INTERVIEW PUBLICERET 7.12 2019. IKKE ET INTERVIEW, JEG ER SÆRLIG STOLT AF, MEN DET VAR MIN EGEN SKYLD, FOR JEG FORMULEREDE MIG IKKE PRÆCIST – SOM FOR EKSEMPEL: ‘GÆLDSINDUSTRIEN VANDT, TOG ‘LIGUSTERFASCISTERNE’ SOM GIDSLER, OG TILSAMMEN HAR DE KRAMMET PÅ POLITIKERNE …

Tilbage i 2011 kaldte Jørgen Øllgaard størstedelen af danskere for ligusterfascister, som politikerne ikke tør udfordre. POLITIKEN spørger ham, om han stadig mener, hvad han sagde dengang.

Ligusterfascisterne har vundet kampen om dansk boligpolitik. Sådan lød overskriften på et interview med sociologen og journalisten Jørgen Øllgaard i Politiken i 2011. Dengang mente han, at parcelhusejerne havde sejret ad helvede til. De stemte med pengepungen, når der var valg, og deres egne økonomiske interesser oversteg alle former for værdipolitik. I en grad, der var direkte skadelig for samfundet. Mener du stadig det?

»Ligusterfascismen viser sig som en social uniformering af danskernes boform. Det handler om hækken, carporten, udestuen, Weber-grillen og det nye elementkøkken med jævne mellemrum. Disse småborgerlige værdier, der præger livet i parcelhuskvartererne, har vundet total kontrol over dansk politik. Ligusterfascisternes økonomiske interesser udfordres ikke længere af de regeringsbærende partier«, forklarede han dengang.
Politikere tør ikke udfordre vælgere

Men hvordan forholder det sig i dag, otte år senere? Da artiklen blev publiceret, havde Helle Thorning-Schmidt lige fået overdraget nøglerne til Statsministeriet. Siden da har Socialdemokratiet som bekendt mistet magtet og vundet den tilbage igen. Der har været reformer, reguleringer og økonomiske opsving. Det må da alt andet lige have medført nogle forandringer.  Eller hvad?

Jørgen Øllgaard, er størstedelen af danskere stadigvæk ligusterfascister?

»Ja, det vil jeg sige – dog i anførselstegn. Hvis man tager udgangspunkt i parcelhusejernes økonomiske situation, har der ikke været nogen markante ændringer. Der er lavet nogle politiske indgreb, så de mest risikable lån nu ikke kan tages. Toppen er taget af risikoen for finanssektoren og for den danske økonomi. Men gældsætningen for den almindelige parcelhusejer – eller boligejer – er stort set den samme, hvis ikke den er blevet lidt værre«.

»Privatgælden i den danske husholdning, især boliggælden, er enorm. Familierne har jo gæld på 116 procent, og almindelige boligejere er jo pantsatte. Og de nye, som skal ind på boligmarkedet, er helt ude at skide, fordi de er nødt til at gældsætte sig rigtig, rigtig voldsomt for at få en bolig«.

Hvorfor vandt ligusterfascisterne kampen om boligpolitikken? Og hvorfor er det nødvendigvis skidt?

»Politikerne har haft mange muligheder for at gøre noget ved det her, men de har gjort det modsatte. De har liberaliseret hele boligmarkedet med nye låneformer, hvilket bare har betydet, at priserne er steget og steget og steget. Og ligusterfascisterne vandt, fordi politikerne ikke har taget de opgør, de ud fra et samfundsøkonomisk fornuftigt perspektiv burde tage. De tør ikke at gå op mod de store boligejerinteresser. Det er min grundpointe, og den er mere sand end nogensinde«.

Men hvis færre får råd til at købe fast ejendom, må der vel komme færre småborgere og ligusterfascister i en ikke så fjern fremtid? »Næh, overhovedet ikke. De flytter jo bare ud i forstæderne. Det, jeg mener med ligusterfascister – i anførselstegn vel at mærke – det er jo, at folk tænker med deres materielle interesser. De tænker med deres pengepung. Det kan godt være, at folk siger, de gerne vil betale skat og sådan noget, men når de står i stemmelokalet, stemmer de altså for at bevare så gunstige økonomiske vilkår som muligt. Ingen boligindgreb, ingen økonomiske indgreb, der truer deres livsform«.

Hvorfor skulle politikerne være bange for at udfordre boligejerne – eller ligusterfascisterne, om man vil? »Fordi det vil anfægte folks forbrugsmønstre. Hvis det betyder, at folk skal lægge deres lån om og kommer i en trængselssituation, koster det stemmer. Politikerne er bange for at gøre noget ved en meget usund kreditgivning. På samme måde er de f.eks. bange for at genere bilisten og retten til at køre inde i byen. Jeg synes, det er fuldstændig grotesk, at vi har fået en vidunderlig udvidelse af metroen, uden at politikerne gør noget ved biltrafikken samtidig. Det havde da været en fantastisk anledning til at indføre bompenge, samtidig med at man lavede den nye metro«, siger han og fortsætter:

»Et tredje eksempel er klimadebatten. Politikerne prøver at fremstille os som klimadengser med en ambitiøs klimapolitik, men de er bange for at fortælle vælgerne, at det faktisk koster på den materielle levestandard, hvis man skal gøre noget ved det her klima. F.eks på bilismen, på flyrejser og på måden, vi spiser på. De vil meget gerne lave ambitiøse handlingsplaner mod miljøkrisen, men de er ikke meget for at fortælle, at det faktisk får konsekvenser for folk«.

Troede, renten ville stige

Ifølge Jørgen Øllgaard er det ingen overraskelse, at de sidste otte år har medført så få boligpolitiske ændringer. Men der er dog én ting, han spåede tilbage i 2011, hvor det har vist sig, at han »tog frygteligt fejl«: »Jeg var overbevist om, at renten ville stige. Jeg troede, renten på blandt andet afdragsfrie lån ville stige, så folks månedlige ydelser ville stige til et niveau, de ikke havde råd til. Og jeg spåede faktisk, at man risikerede at få 75.000 tvangsauktioner i 2015, hvis renten steg«.

Hvorfor troede du, renten ville stige? »Fordi al økonomisk logik sagde, at nu havde renten ligget stille i mange år, og derfor måtte den stige. Økonomer har jo undret sig over, at vi har haft så lav en rente i 15 år. Det er helt usædvanligt i verdenshistorien. Så jeg antog, at hvis nu renten steg, så var der 75.000 familier, som ville gå på tvangsauktion. Renten steg ikke, og det er uforklarligt, men i forhold til hvad jeg sagde i 2011, tog jeg grusomt fejl«.

Hvis renten rent faktisk var steget i de mellemværende år, kunne det have kickstartet en politisk vilje til at udfordre parcelhusejerne, mener Jørgen Øllgaard. »Fordi renten ikke steg, har finanssektoren kunnet sige, at de nuværende låneformer er sunde nok, for der er jo ikke kommet en samfundskrise ud af det. Der har ikke været de 75.000 tvangsauktioner, som der kunne være kommet i 2015-17, når folk skulle refinansiere deres 10-årige afdragsfrie lån. Fordi renten ikke er steget, er folk ikke gået på røven, og samfundsøkonomien er ikke blevet udfordret. Derfor griber politikerne ikke ind, for hvorfor skulle de udfordre nogle af deres vælgere?«.

Deprimerende udsyn for unge

Du kaldte den oprindelige tekst for et portræt af småborgeren fra 1960 til 2011. Hvis du skulle udvide portrættet til at omfatte 2019, hvad ville du så tilføje? »Åh, den er sgu svær. Jeg tror ikke, jeg ville tilføje særlig meget. Men fra 2011 og til nu er der sket det, at jeg selv er ved at gå på pension. Og jeg har ingen lån i min lille og relativt simple ejerbolig. Jeg er gældfri og har sørget for at betale alt ud, så jeg er frit stillet. Men det er der ingen andre, der er. Og jeg møder rigtig mange folk på 60 år eller derover, der er pisse misundelige på mig. De fortæller, at de ikke har råd til at gå på pension, hvis de skal blive boende, fordi de har så dyre lån. Og det er hovedproblemet med den låntagning, at folks frihedsgrad bliver enormt indskrænket«.

Hvad vil du råde unge mennesker, som endnu ikke ejer fast ejendom, til at gøre? »Jeg vil råde de pågældende til at være født i København af forældre, som bor i lejebolig, eller som har været forudseende nok til at skrive dem op til en af de andelsforeninger eller sociale boligbyggerier, som trods alt findes endnu i boligmassen. Hvis du kommer ind fra Jylland, har jeg faktisk ingen råd. Jeg synes, det er en helt umulig situation for de unge mennesker«.

Det var da deprimerende … »Jamen det er meget deprimerende! Hvis jeg skal rådgive et nyuddannet lærerpar, som skal arbejde i nærheden i København, vil jeg sige det samme: At gå ud og købe noget er simpelthen at gældsætte og pantsætte sig og binde sig mange år frem i tiden. Jeg er glad for, det ikke er mig … Jeg er sgu glad for, det ikke er mig«.