– klumme, Weekendavisen 29. nov. 2014 –
“HVIS PETER LOFT kan få den slags syndsforladelse, så er min vurdering, at mange embedsmænd i så fald ville kunne få samme syndsforladelse,” lød forvaltningsrets-professor Michael Gøtzes ræsonnement på landsdommerundersøgelsens konklusion om, at Skatteministeriets øverste chef begik noget ulovligt, men at det ikke kan bevises, at det var bevidst.
Gøtze er overrasket over logikken, og med en jurist-syrlighed kalder han kommissionens motivbedømmelse for “ret stor empati over for Peter Loft“. Gøtze er urolig for konsekvenserne, for både »nødløgnen« (Anne Kristine Axelsson i Christiania-sagen) og »uagtsomheden« (Peter Loft i Skattesagen) åbner op for en forvaltningspraksis, hvor topembedsmænd fremover kan ansvarsfritages med lunkne undskyldninger, når de bevidst eller ubevidst laver fejl eller lovbrud.
Gøtzes tilgang er befriende, fordi han ikke taler om embedsmandssystemets top, departementscheferne og nærmeste omgivelser. Han taler om systemet generelt, og det er tiltrængt, for i debatten er de menige afdelingslederes, kontorchefers, specialkonsulenters og fuldmægtiges situation helt fraværende. De har ingen stemme i offentligheden.
Men hos mange af disse er der stor forundring og utryghed over de ‘musehuller’, som nogle undersøgelsesdommere har konstrueret for at beskytte to departementschefer, der åbenlyst handlede ud over deres retmæssige rammer. I embedsfolks øjne er Loft absolut ikke »frifundet«. Han har derimod fået syndsforladelse med en kreativ begrundelse. For hvem skulle forstå skattelovgivningen, hvis ikke den øverste chef – med 34 år i ministeriet – forstår reglerne?
Og det retlinede embedskorps har det meget svært med, at når den ubetingede sandhedspligt er gradueret i kontroversielle sager, bliver det sværere for underordnede at undslå sig, hvis chefen kræver nødløgne. Det bliver også sværere at påpege ulovligheder, jævnfør sandhedspligten, når chefen bare »uagtsomt« kan se igennem dem. De underordnede vil have retssikkerhed, når de rejser advarsler om, at noget efter deres bedste overbevisning er ulovligt. Og de vil have chefer, som beskytter dem mod ulovlig indblanding ovenfra eller udefra.
DEBATTEN OM NØDLØGNEN og uagtsomheden er forbavsende ensporet og har haft en helt speciel drejebog, som kører udenom de underordnede embedsfolk nedenunder departementschef-toppen. Bagved ligger en hierarkisk standsdisciplin, for DJØF som fagforening er nemlig en »departementschef-klub«, som forvaltningseksperten Birgitte Poulsen sagde til P1 Orientering forleden: DJØF er »en strategisk aktør, som repræsenterer topembedsmændenes interesser« på bekostning af de underordnedes.
Først dikterede standsloyaliteten tilbageholdenhed, mens undersøgelsesdommerne undersøgte sagen, angiveligt fordi offentlig kritik af de to topchefers ageren kunne mistænkeliggøre dem eller »undergrave deres retssikkerhed.
Da de så var undersøgt, hed det, at resultatet skal respekteres, hvorfor det er upassende at kritisere undersøgernes overraskende syndsforladelser. DJØF reagerede skarpt mod kritikere, da politikere i maj tillod sig at protestere imod nødløgnskonstruktionen. Formanden for DJØFs offentlige chefer, Henning Thiesen, kaldte protesterne »skingre«: Politikerne må respektere magtens tredeling, det vil sige landsdommernes uangribelige autoritet til at legalisere nødløgnen i »den ekstraordinære situation, hvor sandhedspligten måtte vige«. Samme logik lå i det brev, som DJØF for 14 dage siden sendte ud til sine embedsmændsmedlemmer.
Men det kritikforbud vil politikerne ikke finde sig i, derfor har Folketinget nedsat det såkaldte nødløgnsudvalg, der skal se kritisk på den slags musehuller.
Det skal køre sideløbende med et DJØF-nedsat udvalgsarbejde om embedsmænds nye vilkår og roller. Det har kendte systemfolk som medlemmer. Formand er Bo Smith; ham, som 2007-08 var departementschef i Beskæftigelsesministeriet, mens ministeriet handlede uden lovhjemmel i dagpengesager (jævnfør Cavlingvinder Jesper Tynells afsløringer).
Professor Jørgen Grønnegaard Christensen, som er medlem af det DJØF-nedsatte udvalgsarbejde, undrer sig ikke over nødløgnskonstruktionen og konsekvenserne, men foreslår i Weekendavisen 21. november nogle afglidende systemkorrektioner: Det skal være nemmere (for politikerne) at forflytte embedsfolk, samtidig med at embedsmænds retssikkerhed skal styrkes. Er det mon (igen) departementscheferne retssikkerhed, der er i fokus og som skal værnes?
Det kan da ikke være de underordnedes interesser, for det er svært at forstå, hvordan forflyttelsestrusler kan gavne deres ret til sandhedspligt. Folketingets nødløgnsudvalg og DJØFs har altså helt forskellige tilgange. Det bliver interessant at se, hvad de når frem til.
