Den danske hygge er slet ikke så uformel, som den foregiver. Der er underforståede regler og koder for, hvordan samvær skal foregå. Vigtigste regel er, at der ikke må opstå uenigheder, så nogle bliver utilpasse, for så er det ikke længere ‘hyggeligt’. På den måde bliver en skjult gæst i samværet en småborgerlig orden baseret på konventionelle og ‘normale’ værdier, den store middelvej med den laveste fællesnævner

  • Kronik POLITIKEN 22.febr. 2022

Danskerne priser sig selv for deres uformelle omgangsformer og for evnen til ”at hygge”, men det dækker over en uformalitet, som er ret ritualiseret, noterer den engelske forfatter Michael Booth i sit portræt af danskerne (The Almost nearly perfect people (2015)). Og julen er hyggens mest ritualiserede begivenhed. Her er der formelle og uformelle regler for maden, risengrøden, julesange, dansen om træet. Danskerne har seriøst trænet sig til den perfekte afvikling af juleritualerne. Og ærlig talt skal man være en vranten gammel tosse for ikke at synes om det, siger han.

”Hygge” fremstilles som det ypperste i samværet mellem danskere og indgår i vores nationale selvforståelse, ja nærmest som et stykke af den danske nationalkarakter og mentalitet. Danskerne stemte således en Danmarks-kanon igennem, hvor ”hygge” var en de 10 særlige danske værdier (2016).

Hygge er en entydigt positiv tilstand. Den signalerer en lethed, hvor livet ikke tages så tungt. At have det rart sammen. Utvunget samvær, ofte via en sammenkomst om mad, drikke og fest. I ældre generationer var det forbundet med kaffe-slabberads blandt nabokvinder eller veninder. Familie-sammenkomsten med suppe, steg og is samt kaffebord. Bajeren over nabohækken eller i kolonihaven.

For yngre generationer foregår det på cafeer med latte og tapas eller til vennemiddage, på tværs af parforhold. For de yngre generationer er det noget personligt og anti-moderne i kontrast til (asocial) kommunikation på SoMe.

–

Jeppe Trolle Linnet har skrevet ph.d. om hygge. Ifølge ham forbinder danskerne fænomenet med socialt samvær i ydmyge rammer. Hygge er det nære (hjemlige), afslappede samvær i uformelle rammer, uden finere madlavning, tøjkoder og manerer. Her kan man lukke omverdenen ude for en stund. Hygge er upralende og jævn, kræver ikke højstatus eller højforbrug.

Hyggen kræver dog et vist niveau af materiel komfort og tryghed, og hyggeforskningen læner sig op ad forbrugsforskningen. Selv om der kan hygges billigt, så ligger der bag den praktiserede hygge nogle middelklassenormer om social lighed og hjemlig orden, som den danske velfærdsstat har etableret. Det kræver et vist niveau af social tryghed at kunne læne sig tilbage og hygge på den danske måde, i modsætning til i andre samfund, hvor man er lidt i alarmtilstand hele tiden for at få til dagen og vejen.

Trolle bemærker, at andre kulturer også hygger, selv om Danmark er det eneste land som har et særligt udtryk, der dækker mange sociale situationer med en uformel omgangsform. Englændere taler om ”cosy”, tyskere om ”gemütlichkeit”, franskmændene om ”ambiance”, svenskere om ”mys” og amerikanske antropologer har et begreb om ”homeyness”. Men det er bredere udtryk end det danske. Så når fænomenet har et særligt ord på dansk, mener Trolle også, at det indgår som en vigtig del af vores nationale selvforståelse.

–

TV-serien ”Forbrydelsen” (The Killing) med Sofie Gråbøls islændersweater blev voldsomt populær i England og bidrog til at sætte en dansk bølge i gang, hvor medierne fokuserede på fænomenet ”hygge”. I årene 2014-16 udkom mange pop-bøger med titler som The art of hygge. The book of Hygge: The Danish Art of Living well. How to hygge. Hygge: The complete guide m.fl.

Hygge beskrives her som noget helt særligt og ypperligt ved den danske kultur. Hygge blev 2016 udnævnt til et af årets ord på linje med Brexit og Trumpism (Oxford Dictionary). Oveni blev der skrevet hundredevis af artikler om fænomenet ’hoo-gah”, og det blev til sidst for meget for avisen Guardian, der kaldte det en ”overhyped trend”.

Bøgerne foregiver at fortælle hemmeligheden om verdens lykkeligste folk, båret af det helt ypperligt nationale i dansk kultur, ”Danishness”. Og bøgernes afsæt var det sociale fænomen ”hygge”, men der var ingen nærmere analyser af hyggens socialitet eller adfærdsformer. I stedet handlede det om forbrug og stil: boligindretning, køkken og mad, cykling som rammen om den hjemlige hygge. Bøgerne er derfor også rigt illustreret i en feminin verden med opskrifter, sweatre, sokker, møbelhåndværk, stearinlys, uld og kamin, hjemmesko og hjemmebag.

De engelske hyggebøger fik en fremtrædende hyldeplads i engelske boghandler, men også i danske, for vi vil gerne bekræftes i en positiv national selvforståelse.

–

Fænomenet hygge er et nationalt klenodie på linje med Dronningen. Det er kilde til national stolthed og selvtilfredshed. Det var derfor sjældent befriende, da den kulturkonservative Johannes Riis i 2003 kritiserede den nationale selvtilstrækkelighed for at være skyklapper mod vores ekskluderende hjemlighed. (Den danske selvtilstrækkelighed, Kronik i Politiken 2003).

”… det er, som om netop dét, at det går så godt, først og fremmest opfattes som en bekræftelse på, at vi her i landet har fået os arrangeret på den eneste rigtige måde”, bemærkede han i noget, der mest var rettet mod mange danskeres problemer med indvandrere, men som også rettede sig mod social kontrol på dansk: vores konformisme: ”Er der noget, der kan skabe sammenhold, ja, så er det bestræbelserne på at få rettet ind i en fælles forståelse af, hvad der bør anses for normalt og tilladeligt”.

Og Riis’ iagttagelser støttes faktisk af en del udlændinge, som lever eller har levet i Danmark. De oplever, at det uformelle og hyggen er en overflade, mens der bagved ligger en flipside med ekskluderende og indelukket hjemlighed.

Det afsløres hvert andet år, hvor tilflyttere (af arbejds- eller familiemæssige årsager) fortæller om, hvordan de oplever Danmark og danskerne. ExPat-studier fortæller, at de oplever en høj livskvalitet i Danmark, målt på personlig sikkerhed og miljø.

Men de har en negativ oplevelse af mødet med danskerne. ”Tilflyttere oplever visse aspekter ved livet i Danmark mere negativt. Danskerne selv er i nogen grad oplevet som lukkede og svære at knytte venskaber med, på trods af at danskeres attituder overfor udlændinge generelt er positiv”, konkluderer flere expat-studier.

Studierne indikerer, at danskernes lukkethed er en barriere for at fastholde højtuddannede udlændinge (som dog også brokker sig over skattetrykket!). Hele 69 pct. er meget enige i / delvis enige i, at det er svært at danne venskaber med danskere, mens kun 14 pct. oplevede det modsatte (2010).

CBS-gæsteprofessor Brian Moeran gav en harsk og personlig beskrivelse af mødet. Han søgte hertil, fordi han havde mødt danske forskere ved konferencer. Det var uformelt og en fornøjelse, som gav ham lyst til at søge et professorat på CBS: ”I er jo så selskabelige, og jeres venlige facon og gode engelskkundskaber gør jer behagelige at være sammen med”.

Men han fik et chok, da han blev fastboende, fortalte han i et harsk essay om de traurige og ordknappe danskere i hjemlige omgivelser (2003). Moeran oplevede flipsiden ved danske hygge som en ekskluderende hjemlighed: ”Danskere har en opfattelse af danskheden som hyggelig. På trods heraf er I ikke særligt gode til at skabe sociale relationer”, fx når danskere skal omgås fremmede, byde dem hjem, byde dem indenfor i deres fællesskaber, introducere nye mennesker osv. Moeran oplevede meget sjældent at blive indbudt til private hjem. Arbejdskolleger så hinanden mellem kl. 9-19 og herefter tilhørte livet familien og de nære, kendte relationer.

Antropologen Moeran (pensioneret 2016) oplevede et underligt paradoks, for i modsætning til vores selvopfattelse om at være åbne, velinformerede og debatterende, var han vidne til en konflikt-sky adfærd, som han forbandt med, at livet leves mest i den hjemlige hygge. En anden forklaring på paradokset kunne være Jantelovens drift mod konformisme, hvor man ikke vil afvige fra mængden. Moerans iagttagelser blev forbigået i tavshed i den danske offentlighed.

–

Den danske hygge er altså ikke så entydigt en positiv tilstand, men et mere kompliceret socialt fænomen. Den er slet ikke så uformel, utvungen og spontan, som den foregiver. Samvær foregår på overfladen uformelt, men er stærkt ritualiseret, som Michael Booth bemærkede. Der er underforståede regler og koder for, hvordan samværet skal foregå.

Den første regel eller kode er, at hyggen skal foregå uden kontroverser, så ingen bliver utilpasse. Det er underforstået, at alle gør en indsats for at tilpasse sig. Noget af det væmmeligste, man kan gøre, er at ytre uenighed med andre i selskabet, for så er det ikke længere hyggeligt. Definitionen på hygge er derfor: ”Hygge er begrebet for det konfliktfrie samvær mellem danskere”.

Samværet foregår under en uudtalt konsensus, som først opklares, når nogle bryder den, og så er det ikke længere hyggeligt. Det klassiske eksempel er, når der er optakt uenighed ved familie-sammenkomster, fordi familiemedlemmer begynder at diskutere. Så griber familiens glidecreme ind med en humoristisk eller ironisk bemærkning, som får afledt en alvorlig debat med uenighed. Og hvis afledningen ikke virker, så bryder hyggevogterne ind: “Så. Hold op med at diskutere, vi er her for at hygge os…”. Og så kan man snakke videre om maden, jobbet, dem som ikke er til stede m.m.

En skjult gæst ved hygge-sammenkomster er dermed også den laveste fællesnævner. Det kan være tante Inge som afsporer enhver optakt til uenighed med sin snak-om-ingenting. Eller den inviterede barndomsven, der ikke bliver modsagt, når han i en sidebemærkning lige smider ud, at Støjberg har ret og ikke loven, for loven truer ”danskheden”. Samværet sker under skinnet af foregivet konsensus og tryg dansk ”normalitet”.

Afvigende synspunkter om politik, moral og børneopdragelse opfattes som en ildeset provokation, som bryder den tilsyneladende konsensus i selskabet.

–

Hyggen er en samværsform og tilstand, som bygger på homogen national identitet. Og den historiske forklaring på den særlige danske homogenitet – som hyggen er et produkt af – lyder ofte, at vi er en uberørt lilleputstat med en konfliktfrie historie (uden hærgende krige) og så har vi den folkelige konsensus, baseret i Grundtvigianismen.

I denne homogenitet ligger der en underforstået dansk ”normalitet”, som kan samles i småborgerlige normer og værdier. Mange forbinder småborgerlighed med noget latterligt fra ældre folkekomediers komiske karakterer, som lever i et meget småt værdiunivers (fx Meyer i Huset på Christianshavn eller Yvonne i Olsen Banden). Eller også er det et fordømmende stempel på personer med et låst moral-univers med faste konventioner (”Sådan er det bare!”).

Men ingen unddrager sig de småborgerlige sociale spil, hvor hyggens samvær og tilstand er det samlende, ved private sociale sammenkomster, med familie, venner og sports- og arbejds-kammerater.

Småborgerligheden sætter standarder med krav om en særlig form for normalitet, for i selvforståelsen er småborgeren inkarnationen af den ægte middelvej i livet. Her trives det normale, almindelige og naturlige, som netop bekræftes i hyggens sociale samvær og tilstand.

I udlandet er der lavet en del forskning i småborgerlighed (fransk og engelsk: Petit Bourgeois – tysk: Kleinbürger). Men formentlig fordi danske forskere frygter at blive kaldt politiserende, normative og fordømmende om bestemte befolkningsgrupper, er der ikke lavet forskning i ”småborgerlighed” i Danmark.

Den tyske småborgerligheds-forskning operer med et særligt begreb til at forstå fænomenet: ”kirketårns-perspektivet”! Om det moderne parcelhusliv kunne det hedde ”udestue-perspektivet”! Småborgerens horisont rækker ikke længere, end hvad der kan ses fra det lokale kirketårn eller fra udestuen! I disse universer hersker der stor hjemstavnsfølelse, og lokalisme er en dyd.

Kirketårns-perspektivet er selvfølgelig anderledes i en verden med moderne kommunikationsmidler og mobilitet, men det stiller omvendt også krav om situationer med ro, nærhed, tryghed og lokalisme. Tænk bare på, hvorfor idealiseringen af den fortidige livsform i tv-serien ”Bonderøven” er sådan en seer-succes. Det peger på at der hos nutidens danskere er et stort behov om harmoni og nærhed i en kompleks og konfliktuel verden. Derfor er der brug for småborgerlighedens dyder til at ordne samværet.

Et andet kendetegn er småborgerhedens orden med de faste og traditionelle værdier, den store middelvej med den laveste fællesnævner. Her ordnes samværet ved, at folk lever op til givne konventioner (”opfører sig normalt”). Og det betyder, at personen med de mest jævne indspil dikterer hvad der (kan) tales om. Skal det være hyggeligt, indordner man sig efter den laveste konsensus-faktor.

Hyggen som det konfliktfrie samvær passer perfekt for småborgeren, for han opfatter sig som helt ”upolitisk”. Han er observatør ude på sidelinjen i konflikter, opfatter sig som magtesløs over for politikere og magthavere: ”DE gør jo alligevel, hvad DE vil”. Det udtrykker afmagt og distancering, nok en forklaring på, at danskere trækker sig tilbage i hyggens konfliktløshed.

–

Jeg skal ikke argumentere for forbud mod hyggens konfliktfrie samvær, for det er et tilflugtssted fra en stresset hverdag og det er en ritualiseret samværsform, som gør det nemt at være sammen med nogle, man er usikre på eller måske er uenige med.

Men hyggen er altså ikke så uskyldig og ukompliceret, som den foregiver. Den er styret af regler og konventioner, som betyder, at uenighed og debat er ekskluderet, og i værste fald betyder det, at den laveste fællesnævner – det smalleste univers – styrer. Og den laveste fællesnævner er ikke blevet hævet med yngre generationers dyrkning af ‘woke’ – identitetspolitikkens nye standarder for, hvad man må sige og ikke sige om om køn, sex, race m.m.

Og det er da noget af et paradoks, for netop den åbne og uformelle debat er også en del af vores nationale selvforståelse. Det paradoks kunne måske tjene som en advarsel mod at pakke os for meget ind i ”den danske hygge”, hvor hyggevogterne styrer.

Nu vil nogle indvende, at de skam godt kan mødes og diskutere med familie og venner og stadig kalde det hyggeligt bagefter. Jo da, men så er det formentlig, fordi nogle ikke vil finde sig i den laveste fællesnævners styring af samværet.

Så indrøm, at I nogle gange går fra hygge-samvær uden at have fået noget med hjem. Og var det ikke kedeligt, at der ikke kom lidt kant på?

Og hvem har ikke stået bagefter med ærgrelse over, at man lod tante Inge sætte den laveste fællesnævner med snak-om-ingenting? Eller at den gamle ven skulle slippe afsted med sin Støjbergske diktat af, hvad der er danskhed?

Vi kender alle bagsiden ved den danske hygge, når vi tænker nærmere efter. Men det er nok sådan, at det må vi leve med – på godt og ondt.