– KRONIK i Politiken 10. okt. 2014 –

Et hammergodt produkt, lød omkvædet fra økonomiminister Bendt Bentsen i årevis. Men de afdragsfrie var uansvarlig vælgerbestikkelse, der fører mod boligkollaps – som systemet afværger med en kattelem, der gør lånene ansvarsfrie. HISTORIEN BAG DE AFDRAGSFRIE

De afdragsfrie boliglån gav 500.000 familier et forbrugsboost i 00’erne, for de slap pludselig med 5.-15.000 kr. mindre i boligudgift pr. måned. De brugte det til at købe et noget større hus, end de tidligere havde råd til. Eller til sommerhus, større bil, nyt køkken, udestue, rejser, you-name-it. ”Alle fortjener et nyt køkken”, lokkede reklamerne.

At de afdragsfrie så udløste en bolig-priseksplosion på 30 pct. og at mange købte for dyrt kostede ikke i situationen, for låneren skulle de jo bare betale renteudgift, mens den tunge afbetaling var udsat ti år. Den tid, den sorg.

Men prisboblen punkterede. Boligpriserne faldt 30 pct. Huset købt i Slagelse til 2 mio. kr. i 2006 faldt til 1,4 mio. Mange blev overbelånte eller ”teknisk insolvente”, som det hedder, når huslånet er større end huset kan sælges for.

Statistikkerne fortæller, at der er 144.000 familier i den kategori pt. Og de har en gennemsnitlig overbelåning på knap 144.000 kr. (Realkredit Danmark 2014, Nationalbanken 2012).

Og i 2015-17 kommer så regningen, når den tiårige afdragsfrihed udløber: Enten skal låneren begynde at betale afdrag på 3.500-10.000 ekstra pr. måned (jf. lånekontrakten). Eller også kan de ansøge om re-finansiering. (Dog max 80 pct. af den aktuelle salgsvurdering).

Et sandsynligt skøn er, at 75.000 familier – halvdelen af de overbelånte – ikke har økonomi til at afdrage eller re-finansiere, fordi de ikke har sparet op (og deres problem vokser, hvis renten stiger). De sidder i overbelåningsfælden; kontrakten dikterer, at de skal tvangssælge.

Der bliver boligkollaps. Dels med personlige tragedier for de ramte familier. Og dels for finanssektoren, som står til et megatab på mindst 11 kr. mia. kr. (75.000 tvangsauktioner á 144.000 kr.).

Finanssektoren afdramatiserer med forloren optimisme om, at ”nu vender markedet”. Deres cheføkonomer fortæller om markante prisstigninger på mindre ejerlejligheder (forældrekøb) i København. Villapriserne stiger vist også svagt i Vanløse og på Amager, tæt på centrum. Men markedet står rimelig stille i forstæderne. I Slagelse og på Vestsjælland er priserne fortsat 30 pct. nede. Og glem alt om at låne i udkants-Danmark.

Hvordan blev der dog åbnet for den fadæse?

 ————-

De afdragsfrie låns korte historie handler om en grådig finanssektor og opportunistiske politikere i uskønt samspil. Fra 1990’erne skete der en drastisk liberalisering af låneformerne. Først åbnede den borgerlige blok og Socialdemokraterne for flexlån i 1997.

I 2001 kom den borgerlige VK-regering til magten. Afdragsfrie lån havde længe stået på finanssektorens ønskeliste, og på Realkreditrådets årsmøde i 2002 blev der agiteret for flere låntyper med ”en mere fleksibel afdragsprofil” med mere konkurrence, til gavn for kunderne. Og Regeringen lyttede. Finanssektoren havde fået en toplobbyist helt ind i regeringens maskinrum; Lars Barfoed (K) var såmænd direktør i Finansrådet, finanssektorens interesseorganisation.

Avisartikler fra tiden efter fortæller om begejstrede tilhængere i finanssektoren, hos ejendomsmæglere og i Parcelhusejernes Landsforening. Cheføkonomer fra BRF-Kredit og Realkredit Danmark trak ungdomskortet: Låntypen ville især give førstegangskøbere og unge med en (midlertidigt) presset økonomi mulighed for at købe. Lærerparret i København skulle ikke længere tvinges til at købe i og pendle fra Slagelse. På den anden fløj var Arbejdernes Erhvervsråd, enkelte økonomer og forbrugerorganisationer skeptiske. AEs cheføkonom kaldte lånetypen ”yderligere fristelser til boligejerne og forbrugerne”.

Men skeptikerne tabte slaget. Politisk var de afdragsfrie ikke bare liberal ideologi – ”folk selv må bestemme, om og hvordan de vil spare op”. Det var også en gavebod til ejervælgerne (55 pct. bor i parcelhus og 8 pct. i ejerlejligheder). Og det store oppositionsparti Socialdemokraterne turde ikke sige nej, for i Danmark vinder man ikke statsministerposten uden at pusle om parcelhusfolket. Dansk Folkeparti og Radikale fremførte rituelle indvendinger, men endte med at støtte liberaliseringen. SF og Enhedslisten stemte imod.

Med det givne forhåndsflertal blev lovgivningen i 2002 en ekspeditionssag. I debatten, lovtekst og lovbemærkninger havde økonomiminister Bendt Bendtsen (K) frit spil til at lovprise liberaliseringen. Mulige problemer blev bagatelliseret:

– Risikoen for prisstigninger i kølvandet på lavere boligydelse blev afvist med, at der nok ville ske prisstigninger ”i noget omfang”, men det ville udligne sig over tid: ”Der kan måske blive tale om en boble, men regningen skal betales tilbage, så priserne vil falde igen” (JP 12.03.03).

– Risikoen for, at de afdragsfrie ikke ville blive et undtagelsesprodukt, men derimod det almindeligste blev bagatelliseret: ”Hvis de afdragsfrie lån får lige så stor succes som rentetilpasningslån, vil det betyde et årligt fald i ydelsen i størrelsesordenen 2-3 mia. kr. Det skal ses i forhold til en samlet disponibel indkomst for husholdningerne på omkring 700 mia. kr.”.

– Og så var der risikoen ved de unge. De unge førstegangskøberes forbedrede adgang til ejermarkedet var cheføkonomernes startargument for liberaliseringen, men det aspekt blev nedtonet i lovfasen; det var alligevel for vidtløftigt at bruge den mest udsatte lånegruppe som rambuk for forslaget.

Alle disse risikoscenarier kendte økonomiministerens embedsmænd udmærket i 2002. De ramte faktisk profetisk plet, afslører et talepapir til Bendt Bendtsen: ”Hvis priserne på tidspunktet for refinansiering er faldet med eksempelvis 30 pct. i forhold til i dag, så vil den uheldige huskøber få vanskeligt ved at låne hele det skyldige beløb i boligen, og tvangsauktion kan blive resultatet” (aktindsigt i talepapir 2002).

Det vides ikke, om ministeren faktisk udtalte denne worst-case. Vi ved kun, at han igen og igen forsikrede, at kun ufrivilligt arbejdsløse og syge risikerede at komme i klemme.

Endelig var der heller ikke plads til forbrugerbeskyttelse, når markedskræfter og finanssektor skulle have spillerum. Forbrugerombudsmanden fik blankt afvist sit forslag om konkrete lovgarantier om rådgivningsansvar, rettigheder m.m.

Opstramning af god-skik regler blev udvandet. Kreditvurdering og –rådgivning blev overladt til finanssektoren selv, mens Bendt Bendtsen boltrede sig i tillidserklæringer til finanssektoren: Banker vil jo ikke låne ud til dårlige betalere!

Og sektoren kvitterede ved højt og helligt at love ”seriøs kreditvurdering af lånere”, når der nu blev færre regler.

 ————–

Frigivelsen af de afdragsfrie i 2003 åbnede en wildwest-økonomi, for finanssektoren startede straks en uhæmmet konkurrence om at få deres andel af det lukrative lånemarked. ”Pauselån” lokkede Nykredits første reklame.

Men priserne løb løbsk. Finanssektorens løfter om seriøs kreditvurdering blev ”glemt”, for det gjaldt om at få kunder i butikken. Lånerne blev kun vurderet på, om de kunne betale deres aktuelle boligafgift her og nu.

Nogle vil beskylde mig for at spille bagklog og glemme datidens nyliberale tidsånd. Og det er da rigtigt, at der herskede en kollektiv euforisk låne- og forbrugstankegang, uden skeptisk eftertanke eller bremser. Opsvinget var uden ende. Mange oplevede tidsånden som en ret til at øge forbruget, uden pligt til tilbagebetaling. Man var et fjols, hvis man ikke deltog. ”Alle fortjener et nyt køkken”.

Ikke bare finanssektoren mistede jordforbindelsen. Finansministeren udtalte, at dansk økonomi kørte så godt, at vi kunne købe hele verden (2006). Og Statsministeren erklærede, at de økonomiske lærebøger skulle skrives om, fordi opsvinget bare fortsatte (2007).

Og lovforslagets bagmand, økonomiminister Bendt Bendtsen, havde sit omkvæd: ”De afdragsfrie er et hammergodt produkt” (2005). I dag svarer Bendtsen ’Ingen kommentarer’, når nogen spørger ham, hvad der gik galt.

Og man kan jo godt forstå Bendtsens tavshed. Hans afdragsfrie lån var ejervælger-bestikkelse, ideologi og en økonomisk fadæse af fem grunde.

1. Det var en fadæse, fordi låntypen medførte priseksplosion på 30 pct. og boligboble 2003-07. Den udvikling var direkte fremprovokeret af især de nye afdragsfrie lån, fortæller en underspillet konklusion i Rangvidudvalgets rapport om den danske finanskrise: Priseksplosionen og den danske boligboble ville være undgået, HVIS de nye låneformer IKKE var blevet indført (kontrafaktiske beregninger, Rangvidudvalget 2013, s. 130-131).

Den konklusion førte ikke til offentlig omtale eller debat, for systemet – Bendt Bendtsens efterfølgere, Nationalbanken, Finanstilsynet, finanssektoren og økonomiprofessorer – ser ingen grund til at der bliver vadet i deres forsømmelser.

2. Det var en fadæse, fordi låntypen især blev brugt af unge købere og førstegangskøbere, så den gruppe i dag er en tredjedel af de afdragsfrie lånere. Og det er især dem, som er teknisk insolvente.

3. Det var en fadæse, fordi de afdragsfrie ikke blev et undtagelses-nicheprodukt – derimod det almindeligste. Allerede i 2005 var de 25 pct. af lånemassen og siden 2010 har de været hele 55 pct.

4. Det var en fadæse, for danskernes belåningsgrad og pantsættelse til finanssektoren voksede dramatisk. Danskerne afdrager i dag kun på 43,7 pct. af realkreditgæld på 1.445 mia. kr. Og nedgangen i danskernes afdragsydelser blev ikke 2-3 mia. kr. årligt, som Bendt Bendtsens spåede, men 13-17 mia.

Bag alle disse løbske fejlvurderinger lå grov, ideologisk motiveret lovsjusk, for lovarbejdet præsenterede ikke autoritative risiko-scenarier, fx inspireret af erfaringerne fra 1997-flexlånene. Konklusionen ville kalde det et historisk faktum, at boliglånere søger de laveste månedlige udgifter her-og-nu, samt at finanssektoren ubremset åbner alle kreditsluser, hvis den kan tjene penge her-og-nu.

 ——————

Desværre er der i dag ingen nemme politisk-økonomiske løsninger på fadæsen.

Finanstilsynets og Nationalbankdirektørens aktuelle forslag om at sætte loft over, hvor meget finanssektoren må udlåne afdragsfrit, og hvor meget afdragsfrit en låner må låne, er bare lapperier, som skal holde de afdragsfrie i live.

Men det mest konsekvente ville være at lukke for de afdragsfrie og del-nationalisere det private boligmarked, så boligen ikke er et spekulationsobjekt. Men det er for kommunistisk for Folketinget, og en løsning på løsningen på systemets egne præmisser vil så være at tvinge de overbelånte tilbage i snusfornuftige afdragslån via en 5-10 årig havregrødskur, indtil de får balance i deres boligøkonomi. Men det tør Bendt Bendtsens eftf. ikke udsætte de (75.000) overbelånte vælgere for, især ikke op til valgåret 2015.

Derfor har systemet i al diskretion åbnet en kattelem for dem. Den blev lanceret af Erhvervsministeren på Realkreditrådets årsmøde sidste år: ”… hvis en husholdning ikke kan klare udløbet af afdragsfriheden med de umiddelbart tilgængelige alternativer, så har realkredit-institutterne mulighed for at give nyt lån med afdragsfrihed i 10 år som en såkaldt tabsforebyggende foranstaltning” (4.april 2013).

Ministerens signal var en tilladelse til, at de (75.000) overbelånte kan forlænge deres nuværende lån, selv om slet ikke er dækning for det. De afdragsfrie lån bliver vupti til de ansvarsfrie lån.

Denne tabsforebyggende kattelem har været tys-tys, for systemets nødreparationer på egne fadæser behøver jo ikke offentlig omtale. Det her skal foregå usynligt, så hverken Erhvervsministeriet eller Finanstilsynet har udsendt vejledning om, hvad ”tabsforebyggende foranstaltning” betyder.

Det betyder igen fri bane for finanssektoren. Og regn roligt med, at den har interne manualer, som nøje beskriver kattelemmens anvendelse i de kommende kollaps-år. Og regn også med, at den vil blive brugt så flittigt, at den bliver til en ladeport.

Kattelemmen løser det aktuelle overbelåningsproblem: Slagelsefamilien kan få forlænget sine lån, selv om den er pantsat langt op over skorstenen og stavnsbundet til boligen, men den slipper for tvangssalg og havregrødskur. Og finanssektoren får udskudt problemet med overbelåningen.

Tilbage står så, at systemtilliden er undermineret. Markedskræfterne bag loven er suspenderet (80 pct.s lånegrænsen er defakto ophævet), selv om Bendt Bendtsen forsikrede, at folk må stå til ansvar for deres valg, og det udstiller det liberale hykleri bag loven.

Især de 600.000 snusfornuftige uden afdragsfrie lån må føle sig bedraget. De hoppede ikke på den afdragsfrie hazard, men betalte i ti år af på dyrere lånetyper. De fik ikke forbrugsboost med sommerhus og stor bil på kredit og spørger sig selv: Hvorfor skal jeg egentlig spare op, når naboen ikke skal?

 ———————-

Og hermed når vi så frem til

5. Den værste fadæse er, at de afdragsfrie er en fundamental ændring i ejerformer og –tænkning. Indbygget i loven lå der nemlig et brud med den gamle kreditforenings-lånemodel, hvor ejerne sparede op i mursten (friværdi).

Bruddet blev ikke diskuteret i lovfasen, men kørt over af Bendtsen & co.’s liberale ideologi om, at folk selv må bestemme, om og hvordan de vil spare op. Der var INGEN debat om lovens samfundsbetydning: Hvad ville konsekvenserne være, når folk ikke længere blev tvunget til at spare op i mursten? Og hvad ville en højere belåningsgrad betyde (danskerne havde i forvejen verdensrekord på det område)?

Uden den afklaring blev loven et lusket og uansvarligt brud med den småborgerlige tradition for at afbetale på lån og spare op i mursten. Aspektet blev retfærdigvis strejfet af den radikale ordfører Marianne Jelved under lovdebatten: ”Det er et meget, meget stort brud på den tradition, der har været omkring finansiering af ejerboliger og fast ejendom i det hele taget for private. Den radikale folketingsgruppe er forbeholden, må jeg sige, over for den mulighed” (ordførertale). Men Radikale krævede ikke supplerende analyser og endte med at stemme for loven.

Konsekvensen af det luskede brud er, at en meget stor gruppe boligejere nu og fremover tænker deres økonomi på en helt anden måde. Det er normaladfærd – godkendt af politikerne – at-bo-til-leje-i-eget-hus. Man behøver ikke spare op, men kan spendere alle lønkroner på (over-) forbrug. Hele livet.

I sidste ende er taberen den danske velfærdsstat. De afdragsfrie har nyliberalismen indbygget i sig, for overbelånerne – som lever i illusionen om at være selvejere men bare er pantsat til finanssektoren – har altså mindre overskud til at være solidariske overfor det fælles velfærdssamfund: Min privatøkonomi er klemt, så pengene har det altså bedst i mine egne lommer…

Tilbage står en suveræn vinder: En finanssektor, som fik et givtigt lånecirkus, med stort spillerum til grådigheden.