‘Forskning om erhvervslivets magt/økonomisk magt ‘ med undertitlerne ‘Magten over erhvervslivet, erhvervslivets magt , fordeling af økonomiske ressourcer mellem forskellige befolkningsgrupper’ med mere.

Kun få meldte ind på temaet – og ledelsen lavede ikke nødudkald – og der er derfor kun et projekt med primær økonomisk relation i Magtudredningen. Det beklager ledelsen, men bagatelliserer så manglen: »Det er ‘næsten helt sikkert’, at flere projekter ikke havde givet andre konklusioner«, sagde forskningsleder og politolog Peter Munk Christiansen ved offentliggørelsen af slutrapporten.

Det er tyndt og meget kritisabelt. Økonomiske magtressourcer er en magtform, som ikke er synlig på samme måde som de demokratiske politiske institutioner. Der er delte meninger om den økonomiske magts indflydelse, såvel politisk som videnskabeligt. Men det er næppe helt forkert at påstå, at den kritiske belysning af den økonomiske magt ikke er legitim. Privatejendommen sætter grænser for offentlighedens ret til indsigt. Nogle politiske partier mener slet ikke, temaet er relevant.

Og videnskabeligt undgår traditionelle nationaløkonomer alle overvejelser om magt ! Deres paradigme – princippet om det balancerede marked – giver ikke plads til spørgsmål om uligheder og dermed spørgsmål om magt . Groft sagt er det markedet, som fastsætter priser, og derfor er der heller ingen, som har ‘magt ‘. Penge er bare et byttemiddel og ikke en social mekanisme med en magtrelation.

Magtudredningen burde i det mindste have igangsat en pixibogsbelysning af økonomisk magt . Kunne vi ikke bare have fået en oversigt over, hvem der ejer penge, firmaer og ejendom – eventuelt med en diskussion af, om penge og magt er det samme? Kunne vi ikke få en oversigt over ejerforholdsnetværk, selv om magten ikke er så personificeret som i tilfældet med Mærsk og operaen? Og kunne vi ikke få et bud på, hvordan økonomien – herunder erhvervslivet – direkte eller indirekte påvirker de politiske og økonomiske beslutningsprocesser? Eller på hvordan erhvervslivets dispositioner har indflydelse på almindelige menneskers liv (lønninger, beskæftigelse med mere)?

Magtudredningens ledelse prøvede retfærdigvis at lokke økonomer ud af busken. Det lykkedes ikke, og det undrer mig, at ingen har fordømt denne passivitet og konkluderet, at dansk økonomisk videnskab er virkelighedsfjern og ukritisk. Karakteristikken ville ellers ligge fint i forlængelse af prof. Jørn Henrik Pedersens fordømmelse af »de tavse økonomer« (Samfundsøkonomen 3/2002).

Magtudredningen emmer af konfliktskyhed. Forskningen er en uangribelig og tonløs kortlægning, der primært er rettet mod andre forskere. Den danske politologi høster ikke hæder som en kritisk videnskab. Sådan er det, fordi danske politologer har erfaring for , at mainstream og konsensus er et kvalitetsmærke, og fordi faget selv er en del af magten. »Når man skal analysere Staten, risikerer man at gentage Statens egen forståelse af sig selv« (Bourdieu).

Forskerne risikerer ikke de problemorienterede tilgange med følgende risiko for kontroverser, hverken internt eller i offentligheden. Men den frie universitetsforskning skal også tale magten imod, for hvad skal samfundsforskere egentlig bruge ‘forskningsfriheden’ til, hvis de ikke udnytter den til åbent at kritisere magten?

Konfliktskyheden er ærgerlig, for Magtudredningens 50 millioner kroner var en gigantisk chance til at få en pejling på magtens problematiske sider, og dermed til at skabe opmærksomhed og debat om de svagere sider ved vores samfund.