– Bankerne modarbejdede kontrol, som kunne forebygge udbytte-skandalen. Problemet blev skjult med bistand fra føjelige topembedsmænd. Af hensyn til erhvervslivet. Hvor var djøfernes etiske kodeks?
Magtfulde banklobbyister blokerede i årevis for skattekontrol, der kunne have forhindret, at statskassen blev svindlet for 12,7 mia. skattekroner, fortæller journalist Jesper Tynells ”Af hensyn til erhvervslivet”. Underordnede fagmedarbejdere i udbetalingsafdelingen advarede mod skattehullet, men bankerne forhalede regulering, og topembedsmænd hos skattemyndighederne parkerede problemet. Der blev altså ”udbetalt refusion i blinde”, fordi der var et pivåbent vindue for svindlere.
Bogen bygger videre på podcasten ”De hemmelige aktionærer” (DR 2020). Tynells kilder er arkiver, aktindsigt, interviews og ikke mindst ”interne dokumenter”, som han har fået fingrene i. Projektet har mødt modstand i systemet; efterskriftet fortæller således, at da Skatteministeriet fik forelagt teksten til kommentar henstillede ministeriet, at visse dele ikke trykkes i bogen: ”at disse fortrolige oplysninger ikke offentliggøres” (Tynell s.398). Tynell trykker dem så alligevel (efter rådgivning hos jurister). Og fremstillingen er saglig og tonløs, han er forsigtig med at navngive aktører og med at pålægge ansvar på lobbyister, topembedsmænd og ministre. Men materialet giver klare indikationer på bankernes og embedsværkets rolle – og det fortjener at blive skåret bramfrit ud i pap:
Advarsler om skattehullet kom årligt fra 2004, men Folketingets medlemmer oplyses ikke om, at fagkyndige embedsmænd ”skønner, at mange refusioner sker på et falsk grundlag”. Folketinget får heller ikke at vide, at det er bankernes lobbyisme som forhindrer indførelse af kontrol. Tynell konkluderer, at problemets håndtering mangler ”demokratisk forankring”: at ”den parlamentariske styringskæde er knækket”, når Folketingets medlemmer ikke er informeret og inddraget.
Tynell kalder det ”den usynlige politik”. Men skåret ud i pap handler det om banklobbyismens enorme magt helt inde i Skatteministeriets maskinrum, udenom Folketinget, nemlig en slags ”deep state”, hvor skjulte netværk styrer og har den faktiske magt nedenunder det formelle politiske system. Topembedsmænd var del af dette netværk, når de hemmeligholdt og parkerede problemet på trods af advarslerne nedefra. Hvor meget ministre fik at vide er uklart: ”Det er et åbent spørgsmål, i hvor høj grad embedsmændenes mange advarsler når helt op til ministrene”, konstaterer Tynell lakonisk.
Skurken: Bankerne
Skåret ud i pap er den store skurk bankerne, som agerer kynisk og uden samfundshensyn. I årene 2005 til udbytte-skandalen blev afsløret i 2015 førte skattemyndighederne resultatløse forhandlinger med bankernes lobbyist Finansrådet (med Danske Bank og Nordea i spidsen). Skatteteknisk handlede forhandlingerne om, hvordan hemmelige aktieejere kunne kræve udbytteskat (forskellen mellem dansk og udenlandsk skat) udbetalt, uden at skattevæsenet kunne kontrollere berettigelsen. Finansrådet forhalede og modsatte sig, at der blev indført oplysningspligt på aktieejernes identitet med henvisning til, at det ville være en stor administrativ byrde og kunne skræmme internationale investorer.
Tynell fortæller, hvordan de underordnede embedsmænd gentagne gange klart fortæller bankerne, at der er ubalance i udbetalingssummer. Skat kan ikke kontrollere aktieejeres identitet og risikerer milliardsvindel. I 2009 lå der en bekendtgørelse klar, som minister Kristian Jensen (minister 2004-10) bare skulle underskrive, men det undlod han i tre år efter lobbypres fra finanssektoren. I 2012 gjorde embedsmændene så et nyt forsøg, men bankerne afviste igen (Thynell s.205-208).
Sagsakterne afslører, at bankerne er helt oplyste om skattehullets åbning for svindel, men de modarbejder alligevel kontrol, for svindel er omkostningsfrit for dem. Ja, måske var det ligefrem sådan, at danske banker aktivt medvirkede til / rådgav kunder om skattehullet?! (Deutsche Bank har erkendt deltagelse i spekulation med udbytteskat, men omfanget skal afklares ved en retssag, som bl.a. bygger på politiets ransagning af bankens hovedkontor i Frankfurt og ti privathjem i oktober – (se om Deutsche Bank)
Tynell afslører et sigende mellemforløb, der groft sagt handler om, at Finansrådet på et tidspunkt i de løbende forhandlinger med skatteembedsmænd foreslog, at bankerne kunne overtage udbetalingerne. Men modellen blev uinteressant, da det gik op for bankerne, at de så også skulle dække mulige tab i forbindelse med uberettigede udbetalinger. Det fortæller om bankernes kyniske tilgang: Svindel var ikke deres problem, men statskassens.
Heltene: Underordnede medarbejdere i Skat
Heltene i udbytteforvaltningen er de underordnede embedsmænd Lisbeth Rømer (SKATs udbetalingsafdeling) og Jette Zester (Skats hovedkontor på Østerbro). Der nu pensionister. Tynell dokumenterer deres ihærdige, årelange forsøg på at råbe de overordnede embedsmænd op. Deres ihærdighed er imponerende, for de er ikke bare oppe mod finanssektorens lobbyister, men også mod skatteforvaltningens topchefer.
Et vidne i den verserende skattekommission, som pt. undersøger udbyttesagen har fortalt om Lisbeth Rømer: ”Det var et kendt problem, at der ikke var nogen mulighed for at foretage kontrol i forbindelse med refusion af udbytteskat. Alle i afdelingen talte om det, og hun gjorde, hvad hun kune for at få problemet op på et højere niveau i SKAT”.
Den faktiske tovholder i de mest problematiske år var den øverst ansvarlige embedsmand Peter Loft, departementschef 1993-2012. Hvis nogen har glemt det, så var det ham, som blev fyret for uretmæssigt at have gravet i / politiseret i Helle Thornings skatteforhold. Siden er han så sprunget ud som ultraliberal folketingskandidat for Liberal Alliance, og som flittig kommentator om bl.a. offentlig forvaltning (fx i ALTINGET).
Som vidne i kommissionen (2020) har han erkendt ”svigt”, men han påtager sig kun delvis ansvar: “Jeg var den øverste administrative chef, så objektivt set er det mit ansvar, men kigger vi på de konkrete handlinger, så er jeg én af flere, der sagtens kunne have sparket lidt hårdere til systemet”, vidnede Loft og det harmonerer ikke med Tynells.
Og så skal man i øvrigt bemærke , at Loft frikendte sine ministre (især Kristian Jensen) som medvidere på problemet. De blev angiveligt ikke informeret (se DR-nyhederne 27.10 2020).
Nu skal jeg ikke foregribe den siddende Undersøgelseskommission om udbytteskats konklusion om ansvar. Tynell pålægger ikke noget ansvar. Men skåret ud i pap tyder hans fremstillingen / dokumentation på, at departementschefen spillede en central rolle.
Departementschef Loft hemmeligholdt og parkerede problemet?
Materialet peger på, at departementschefen aktivt spillede finanssektorens spil ved at udbytte-problemet igen og igen blev parkeret til forhandlinger nede i skattesystemet. Nogen eller Loft selv forhindrede, at der kom skriftlige notater op på hans bord, som eksponerede problemet – og som kunne belaste ham og ministeren som ”medvidere”.
Det skete bevisligt, iflg. Tynells kildemateriale, da Skatteministeriets interne kontrolorgan (Intern Revision) afleverede en grundig rapportering om skattehullet. Det er et problemkatalog i ti punkter, herunder den centrale om det hemmelige aktieejerskab: ”- der føres ingen kontrol i forbindelse med refusionsanmodninger med om investor reelt er aktieejer og om investor reelt er skattepligtig i Danmark eller ej”. Men da revisionsrapporten forelægges for departementschefen i juni 2010 er den centrale påpegning fjernet.
Tynell konstaterer, at udeladelse næppe skyldes en menneskelig fejl, for nogen har arbejdet aktivt med formuleringer. Og ministeriets sagsbehandling er lavet så ansvarsflydende, at det ikke fremgår, hvem der har fjernet anbefalingerne. Men skåret ud i pap er det ministerielle kommandosystem sådan, at det kun kan være Loft selv eller hans nærmeste underchefer, som via en mundtlig henstilling/ordre har fået det pillet ud. Af hensyn til erhvervslivet.
Tynell antyder topschefernes mulige motiver, fx at forslaget ingen gang havde i det politiske system ”under de givne erhvervsmæssige forhold” – underforstået at minister Kristian Jensen ville blive irriteret over og afvise forslaget. Tynell antyder også et andet motiv, nemlig at systemet ville dække-sin-røv: Et klokkeklart notat om skattehullet kunne blive belastende for Loft og ministeren som ”medvidere”. De ville kunne gøres ”ansvarlige for problemernes fortsatte eksistens, hvis advarslerne blev lagt op på skrift” (Tynell s.166).
En yderligere grund til passiviteten kunne være indædt modstand mod krav til bankerne fra erhvervsministrene Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Brian Mikkelsen. Det var K-ministre som traditionelt repræsenterer finanssektoren i Folketinget (som det også er set ved liberalisering af boligmarkedet 2003 og i 2008-bankskandalen).
Passiv og problematisk forvaltningskultur
Departementschef Lofts passive strategi om at parkere problemet smittede tilsyneladende af på forvaltningskulturen hos underordnede chefer, viser et andet af Tynells eksempler: Som sin svanesang (inden pensionering) advarede en af heltinderne (Lisbeth Rømer) en sidste gang mod skattehullet i 2013. Et sammenfattende notat var klappet og klart til afsendelse, stilet til Skats overdirektør.
Rømer fulgte egentlig bare logikken i djøfs 7 embedsmandsdyder, hvorefter hun havde hun pligt til at forelægge det ”utvivlsomme” problem for sin nærmeste chef og denne igen for sine overordnede. Men underdirektør Rene Frahm Jørgensen sendte ikke notatet videre; det kunne skade karrieren at eksponere problemet skriftligt, for det kunne belaste hans over-direktør som ”medvider”. Underdirektøren – senere afhørt og belastet i Undersøgelseskommissionen om skat 2019 – var endda så stor en kryster, at han ikke fortalte Rømer, at hendes svanesang ikke blev sendt videre opad i systemet (Tynell s. 275) (se kommissionsreferat)
Sådan afvejes djøf’eres etik og karrierehensyn.
Topchef i konflikt med djøfs etiske kodes?
Som Tynell tidligere har afdækket i ”Mørkelygten”, lyder det flot med fine djøf-embedsmandsdyder om sandhedspligt og faglighed, men det overtrumfes i praksis af ministerloyaliteten. Tynell diskuterer ikke dilemmaet, men gråzonen er en del af udbyttesagens forløb:
Loft var dept.chef for en VK-regering (2001-2011), og som en moderne og liberal embedsmand lyttede han til de politiske signaler: Skattestop. Skattevæsenet skulle rationaliseres. Væk med besværende regler og administrative byrder for erhvervslivet, dikterede økonomiminister Thor Pedersen (V), skatteminister Kristian Jensen (V) og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K). Mindre kontrol, mere fleksibilitet og tillid, så de driftige fik større spillerum uden bureaukrati og regler.
Departementschefen tolkede utvivlsomt de politiske signaler sådan, at det var ufarbart at foreslå skatteminister Kristian Jensen (V) at pålægge banksektoren indberetningspligt, når sektoren hårdnakket påstod, at det ville medføre ”nye administrative byrder”.
Loft parkerede derfor problemet på underordnet embedsmandsniveau til løbende forhandling med finanssektoren, bag lukkede døre. Af hensyn til erhvervslivet. Loft blokerede dermed for, at problemet blev (formelt og officielt) forelagt for det politiske niveau: Ministeren og Folketinget. Blokeringen blev vel at mærke håndteret så professionelt, at Loft og ministeren ikke senere kunne ansvarspådrages som medvidere.
Tynells diskuterer ikke Lofts rolle nærmere og undlader i det hele taget at pålægge ansvar på navngivne embedsmænd og ministre. Men skåret ud i pap – og til selvransagelse i djøf-systemet – forekommer det åbenlyst, at departementschefen hermed forbrød sig mod djøfs embedsmandskodeks om sandhedspligt, faglighed, ansvar og ledelse. Han burde selvfølgelig have lagt problemet formelt / skriftligt op til minister-resolution, og så kunne Kristian Jensen have svaret: Nej. Og så kunne Loft sørge for, at systemet – og Folketinget – blev informeret om denne utvivlsomme ministerafvisning.
Nede i systemet var de to underordnede forståeligt frustrerede over passiviteten. Men de var loyale djøf-embedsmænd, som fulgte kommandovejen: Forelagde det ”utvivlsomme” problem for deres nærmeste chef til videre foranstaltning, som djøf-kodeks’et foreskriver. Og så tiede de ellers udadtil. Det er svært at bebrejde dem denne systemloyalitet. Men måske skulle de have whistleblowet til pressen eller til folketingspolitikere? Det kunne måske have sat sagen i bevægelse og forhindret udbytteskandalen…
JESPER TYNELL: Af hensyn til erhvervslivet (Samfundslitteratur november 2022)
