– klumme i Politiken 13.12 2013 –
Så røg Bødskov som justitsminister, fordi hans embedsmænd i ministeriet, politiet eller PET havde hvisket ham i øret, at Retsudvalgets visit på Christiania helst skulle forpurres. Bødskov klappede hælene sammen, og gik tilmed så vidt, at han viderekolporterede en løgn – som heldigvis blev hans skæbne. Men Bødskovs manglende modstandsvilje overfor Justitsministeriets magtfulde embedsmænd har et fortilfælde, som desværre har vidtrækkende konsekvenser for offentligheden og for de kritiske medier: Mørkelægningsloven.
Hvis naivt nogle tror, at det primært er Venstres, Socialdemokraternes og justitsminister Bødskovs værk, så tager de fejl. Loven er først og fremmest en triumf for Djøfs departementschefer og andre chefer (i Djøfs Tjenestemandsforening). En artikel i JOURNALISTEN 6/2013 fortalte historien om spillet i den offentlighedskommission, som kom til at arbejde i 10 år og som endte ud med, at flertallet domineret af embedsmænd overtrumfede en nimandsgruppe, der afgav mindretalsudtalelser, bl.a. om den centrale ministerbetjeningsparagraf 24. Kilder fortæller, at allerede fra starten var arbejdet præget af embedsmændenes interesser: ”Vi kunne hele tiden mærke skyggen fra Justitsministeriets departementschef Michael Lunn”, fortæller en anonym kilde. Tjenestemandssidens topforhandler og Lunns forlængede arm var i sidste forhandlingsfase Anne Kristine Axelsson, som ultimativt afviste nimandsgruppens argumenter. Hun er i dag dept.chef i Justitsministeriet…
Flere centrale kilder har fortalt – uafhængigt af hinanden – at optakten til offentlighedslovs-forslaget foregik sådan, at Justitsministeriets departementschef som Djøf-tjenestmændendes skjulte hånd kuppede Bødskov til at hoppe med på en lyn-lovforberedelse. Hun timede nemlig spillet sådan, at embedsmændene kort efter S-SF-R-regeringsgrundlaget (nov. 2011) bragte Venstre og justitsminister Bødskov sammen og fik håndslag på en køreplan. Spillet om en ny offentlighedslov skulle ikke være en sejtrækker, og en urutineret men selvovervurderet og handlekraftig Bødskov takkede ja.
Han bar forslaget igennem Regeringens koordinationsudvalg, hvorefter skeptikere i Radikales og SF’s folketingsgrupper blev lammet med en mundkurv. De blev pålagt at stemme for den omstridte offentlighedslov – helt i strid med deres tidligere holdninger – for der måtte ikke så tidligt slås sprækker i regeringssamarbejdet. De uenige i de SFs og Radikales grupper pålagt at klappe i, og blot henvise til partiets ordfører. (Husk lige, at ingen karrierelysten politiker ønskede Özlem Cekics (SF) skæbne, da hun blev straffet på sine ordførerskaber for at være åbenmundet afviger).
Og sådan gik det for sig, da Bødskov første gang blev tørret af sine topembedsmænd. Desværre hænger vi nu på Bødskovs skamplet: Mørkelægningsloven.
