•    Klumme i POLITIKEN d. 2.februar    –
POLITIKERNE lader i denne tid de svageste betale for middelklassens overforbrug i 00′ erne med forringelser i efterlønnen og dagpenge. Men der slutter det ikke: Politikerne har nemlig glemt at fortælle om en anden kæmpe regning, som også risikerer at havne på velfærdsstatens bord. Den handler om, at op mod 115.000 familier trues af tvangsauktioner fra 2015. Det var dem, der belånte deres hus op over skorstenen i 2004-2007. Det kan blive en krise, som truer familiernes privatøkonomi, men også bankernes likviditet. Og i værste fald også statskassen.
De 115.000 overbelånte familier fremgår af Nationalbankens tal (se grafik i Børsen 4. januar).
De købte eller belånte parcelhus eller ejerlejlighed til helt opskruede priser og på afdragsfrie lån. Afdrag skulle først betales efter ti år. Indtil da har man boet til leje i sit ‘ eget hus’.
Lånetypen blev mange parcelhusejeres bedste ven, men nu bliver det deres værste skrækscenario, hvis de ikke har brugt den billige husleje til at spare op. Udløbet betyder nemlig, at der pludselig skal betales afdrag.
Lånebetingelserne kræver, at ydelsen på et parcelhus købt til 2,5 mio. vil stige fra 6000 til 7500 kr. om måneden til det dobbelte. Familien kan eventuelt forsøge at få optage et  (afdragsfrit) lån til erstatning af det gamle. Men deres huse er faldet med 25 pct. i værdi siden boligboblens top.
Huset til 2,5 mio. er kun 2 mio. værd, så familierne er ‘ teknisk insolvente’. Har de ikke opsparing som garanti vil banker (kreditforeninger) ikke låne dem penge. Familierne må tvangssælge ( med tab) eller ligefrem gå på tvangsauktion.
DEN DANSKE BOLIGBOBLE er ikke bare et uregerligt markeds skyld, men er i høj grad hjulpet på vej af politisk-økonomiske liberaliseringer i 2003, som lalleglad blev indført af et stort folketingsflertal ( ekskl. SF og Enhedslisten).
Afdragsfrie lån ( uden løbende afdrag) og lån med fleksibel rente ( F1) blev presset gennem af banker og kreditforeninger, som ønskede finansielle supermarkeder med flere varer og som grådigt lånte penge ud. Men de nye lånetyper var hovedårsagen til galopperende boligpriser i 2005-07, som altså pantsatte de 115.000 familier op over skorstenen.
Politikerne og bankerne prøver at tysse kollaps-risikoen ned, dels for at skjule deres egen fadæse, og dels for at ikke »at tale markedet ned«. Det forekommer nærmest som om en sammensværgelse, hvor det opfattes som samfundsskadelige virksomhed at omtale det lurende boligkollaps, som noget der ikke bare vil ramme enkeltes privatøkonomi, men også bankerne og statskassen. Pessimisme kan få boligpriserne til at falde endnu mere og bremse privatforbruget og beskæftigelsen. Også økonomiprofessorer er med deres tavshed ved at gentage deres stiltiende accept af liberaliseringen af låneformer.
Derfor er banen overladt til bankøkonomer og ejendomsmæglere, der fønbølget melder ud, at ”nu vender markedet”, selv om alt tyder på, at boligpriserne slet ikke har nået lavpunktet. Finanssektoren, som gladelig bidrog til overbelåningen 2005-2007, prøver at isolere det lurende kollaps som noget, der kun vil ramme enkelte uansvarlige overbelånere.
Nationalbanken bagatelliserer faren ved at sige, at privathusholdningernes overbelåning ikke er et problem ( på trods af at den private danske husholdningsgæld er den største i verden, og at boliggæld udgør langt hovedparten af gælden).
Senest har en ny rapport fra Erhvervsministeriet kaldt danskernes boligøkonomi for bundsolid: ”Husholdninger med realkreditgæld har grundlæggende en fornuftig økonomi” for kun hver 20.
husholdning vil få problemer, hvis renten stiger, lyder sammenfatningen fra stakkels erhvervsminister Annette Vilhelmsen, hvis parti SF stemte imod låneliberaliseringerne. Men ministeren deltager ikke desto mindre i en skandaløs overspringsanalyse, fordi rapporten kun analyserer renter, ikke faren ved de afdragsfrie lån.
En af landets førende uafhængige boligøkonomer, Jens Lunde, er meget uenig i forsøget på at frikende boliggæld og det private overforbrug: ”Husholdningsgælden repræsenterer den måske største risikofaktor i dansk økonomi” (FinansInvest 6/12). Men hans spændende analyse er fortiet.
Som pessimist er Lunde tilsyneladende i bad standing hos politikere, bankøkonomer og mærkværdigvis også i pressekorpset, selv om Lundes statement faktisk er en rigtig god historie.

KUN FÅ MED ADGANG til medierne taler altså højt om en lurende boligkollaps’ perspektiver. Der håbes på et Fætter Højben-scenario: At markedet retter sig, det vil sige, at boligpriserne stiger, renten ikke stiger, og arbejdsløsheden falder. I det tilfælde kan de pressede boligejere optage nye lån, der næsten ligner dem, de har – og finanssektoren, politikere og økonomiprofessorer kan ånde lettet op.
Det scenario er for heldigt og altså usandsynligt. Et andet perspektiv er det snusfornuftige scenario, at langt hovedparten af de 115.000 familier faktisk har brugt deres lave husleje i de glade år til at spare op og polstre sig. Men det ved vi eller bankerne intet om, og ret beset er det usandsynligt, for mange brugte bare belåningen til at købe og forbruge over evne i forventning om, at boligpriserne aldrig ville falde.
Tilbage står derfor de mest sandsynlige scenarier:
1. Bankgaranti-scenariet er, at halvdelen af de 115.000 ikke har polstret sig. Derved vil krisen blive isoleret til 50.000 upolstrede og ‘ uansvarlige’, for bare at nævne et tal. Det bliver hidsigt, for mange må gå på tvang og bankerne må afskrive milliarder som tab. Nye statsgarantier til bankerne venter. Groft sagt lander regningen hos skatteborgerne, og velfærdssamfundet må betale, hvilket vi ser forspillet til nu med beskæring i efterløn og dagpenge.
2. Rædselsscenariet er, at boligpriserne fortsætter med at falde, og at renten tilmed stiger. Så kommer der mega-boligkrise i 2015-17. Alt for mange kan ikke betale afdrag og ryger på tvang. Det er fuldstændig ligegyldigt, om det handler om 75.000 eller 115.000 husholdninger: Det danske boligmarked kollapser med megatab for bankerne. Der bliver brug for bankpakker, som statskassen ikke har muskler til at håndtere. EU’s centralbank og Tyskland må træde til med garantier.
Nationen bliver pantsat i udlandet, vi kommer i klasse med Grækenland og Spanien.
Bare fordi boligejeres overforbrug og overbelåning i 2003-2008 skal betales tilbage.

Tekst her …