– Afvist på Politikens kronik juli 2015 –  

Neoliberalismen har siden begyndelsen af 90’erne erstattet politik med økonomisk rationalitet. I det perspektiv bliver mange fænomener helt logiske, fra Corydons snak om konkurrencestat over offentlighedsloven til elitens kasketsbytteri

UD FRA EN ØKONOMISK VURDERING er det ligegyldigt, om folk stemmer på rød eller blå blok, erklærede fremtrædende økonomer, da folketingsvalget blev udskrevet. Og det har de ret i, for de to blokke har samme økonomiske og ideologiske fundament: Neoliberalismen.

Det er en politisk filosofi, der vægter individuel frihed. Den har især markante ideer om, hvordan staten skal begrænses, styres eller reguleres. Dens menneskesyn er det personlige incitament i folks egen-interesse og ikke i fællesskabet. Dens moral handler om selvansvar, idet det kræves af borgerne, at de yder deres arbejdsbidrag.

Neoliberalismens største betydning er imidlertid, at den som økonomisk rationale bag om ryggen på os styrer de væsentligste prioriteringer om staten og det offentlige. Først og fremmest har det neoliberale siden 1990’erne ”effektiviseret” velfærdsstaten og liberaliseret (tidligere) statssektorer. Men neo-liberaliseringen har ikke været en afvikling af staten, som klassiske ultra-liberalister kræver. Derimod er der skabt et rum, hvor erhvervsinteresser såvel økonomisk og politisk har infiltreret staten og det offentlige. Det neoliberale projekt har skabt en gråzone af stat-erhvervsliv, som diskret styres af en erhvervselite, sammenflettet med den politiske og forvaltningsmæssige elite, som det er et tabu at tale om og sætte navn på, fordi man ikke taler om det neoliberale som en magtform. Det neoliberale tages som givet som en indiskutabel naturlov, der ikke bare dikterer økonomiske forhold, men også værdier, moral, ansvar og normer – eller rettere en neoliberal mangel på samme …

 

DEN SELVFØLGELIGE GRUNDPRÆMIS hedder i økonomernes og politikernes tale ”nødvendighedens politik”, eventuelt suppleret med den store bussemand ”globaliseringen” eller vækstmantraet ”vækst, udvikling og velstand”.

Nødvendighedens politik betyder kynisk, at økonomi og markedstænkning dikterer regeringsførelse og offentlig forvaltning. Og at kalkuler og faste mål erstatter kvalitet, rimelighed, lighed, værdier, smag og normer, samt ikke mindst velfærdsstatens solidaritet med de svage.

I det neoliberale samfund handler nødvendighedens politik brutalt om, vi må rette ind på samfundets givne magtforhold og på arbejdsmarkedets og finanssektorens hamsterhjul. Normalkravet er selvforsørgelse (fuldtidsarbejde) samt normal forbrugsevne. Her er der ikke plads til langhårede debatter om alternative samfundsindretninger med arbejdsfordeling (30 timers arbejdsuge), lavvækst, genbrug, social sammenhængskraft, bæredygtighed, almennytte og lignende luftigheder.

Virkeligheden for vælgerflertallet er nemlig, at de sidder i hamsterhjulet.

– Danske husholdninger er verdens mest gældsatte målt på udvalgte faktorer. (De skylder 310 pct. af deres årlige indkomst, mere end det dobbelte af de kriseramte spaniere!).

– Knap 60 pct. af vælgerne ejer parcelhuse eller ejerlejligheder, og deres belåningsgrad er over 70 pct. i gennemsnit.

– Op mod hver 5. boligejer er overbelånt (skylder mere end huset kan sælges for). Det siger sig selv, at jo hårdere belåning, jo mere sidder folk i hamsterhjulet. For dem er ”lavvækst” ren rundkredspædagogik, for deres økonomi er så skrøbelig, at få nye belastninger (rentestigninger, sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed o.a.) kan vælte deres middelklasseliv.

Det er især denne gruppe, som de store røde og blå partier appellerer til ud fra den fælles neoliberale præmis. Derfor erklærede finansminister Corydon bramfrit, at han arbejder for vækst og velfærd, og at redskabet er en effektiv dansk ”konkurrencestat”, som skal kunne konkurrere i globaliseringen. Venstre er mindre intellektuelle, her bruger man bare omskrivningen ”vækst, udvikling og velfærd”.

At rød og blå blok begge står på det neoliberale fundament betyder ikke, at de herefter er enige om, hvordan samfundets sammenhængskraft sikres bedst – og det var de nuancer, der i realiteten var på spil ved folketingsvalget, når al (værdipolitisk) udenomssnak skrælles bort. Rød blok mener socialliberalt, at en stærk stat skal sikre en eksistensbasis med almengoder inden for skoler, uddannelse, sundhedsvæsen osv. og at det må skatteborgerne solidarisk bidrage til som et fælles ansvar. Blå blok betoner derimod liberalt, at en mindre magtfuld stat og få statslige begrænsninger skal give plads til konkurrence; pengene har det bedst i borgernes egne lommer; det fælles kommer så ud af, hvad den enkelte husstand vil købe / betale for til det fælles.

Der viste sig dog sprækker i de store partiers fundament ved 2015-valget. Store befolkningsgrupper stemte udenom de store partier og det fortolkes bagefter som, at de stemte efter utryghed eller i søgen efter nye politikker. Dansk Folkeparti tiltrak de småborgerlige og ”globaliseringsangste”, som er bange for arbejdsmarkedets barske udskillelse, de fremmede, indvandring og EU. Og Uffe Elbæks Alternativet tiltrak idealister, som oplever et eksistensielt ubehag over stress og miljøødelæggelse m.m.

Utryghedsgruppens manifestation overraskede. Men deres reaktion er slet ikke ulogisk, hvis den fortolkes som en protest mod neoliberalismens skjulte hånd, mod noget på forhånd fastlagt, der uangribeligt omfattes af det brede begreb, ”nødvendighedens politik”. Og som ikke mindst repræsenteres af ”dem” deroppe – en magtelite, der styrer og taler hen over hovedet på menigmand.

 

NU ER NEOLIBERALISMEN ikke et nyt fænomen. Mens den klassiske liberalismes simple projekt var at begrænse statens virkerum og indflydelse, så er neoliberalismen mere raffineret. Dens projekt blev groft sagt at rationalisere 1970’ernes velfærdsstat. Det var økonomisk og strukturelt en reaktion på manglende udgiftsstyring i den

ekspanderende velfærdsstat, hvis økonomien og aktiviteter ikke blev prioriteret. Store fagprofessionelle grupper (fx lærere i skoler og læger i sundhedssektoren) havde fået for stor (selvstyrende) magt, og statens og kommunernes økonomi blev ustyrlig.

Samtidig var en stor befolkningsgruppe blevet privilegerede parcelhusejere, og hos dem aftog den politiske forståelse for det fælles, velfærdsstaten, som der skulle bidrages til.

Ideologisk tankegods om ”den tredje vej” (Giddens /Blair) blev manualen, som både Poul Nyrup, Anders Fogh Rasmussen og Bjarne Corydon byggede på. Liberaliseringerne startede for alvor i ’90erne med Poul Nyrups frasalg af statsejendom og nye lånemuligheder på boligmarkedet (flexlån). Det blev forstærket drastisk af Fogh-regeringen efter 2003 med halvprivatisering af DSB og offentlige el-selskaber. Og under finansminister Bjarne Corydon kom der et dramatisk DONG-salg, tryning af skolelærere og forringelse af vilkår ved arbejdsløshed.

Under den udfoldede neoliberalisme opfatter finansministeren staten som firmaet ”konkurrencestaten Danmark”. Ministeren er en slags adm.dir. med andre ministre som underdirektører til at administrere undersektioner, så Danmark kan være konkurrencedygtigt i ”globaliseringen”. Firmatiseringen styrer. Og ligesom private firmaers forretningsdispositioner er fortrolige, så er hemmelighedskræmmeriet om DONGs salg helt logisk. Og derfor var indførelse af den nye offentlighedslov i 2014 – ”Mørkelægningsloven” – også helt logisk.

Bag disse store forandringer for det, som i velfærdsstaten ville være ”statsejendom” med tilhørende ”offentlige opgaver” sker der imidlertid et bemærkelsesværdigt skifte i relationen mellem stat og erhvervsliv, mellem offentlig og privat. Det er en misforståelse at tro, at neoliberalismen døde med de statslige bankpakker til finanssektoren under finanskrisen. Tværtimod blev det til ”neoliberalismens besynderlige non-death” – en overlevelse baseret på en endnu mere raffineret kooperation mellem parterne, som den engelske sociolog Colin Crouch konstaterer.

Mens de klassiske liberale ville afvikle eller minimere statens indflydelse, så har den fleksible neoliberalisme flettet sig ind i staten. Erhvervsledere og nationaløkonomer fortsætter godt nok deres ideologiske kritik af den uproduktive og ineffektive stat, men samtidig har neoliberalismen givet erhvervslivet direkte adgang til at operere i, styre og tjene penge på den offentlige sektor. I praksis interagerer parterne i stigende grad i en fælles, korporativ gråzone.

Mens der tidligere var skarpe skillelinjer mellem parterne, så er der ikke længere egentlige interessemodsætninger mellem dem. De offentlige repræsentanter opfatter ikke længere, at de skal beskytte staten ”i almenvellets interesse”, for nu er der etableret en fælles neoliberal overenskomst om, at den økonomiske rationalitet fastsætter statens opgaver og dikterer, hvordan de løses. Honnørordene hedder ”konkurrence”, ”udlicitering” og ”konkurrenceudsættelse”, og de betyder i praksis bare, at der etableres et pseudomarked, hvor erhvervslivet får en privilegeret indflydelse, i videste forstand med ret til at styre.

Derfor er der sket en vild vækst i servicefirmaer, som byder ind på offentlige arbejdsfelter (rengøringskoncerner, ældreplejefirmaer m.m.). Og ikke mindst er konsulentfirmaer med statskontrakter på at rådgive og styre den offentlige delsektorer blevet en millardindustri (COVI, McKinsey m.fl.). Samtidig er der groet halvoffentlige firmaer frem (Havn og By, Storebælt, Ørestadsselskabet, Metroen m.m.), som agerer i samme offentlige / private gråzone.

I disse konstruktioner og forhandlinger er der kæder af interesser, kontrakter og underleverandører, som betyder, at beslutningsprocesser og (person-) ansvar diffunderer. Alle og ingen er på samme tid ansvarlige (accountable).

 

OG DET ER GANSKE CENTRALT for magtudøvelsen og –fordelingen under det neoliberale regime. Det er ikke en overgribende naturkraft, men har sine agenter, der holder systemet i gang og som belønnes med privilegier – og det er ikke kun penge, men især magt og indflydelse samt status og positioner.

Eliten og dens privilegier er tabu i Danmark. Det skyldes en udbredt lighedsmytologi om vores samfund som lige og uden en elite med særlige privilegier. Magtudredningen (2004) fastslog således, at i Danmark kan der ikke identificeres en magtelite. Politologerne nåede frem til denne konfliktfri konklusion, fordi man nøjedes med at beskrive formelle (politiske) indflydelsesrammer og især negligerede økonomisk magt. Den udredning gjorde sit til at gøre eliten til et dansk tabu.

Derfor er det modigt af to unge ph.d.-sociologer, at de tør sætte navne på de 423 danskere, som har mest magt og udgør den danske elite: ”Ordet ’magtelite’ lyder da også så fordækt, som om der var tale om dukkeførere med skumle hensigter. Man kunne også vælge at kalde det et interessefællesskab – et tæt netværk af danskere, som har de samme interesser, den samme store indflydelse, det samme ansvar og de samme bekymringer. De interesserer sig for … hvordan de kommer til at påvirke det danske samfund og de mange danskere, der befinder sig under dem” (Larsen / Ellersgaard: Magteliten, Politikens forlag).

Den danske magtelite består af erhvervsfolk, koncernchefer, organisationsfolk, politikere, topforvaltere og andre embedsmænd, viser oversigten. Man kan diskutere udvælgelseskriterierne bag de 423, især at det er baseret på formelle netværk i råd, net og organer, for at have et sæde her giver jo ikke nødvendigvis magt? Giver det fx fagforeningsfolk magt, fordi de sidder med i bredt sammensatte kommissioner?

Et fælles kriterium, som forener den danske elite, er en fælles forståelse af neoliberalismens økonomiske rationalitet som en grundpræmis for håndtering af statsmagten og det offentlige. Man handler i nødvendighedens tjeneste, og det er et fælles projekt, så som personer eller gruppe opfatter man sig nok som de udvalgte, men ikke som nogle med særlig magt. Derfor tales der ikke om magt og elite i Danmark.

Nogle elitegrupper bagatelliserer deres egen rolle. Det gælder fx forvaltningsmagten det offentlige, som spiller en central neoliberal rolle. Forvaltningsformen kaldes groft sagt ”djøfisering”, og dens aktører er et bredt magtlag af topchefer, kontorchefer m.fl. De er ikke nødvendigvis medlemmer af fagforeningen Djøf, men er ingeniører, økonomer, politologer og jurister, som tog oprydderrollen, da de fagprofessionelle (læger, skolelærere e.a.) ikke kunne styre velfærdsstatens økonomi.

Djøfiseringens særlige styringsteknologi blev New Public Management (NPM), som handler om at overtage den private sektors rationaliseringsmetoder og målsætninger. For de fagprofessionelle blev djøfisering derfor det rene djævelskab og et skældsord, fordi det blev synonymt med teknokratisk styre uden fag-faglighed og med byrokratisk management med hierarkier og ledelsesfloskler.

Djøf’erne selv opfatter disse karakteristikker som uretfærdige, for de har selvopfattelse som faglige, objektive, neutrale og objektive forvaltere – helt i overensstemmelse med den neoliberale selvforståelse som et neutralt teknisk-økonomisk beslutningsrationale. Man forvalter nødvendighedens politik og djøf-beslutningstageren repræsenterer den anonyme (økonomiske) fornuft.

Neoliberalismen har ingen etik eller moral, så den offentlige chef har ingen særlige etiske forpligtelser ud over, at at være loyal overfor systemet, ministeren og statens økonomiske rationale. Det er den upersonlige og anonymiserede neoliberale forvaltningsudøvelse.

I et sådant system er det logisk, at magtens topfolk har særstatus og er fredede, fordi de jo blot er repræsentanter for nødvendighedens interesse. Elitens har frihed til at surfe ubesværet rundt i systemerne. Den ene måned kan man være topfigur med sær-viden til at forsvare offentlige interesser, den næste måned kan man springe til privatansættelse, hvor man skal bruge sin viden om det offentlige til at ondulere det offentlige! Her er ingen juridiske karenstider på karrierespring i det neoliberale system. Derfor kunne fødevareminister Karen Hækkerup (S) skifte over til griselobbyen i Landbrug og Fødevarer (på samme måde som Søren Gade (V) havde gjort).

Politikere, der var hovedaktører bag de halvstatslige selskaber blev ansat som højtlønnede forvaltere i samme selskaber: Henning Dyremose (Kons.) solgte TDC og blev forgyldt med bestyrelsespost og aktiver. Jens Kramer Mikkelsen (S) var idemand for Ørestaden og blev siden bestyrelsesformand for den problematiske spøgelsesby.

Samme troløshed florerer også i djøf-eliten. Her kan man den ene dag være forhandler for den offentlige part, og dagen efter for modparten. Ulrik Nødgaard hoppede fra Finanstilsynet, som regulerer finanssektorens grådighed, til Finansrådet, som lobbyer frie rammer for bankerne. I 2010 gik Statsministeriets dept.chef Karsten Dybvad til direktørposten hos arbejdsgiverne i Dansk Industri. Ida Sofie Jensen arbejdede som sygehusdirektør for at holde medicinpriserne nede, men sprang over til modparten, Lægemiddelindustriforeningen (Lif). Det er bare eksempler fra den absolutte elite, men fænomenet florerer også i cheflagene nedenunder.

Det bemærkelsesværdige er, hvor selvfølgeligt magtens topfolk surfer rundt. Der hører ingen personlige etiske tømmermænd med, for i den neoliberale tidsalder har de ret til at ”maksimere deres egennytte og position”, altimens der skal være plads til ”arbejdskraftens frie bevægelighed”, hvor elitens virkelyst ikke må begrænses.

Men den er også et godt billede på, hvordan neoliberalismen politisk og kulturelt er en postmoderne verden, hvor alle værdier, normer og moraler er lige gyldige. Og når altsammen på den måde bliver lige gyldigt, bliver det også ligegyldigt, når det er indpasset i nødvendighedens politik. Og vupti bliver det selvfølgeligt og nemt at overlade politik, styring og valg til den økonomiske rationalitet og til teknokratiet. Og det er netop, hvad der er sket.