Klumme i POLITIKEN 28-9 2008. Det med fed/kursiv bortredigeret.
Roskilde Bank: CEPOS i lommerne på banksektoren?
Af Jørgen Øllgaard, sociolog og journalist
Nationalbanken og Folketinget har skudt 3.700 mio. kroner ind i redningen af Roskilde Bank. (7.500 kr. pr. dansker). Banksektoren har stillet med 750 mio.
Men seks ud af ti danskere mener ifølge Gallup, at Staten ikke skal bruge skatteydernes penge til den redningsaktion. Det kan vi have forskellige begrundelser for: En er ulogikken: Folk med Roskilde Bank-aktier har spillet, først vandt de og så tabte de, bad luck, sådan er spillet. En anden begrundelse kunne være, at vi med voksende vantro har set på boligprisernes himmelflugt, og på ejendomsspekulanter milliardsatsninger, og vi har undret os over, hvor disse papirpenge kom fra – men forklaringen er altså, at de kom fra Roskilde Bank-lignende transaktioner. Og en tredje begrundelse kan være simpel misundelse: Personligt har jeg da undret mig i en del år over, hvordan 25-40 årige ny-yuppier har haft råd til deres masters-of-the-universe attituder og livsstil med 4-hjulstrukne Helleruptraktorer og deres velholdte designerfruer.
Men nok om dem, selv om Folketinget jo foreløbig har garanteret dem, at de ikke mister noget.
Vi skeptikere undrer os over, at først skal disse spekulanter have lov til at spekulere vildt og etablere et stort lånecirkus på liberale kapitalistiske præmisser. Og bagefter skal staten så gå ind og rydde op efter dem, når systemet bryder sammen. Vi forstår simpelthen ikke, at Staten skal være garant og ikke det banksystem, som har tjent milliarder i opgangstiderne.
Politikernes argumenter er, at ”likviditetsgarantien” skulle sikre tilliden til det danske banksystem. Og at indskyderne i banken skulle have garanti for indskud op til 300.000 kr. Men det er slet ikke sandheden om den sag. Sandheden er, at Nationalbanken sikrer de store kreditorer, som har lånt penge til Roskilde Bank. Især danske og udenlandske bankers tilgodehavende på 11.500 mio. kroner.
” Det er socialhjælp til spekulanter”, sagde Enhedslistens Frank Aaen, der som den eneste i Finansudvalget stemte imod redningsaktionen. Han påpegede det ulogiske i, at indskydere med milliardlån til banken nu skal dækkes af skatteyderne, i stedet for at disse (banker) selv måtte tage tabet på sig. Mange liberale har nok fået kaffen galt i halsen, da de pludselig var i meningsfællesskab med kapitalens hadeobjekt nr. 1.
Også et par tænksomme og uafhængige økonomer har skåret igennem hykleriet: Lektor Finn Østrup siger, at politikerne kunnet have grebet ind uden at Nationalbanken skulle overtage Roskilde Bank (Berlingske 15.sept.). Og professor Per H. Hansen konstaterer, at Nationalbankens overtagelse af banken er ulogisk og i strid med markedskræfterne: Profitten er privatiseret, men tabene bliver socialiseret, og det stimulerer ikke til ansvarlighed hos spekulanter. Risikable bankforretninger har altså ingen konsekvens (Weekendavisen 12.sept).
Men den liberale tænketank CEPOS har været forbavsende tavse. I disse ny-yuppie tiden prædiker de ellers det skråsikre superliberale evangelium om privatisering og privat initiativ og den onde stat osv. Og det er jo tidsånden, så pressen holder beredvilligt mikrofon. Men måske indvarsler CEPOS’ tavshed en ny eftertænksomhed, en accept af at de frie markedsmekanismer ikke sådan bare sikrer velfærdssamfundet? CEPOS-direktør Martin Ågerup har i hvert fald haft et meget forkølet på-den-ene-side-og-den-anden indlæg om sagen (Politiken 1.sept.), hvor skråsikkerheden er helt væk, og det er for en gangs skyld umuligt at udlede hvad CEPOS faktisk mener.
Men CEPOS tavshed kan skyldes noget helt andet: CEPOS’ vil ikke støde den banksektor, som er CEPOS’ vigtigste sponsor. En af de markante stiftere bag tænketanken er bankdirektør Lars Sejer Andersen fra SAXOBANK, som også er storsponsor (bl.a. af det såkaldte CEPOS-universitet). Og det kunne jo være ubekvemt for denne bank og banksektoren, hvis CEPOS klart meldte det liberale budskab ud, at kapitalismens logik er, at de samme banker som tjente milliarder i opgangstider også må betale tabene i nedgangstider. Men det siger de ikke. Risikoen kunne jo være, at der kom debat om sagen og at Folketinget besindede sig og sendte den 6-7 milliarder store regning videre til bankerne.
Så meget for fritænkeriet og uafhængigheden i CEPOS. Totalt diskvalificerende for tænketankens troværdighed.
