– afvist som kronik på Information 8.nov. 2012 –
FRA ET ENIGT anmelderkorps fik Rune Lykkeberg stor medieomtale og ros for sin bog ’Kampen om sandhederne’ (2008). Nu gentages det med bogen ’Alle har ret – demokrati som princip og problem’. Lykkebergs popularitet blandt borgerlige intellektuelle er forklarlig, for hans projekt er jo især at kritisere en venstreorienteret kulturelite for at manipulere befolkningen politisk, ideologisk, pædagogisk osv. Det gør ham ikke mindre populær, at han brander sig selv som en slags frafalden venstreorienteret, der er blevet klogere.
Hans popularitet på det øvrige politiske og kulturelle parnas kan delvis forklares ved, at hans kulturanalyser ofte er halvskæve. De giver indtryk af at anfægte politiske, mediemæssige, ideologiske magtpositioner nedefra. Hans brede arsenal af eksempler fra især litteratur, film og kultur bruges til at fortolke politiske, økonomisk og sociale forhold. Med halvpoppede og begavede krydshenvisninger snupper han (postmodernistisk) fra alle hylder. Han bevæger sig uanstrengt fra Ibsen til Klovn-serien, fra Hegel til Medina, fra K.E. Løgstrup til Alfons Åberg, fra Blixen til Kierkegaard, som en anmelder bemærker.
Hans fremstillingsstil placerer sig også i ingenmandsland, fordi den er overdreven, nogle gange karrikeret, ironisk og voyeuristisk. Det pirrer. Men Lykkebergs kulturanalytik er ikke bare ufarlig og underholdende intellektuel pop. Den har skjulte undertekster og -toner, som stigmatiserer en bestemt type kulturkritik. Men værre er, at analytikken er direkte vildledende, når det handler om forståelse af samfundets magtformer.
1. ’KAMPEN OM SANDHEDERNE’ blev populær med sin populistiske beskrivelse af en kulturel overklasses dominans og tyrannisering af menigmand. Undertrykkerne er smagsdommere som gymnasielærere, uni-lærere, venstreorienterede forfattere, journalister, akademikere, ”som regner sig for bedre mennesker”. Lykkeberg fik medvind på at bifalde statsminister Anders Fogh Rasmussens kendte statement: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne” (nytårstalen 2002), som jo ret beset var anti-intellektualisme og anti-teknokrati skåret over et.
Lykkeberg hiver den samme ekspert-idiosynkrasi frem i sin nye bog. Skurkene i det danske demokrati er især (aristokratiske og elitære) eksperter, der nedladende ikke mener, at befolkningen kan tænke selv. Anti-demokratiske holdninger trives angiveligt lystigt blandt intellektuelle, der ellers hylder demokratiet som den højeste værdi. Derfor udråber han Malene Wind som en større trussel for demokratiet end Al-Qaeda, for hun har autoritet som sandsigerske, ja offentligt monopol på sandheden. Politikere udøver magt, eksperter udøver skjult magt under dække af, at have monopol. på ”sandheden”.
Lykkeberg kritiserer generelt ”de intellektuelles historiske fiasko”, men læg mærke til, at han så foretager en umærkelig manipulation og stigmatisering, når giver eksempler. Pludselig handler det ikke om de intellektuelle i almindelighed, men om de venstreintellektuelle: Det er marxisterne, som har svaret på alting. Eller når eksperten Wind blev angrebet af Søren Pind (V), så beskytter ”progressive akademikere hende, som om hun var systemkritiker i Kina” (INFORMATION 21.sept.).
2. POPULISTISKE BUDSKABER om eksperter og smagsdommere er populære især blandt de borgerlige intellektuelle og placerer sig bekvemt i den nuværende nyliberale tidsånd.
Lykkebergs samfundsforståelse er, at vi fra en materialistisk periode (hvor det gjaldt eksistenssikringen) er trådt ind i en ny civilisation, nemlig en postmateriel tidsalder, fri af det materielle og hvor alle valg er frie og personlige og baseret på ”værdier”. Derfor boltrer Lykkeberg sig lystigt i tydninger, for det er angiveligt her, at samfundets kulturelle og politiske kampe udspiller sig. Nedenunder lurer en nyliberal undertone, hvor alle meninger er lige gyldige, bare man kan vælge. Den ene mening kan være lige så god som den anden, og der er ikke nogen, der er klogere end andre. Det uinformerede synspunkt er lige så godt som det informerede. Osv.
Lykkebergs retfærdiggør hele undertonen ved at operere med et skjult, men overgribende referent, nemlig helt almindelige menneskers værdier, holdninger og livsformer. Fantomet ’menigmand’ i al sin ubestemthed har altid en slags ret, selv om han egentlig ikke manifesterer sig på anden måde end at sætte sit kryds og deltage i forbrugsdemokratiet. Men er der en ting, som menigmand kræver så er det sin egen uformulerede ret, især overfor kloge-Ågernes værdidominans, konstaterer Lykkeberg. Dette fantom opererer som ”den sunde folkelige intuition”, for Lykkeberg gør ingen forsøg på at forklare, hvad der egentlig er så sundt og fornuftigt ved menigmands (valg eller fravalg af) holdninger, politik, bil, kønsroller, miljøbevidsthed, TV-favoritter osv. Lykkeberg kræver bare, at menigmand har ret til at være her, han er undertrykt og domineret. Og ham foregiver Lykkeberg at repræsentere, samtidig med at samme menigmands ret retfærdiggør Lykkebergs piskning af kulturradikale, eksperter og marxister – samme bolledej.
Når først det går op for en, at Lykkeberg opererer med en sådan skjult reference fremstår hans analyser pludselig i et andet lys. Så bliver analysernes undertekst en fiks intellektuel populisme, hvor det er forkasteligt (forbudt) at moralisere over menigmands bevidstløse forbrugerisme eller samfundets vækstideologi. Lykkeberg spørger således ikke, om menigmands politik og livsformer nu også er så sunde for demokratiet.
Og ud fra den logik suspenderes de kulturradikales ret til at insistere på god smag, god livsførelse, sundt miljø eller på at fordømme mediers fordummende virkning. Du risikerer at blive kaldt smagsdommer eller bezzerwisser, hvis du siger menigmand eller Lykkeberg eller imod. Det er en grund til, at han mødes af så lidt modsigelse.
3. LYKKEBERGS EKSPERTKRITIK er forfejlet og farlig. Eksperter kan fremstå som skråsikre, ja, men det er vel, fordi de ved noget? Kritikken burde rettelig rettes mod medierne. Malene Wind og andre eksperter kan ideelt set kvalificere en debat med et informeret standpunkt. Det er så pressens pligt at formidle dette og stille kritiske spørgsmål, men begge dele forsømmes. Men den kæde forstår Lykkeberg ikke. I stedet opstiller han et underforstået et krav om, at Malene Wind skal lade være at være så indbildsk og nedladende; hun må ’demokratisere’ sig så hun taler som menigmand, hvad det så betyder.
4. HOVEDPROBLEMET HOS LYKKEBERG er imidlertid hans figur om, at magtkampe i det post-materielle udspiller sig som positioneringer i den kulturelle sfære. Med forsimplet forståelse af den franske sociolog Pierre Bourdieus analytik forsøger Lykkeberg isoleret at analysere fænomener indenfor nutidens dominerende ”kulturelle kapital”. Men Bourdieus pointe er netop, at samfundsprocesser er sammenvævede i økonomi, politik, kultur og livsformer. Nogle samfundsprocesser og magtformer er usynlige. Lykkebergs fejlgreb er at gøre hele kultur-aksen til et selvstændigt forløb, der er resultat af personers frie, individuelle selvvalg, værdipolitik osv.
Lykkeberg ignorerer især de økonomisk dominerende magtformer, som disponerer mange elementer i det moderne liv (se Curt Sørensen: ”Fortrængning af tidens problemer”, INFORMATION d. 29.oktober 2008 el. Curt Sørensens kritik af Lykkebergs tankeformer i antologien ”Stuerent”).
Og magtformerne handler ikke bare om bankkapitalens økonomiske magt eller lobbyismen i det politiske liv, hvor bankerne får bankpakker igennem, som skal betales af almindelige mennesker.Det handler også om ’menigmands’ orienteringer, nemlig om privatøkonomisk pantsætning, som ’parcelhusmaterialismen’ tvinger folk ud i (se Jørgen Øllgaard: Paradisvænget. Småborgeren og det småborgerlige”, Frydenlund 2011). For at ’menigmand’ kan leve et helt almindeligt, gennemsnitligt dansk middelklasse-liv, som forbrugskulturen foreskriver, må han og fruen pantsætte sig til op over skorstenen. Det betyder, at op mod halvdelen af alle danske boligejere (som er 60 pct. af den voksne befolkning) ikke har nogen ”friværdi”, men bor til leje i deres eget hus. Deres primære motivation er det småborgerlige forsvar af deres ejerbolig med tilhørende forbrugsstandard. Hvorfor har folketingets flertal – inklusive S-SF – ellers fredet boligskatterne indtil 2020 i sommerens skattereform? Den pantsætning hos finanskapitalen sætter Lykkebergs værdispinderier i relief.
Alt sammen sagt med risikoen for, at bliver kaldt smagsdommer eller bezzerwisser. Det må jeg leve med.
