• Upubliceret. POV-international havde godkendt artiklen til tryk 9. august, men det blev aflyst om morgenen efter POVs forelæggelse af artiklen for Jyllands-Posten, hvor JP lagde pres på POVs redaktør med ubestemte indsigelser. POV føjede sig på trods af JPs åbenlyse uvilje til at svare på de centrale spørgsmål, som fremgår af artiklen

 KOMMUNAL INTRIGE – Museumsdirektør Jacob Thage har i et halvt år forsøgt at modgå en sag, som kommunale embedsmænd efter alt at dømme har konstrueret mod ham med ulovlige midler – og Jyllands-Posten spiller kommunens spil, oplever han. Og direktørens klager fører ingen vegne

Museum Jorn kom ufrivilligt på forsiden, da Ibi-Pippi 29. april lavede en happening på Jorns maleri ”Den foruroligende ælling”. Ibi-Pippi kaldte sin signatur på maleriet for kunst og ytringsfrihed. Museumsdirektør Jacob Thage kaldte det ”hærværk” og nægtede at gå i offentlig debat med Ibi-Pippi. Det er stadig usikkert, om maleriet kan genskabes.

Jacob Thage havde ellers nok bekymringer. Skæbnens ironi ville nemlig, at et igangværende bestyrelsesmøde blev afbrudt af hærværket. På dagsordenen var formentlig en aktuel konflikt med Silkeborg Kommune.

Det er en sær kafkask konflikt, hvor kommunale embedsmænd – ifølge museumsdirektøren – søger at mistænkeliggøre ham som uduelig, fordi kommunen gerne vil overtage styringen over museet. Han kan bevise, at de vildleder i sagsbehandlingen og ikke overholder love, fx om journalisering, notatpligt og aktindsigt. Men klager fører til tomgangssvar – og sådan har det været i et halvt år.

Kilder: Aktindsigt i direktørens klager

Denne artikel bygger hovedsagelig på aktindsigt hos kommunen og på museet. De hidsigste dokumenter er direktør Thages tre klager: Til kommunaldirektøren over dennes forvaltning, til borgmesteren over embedsmændene og til Jyllands-Posten (JP) over avisens, efter Thages mening, ensidige vinkling af historien.

Vi har pr. email stillet konkrete spørgsmål til de involverede. De svarer kortfattet tilbage pr. email, med tilføjelsen: “Ellers ingen kommentarer”. Heller ikke direktør Thage vil interviewes: ”Jeg ønsker … ikke at udtale mig yderligere i sagen” (mail 24. juni).

Jyllands-Posten fik et tip

Den aktuelle konflikt startede med, at JP fik et tip om et telefonnotat om en klage over Thages ledelsesform på Jorn Museet. Notatet var lavet af kommunens kulturchef John Bøgelund Frederiksen, som egentlig ikke har bemyndigelse til at oprette en klagesag på Thage, for museet er en selvejende institution uden for kommunen.

Klageren var eks-kommunikationsmedarbejder Line Unold, som var stoppet i utide på museet. Indholdet var en oplistning af anklager og mistænkeliggørelser af museumschefens ledelsesform: “… en syg kultur på arbejdspladsen, hvor visse medarbejdere i tide og utide udsættes for direktørens psykiske chikaner”.

Nu er et internt kommunalt notat egentlig en lukket orientering, men det blev til en sag, fordi Jyllands-Postens kulturredaktion fik et tip allerede få dage efter, at telefonnotatet var lavet. Kun få kendte dets eksistens.

Men både Unold og Kulturchefen nægter at være kilden. Unold har ellers gode kontakter til JP, hvortil hun har leveret freelancestof i 8 år (ifølge hendes cv). Og kulturchefen har et gammelt horn i siden på direktør Thage. Det vender vi tilbage til.

JP vil heller ikke oplyse kilden, med henvisning til kildebeskyttelse.

Trak sin klage tilbage

Jyllands-Posten begyndte allerede sidste år at bore i direktørens forvaltning af museet. Man søgte aktindsigt hos kommunen (selv om Museum Jorn er uafhængig af kommunen) i direktørens rejseudgifter m.m. Det udsprang formentlig af, at pressen har haft en vis succes med at bore i museumsdirektørers ledelse. Direktører på Arken i Ishøj og Aros i Århus blev gået, så hvorfor ikke undersøge Jacob Thage fra JPs kerneområde, Midtjylland?

JP har været ualmindelig velinformeret i sagen. Telefonnotatet blev lavet en fredag (d. 7.1) og allerede om mandagen (d. 10.1) søgte avisen aktindsigt. Nogen i kommunen havde tilsyneladende en interesse i, at der skulle komme en belastende “sag” på direktøren.

Normalt skal en aktindsigt besvares inden 7 dage. Men der skulle gå knap tre uger før kommunen spurgte museumschefen, om de måtte give aktindsigt til JP (han skulle høres som part i telefonnotatet).

Forsinkelsen skyldes formentlig, at klager Line Unold havde fået kolde fødder, afslører aktindsigten. Hun trak sin deltagelse tilbage: ”Da telefonnotatet indeholder så personlige oplysninger fra og om mig, ønsker jeg IKKE, at det udleveres. Kan du forsikre mig om, at notatet ikke kommer videre, hverken til Jacob Thage eller Jyllands-Posten?” (mail til kommunen 24. jan.). Denne mail dukkede op, da vi søgte aktindsigt i sagen hos kommunen i april.

Den rygende pistol

Normalt ville en klagers tilbagetrækning betyde, at der ikke kom “en sag”, men nogen i kommunen ville det anderledes, for notatet – hvor klagerens identitet var anonymiseret – blev sendt i partshøring hos Thage (28. jan.). At sagen blev aktiveret på trods, er sagens “rygende pistol”, for det afslører, at embedsmænd konspirerede aktivt mod ham, mener direktør Thage.

Da vi spørger kulturchefen, hvorfor sagen blev startet på trods, svarer han ikke. Og Line Unold vil ikke interviewes.

Men det store jyske medie Jyllands-Posten spillede med på fortællingen, for JP-journalist Jonas Hvid vil efterfølgende ikke svare på, hvornår man kendte til Unolds tilbagetrækning. Det indikerer, at JP har kendt til tilbagetrækningen hele tiden. Avisen kan derfor have skrevet mod bedre vidende og hvis det er tilfældet, dermed aktivt bidraget til at skabe fortællingen mod Thage, der blev fremført af kulturchef John Bøgelund.

Måske skete der det – vi ved det ikke – at kulturchefen og JP overtalte Unold til ikke at trække notatet tilbage, mod til gengæld at love hende total anonymitet? Og så kunne kulturchefen lave “en sag” (telefonnotatet), som JP kunne søge aktindsigt i. Det passer meget godt med, at da vi stillede spørgsmål til Unold om hendes rolle, lød modspørgsmålet: “Hvor har I mit navn fra?” (pr. mail). Men det er for nu spekulationer.

Ubekvem sag for kulturchef og kommunaldirektør

Da museumsdirektøren var omtalt i telefonnotatet, skulle han høres, om JP kunne få aktindsigten. Han havde ingen indvendinger. Dog krævede han samtidig, at hans slut-redegørelse på en sag fra 2019 også skulle udleveres.

At hive den gamle sag op af skuffen var smart af museumsdirektøren, for den var belastende for kulturchefen, der ifølge sagen fra 2019 havde misbrugt sin stilling til at støtte sin kone, da denne i 2019 blev prøveansat på anbefaling af kulturchefen, men derefter opsagt i prøveperioden på Museum Jorn.

Kommunaldirektør Lone Lyrskov prøvede ved uofficielle korridormøder at få hele sagen om telefonnotatet afblæst. Men museumsdirektøren følte sig så groft behandlet, at han klagede til kommunaldirektøren. Han havde opdaget, at embedsmændene ikke overholdt de simpleste regler for den offentlige forvaltning. Telefonnotatet var ikke journaliseret eller arkiveret. Og den gamle sag fra 2019 var det heller ikke.

Og hans mistanker viste sig korrekte. Da JP søgte aktindsigt i kulturchefens kone-sag – efter at Thage havde gjort avisen opmærksom på den – fandtes den slet ikke i kommunens arkiv: ”Vi har ikke de oplysninger, du beder om” (28. marts).

Enten havde kommunen “glemt” at arkivere den (som de har pligt til i sager, som “indgår i administrativ sagsbehandling”). Eller også var sagsakterne bare slettet, fordi de var belastende for Kulturchefen.

Men museumsdirektøren havde ikke slettet den gamle sag, så han kunne give JP de forsvundne dokumenter.

Forvaltningsekspert: Klart ulovlig forvaltning

Offentlighedsrets-ekspert Oluf Jørgensen vurderer, at kommunen handlede klart ulovligt, når sagen ikke findes journaliseret i kommunen: “Silkeborg Kommune har klart overtrådt lovkrav om journalisering. Journaliseringspligten skal sikre dokumentation og dermed kontrolmulighed. Manglende journalisering kan betyde, at fejl bliver skjult”.

Men i kommunen fik det ingen konsekvenser. Da JP senere klagede til det kommunale tilsynsråd, svarede kommunen, at der var sket en menneskelig fejl, og at det ikke vil ske igen. Og så ville frafaldt tilsynet at lave en tilsynssag. Kommunen slap for påtaler.

Kommunaldirektøren svarede aldrig direktør Thage, som altså ikke fik svar på sine konkrete spørgsmål til sagsbehandlingen omkring telefonnotatet. Han blev spist af med et tomgangssvar, underskrevet af en underordnet koncerndirektør: ”… kan jeg (også) betrygge dig i, at vi har efterlevet de forpligtelser, som påhviler os som offentlig myndighed i forbindelse med besvarelsen af de aktuelle aktindsigts-anmodninger” (kommunens svar 24. februar).

Resultatløs klage til borgmesteren

Museumsdirektøren var så utilfreds med det mangelfulde svar fra kommunaldirektøren, at han klagede til Silkeborgs borgmester Helle Gade (S). Konflikten er ”uprofessionel, absurd og tidskrævende”, skrev han og kaldte situationen for ”en utålelig relation til Silkeborg Kommune”.

Fra direktørens post ”opleves forvaltningen som chikanerende og magtfordrejende”.

Klagen oplistede i usædvanlig skarp tone eksempler på misforvaltning. Thage kaldte det ”topembedsmændenes krumspring” og gav konkrete eksempler: Dobbeltforvaltning (manglende journalisering) og vildledende påstande fra kommunaldirektøren. ”Alt sammen for at dække over deres aparte og ulovmæssige forvaltningsformer” (klage 25. februar).

Borgmesterens svar var tonløs tomgang: Der er ikke begået fejl i kommunen. Kommunen bestræber sig på at overholde alle regler. (2. marts).

Kommunens skjulte dagsorden?

Men hvad driver en kommunal kulturchef og kommunaldirektør til at starte en mistænkeliggørende sag mod en museumsdirektør, med ulovlige metoder?

Thage skriver kontant i sine klager, at han oplever, at kommunen forsøger at underminere ham og bestyrelsen. Kommunens skjulte hensigt med at skabe en sag på telefonnotatet er at mistænkeliggøre ham som en uduelig leder. Kommunen ønsker en anledning til at gribe ind, så de kan “underordne” museet under kommunens styring, for i dag har kommunen ingen styringsredskaber over regionens førende kunstinstitution.

Kommunens embedsmænd luftede underordnings-planen i 2019 i form af en såkaldt ”samarbejdskontrakt”, da der skulle forhandles en flerårig økonomiaftale om tilskud. Udspillet ”Dialogbaseret samarbejde…” fortalte i djøf-sprog om styringskrav med formaliserede indberetninger og løbende evalueringer m.m. Museet skal orientere og kommunen skal evaluere og godkende økonomi og aktiviteter, fx den faglige museumsdrift (udstillingsplaner og arrangementsprogram).

Bestyrelsen afviste i 2019

Museets bestyrelse afviste kommunens udspil, som blev præsenteret af kommunens embedsmænd, for Museum Jorn er en ”selvejende institution oprettet på privatretsligt grundlag”, og ifølge lovgivningen skal sådan en have armslængde til kommunen.

Så udspillet blev lagt død. Troede Thage og museets bestyrelse.

Men forløbet efter telefonnotatet fortæller, at kommunen ikke har droppet sin underordningsplan, konstaterer Thage. Han kalder kommunens argument om, at den har en styringsret for “ren manipulation”, for museet er en selvejende institution med egenindtjening på 65 pct. (JP 24. marts).

Men kommunen fastholder det, som Thage kalder “en overtagelsesplan”. Da han for nylig spurgte borgmester Helle Gade (S), blev det ikke afvist: ”Silkeborg Kommune har, efter vores opfattelse, som væsentlig bidragsyder til Museum Jorn, legitim adgang til at formulere forventninger til samarbejdet mellem museet og Silkeborg Kommune” (brev 2. marts).

Borgmesteren: Der er ingen konflikt

Jorn-museets nye bestyrelsesformand Hanne Bech Olsen (S), som i øvrigt er tidligere borgmester i Silkeborg, har ingen kommentarer til ovenstående fremstilling af konflikten.

Og da vi spørger borgmester Helle Gade (S) om udspillet ”Dialogbaseret samarbejde” fortsat er kommunens agenda, kommer der et kafkask svar. Set fra borgmesterkontoret er alt fryd og gammen:

“Mig bekendt er der ikke en aktuel konflikt mellem Museum Jorn og Silkeborg Kommune. Den kritik, som museumsdirektør Jacob Thage kom med for snart mange måneder siden, har kommunen svaret på”, siger borgmester Helle Gade (pr. mail).

Jacob Thage vil ikke kommentere. Men det fremgår af et aktuelt brev til Jyllands-Postens chefredaktør, at for ham er sagen på ingen måde slut. Han er stadig under pres, og kommunens agenda er ikke taget af bordet. Og han oplever, at JP spiller kommunens spil.

 

  • ARTIKEL 2

 

Jorn-direktør: Jyllands-Posten skriver ‘pseudohistorier’

JOURNALISTISK INTRIGE – Museumsdirektør Jacob Thage oplever, at kommunale embedsmænd har søgt at konstruere en sag mod ham med ulovlige midler. Og at Jyllands-Posten deltager aktivt i plottet ved at skrive negative historier om ham. Avisen vil ikke fortælle historien om den ‘rygende pistol’

Museumsdirektør Jacob Thage har i et halvt år forsøgt at modgå en sag, som kommunale embedsmænd angiveligt har konstrueret mod ham ved hjælp af ulovlige metoder. Kommunens kulturchef lavede i januar et telefonnotat om en klage over Thages ledelsesform.

Aktindsigt afslører imidlertid, at klageren kort tid efter trak sin klage tilbage, og det er sagens ‘rygende pistol’, at embedsmændene alligevel prøvede at lave ‘en sag’ på Thage, som Jyllands-Posten blev tippet om. Avisen deltog tilsyneladende aktivt i embedsmændenes sag mod Thage, mod bedre vidende, for de har formentlig kendt til tilbagetrækningen hele tiden.

Jacob Thage har for måneder siden gjort avisen opmærksom på kommunens kommunens skjulte hensigt, embedsmændenes rolle og ulovligheder samt på ‘den rygende pistol’, men avisen fortsætter med negative historier – ‘pseudohistorier’ – om ham, fremgår det af Thages klage til JPs chefredaktør fra maj måned.

Så Thage vil ikke længere interviewes af JP.

Jyllands-Postens jagt på ‘en sag’ på Thage

Aktindsigt i, hvad JP har søgt aktindsigt i – et beskidt journalisttrick – afslører, at JP allerede sidste år prøvede at finde en sag på direktør Thage. Man søgte bl.a. aktindsigt i hans rejseudgifter.

Den særlige interesse for Thage udsprang formentlig af, at pressen havde haft held til at bore i andre museumsdirektørers forvaltning. Direktører for Arken i Ishøj og Aros i Aarhus måtte gå.

Der kunne redegøres for rejseudgifterne, og så var der ingen sag. Derfor kom Unold-klagen som en gave. Avisen har siden skrevet historier med afsæt i Unolds klage på trods af, at JP kendte til tilbagetrækningen.

JP startede i marts med dramatiserende artikler om hans ledelse, med henvisning til telefonnotatets “…en syg kultur på arbejdspladsen”.

Det blev antydet, at direktøren skulle stå skoleret for sin bestyrelse: ”Kritik af arbejdsmiljø på kendt museum: Nu skal direktøren aflevere en redegørelse til bestyrelsen” (JP 12. marts).

I slutningen af marts var der så en artikel med afsæt i Thages klage til Borgmesteren: ”Museum Jorn langer ud: Utåleligt samarbejde med Silkeborg Kommune” (25. marts). Her fik Thage lov til at forklare, at sagen om telefonnotatet handler om at stille ham og museet i et dårligt lys, så kommunen kan overtage styringen:

“Nogen i Silkeborg kommune ønsker tilsyneladende at underordne museet under kommunen. Det er museets eksistens, som er truet”.

Men artiklen fortalte ikke om Thages klager over embedsmændenes ulovlige forvaltning af sagen og om kommunaldirektørens uvilje mod at redegøre for kommunens (ulovlige) forvaltning.

Og JP skriver ikke kritiske artikler om kulturchefen, der lavede telefonnotatet og som så – måske – tippede JP og derefter aktiverede telefonnotatet på trods af Line Unolds tilbagetrækning.

Fortsat mistænkeliggørelse – på gammel historie

Thage føler sig ikke fair behandlet af JP. Han har flere gange klaget til JPs journalister over en ensidig vinkling (mod ham). Han har undret sig over, at de ikke satte fokus på kommunens ulovlige forvaltning.

Men JP fortsatte i samme spor. I jagten på at finde en sag mod Thage, dykkede man tilbage i en arbejdsmiljørapport 2019. Den fortalte om et arbejdsmiljø på museet, hvor de ansatte ikke havde noget særligt at udsætte på direktøren, men hvor kulturchef John Bøgelund derimod blev nævnt som et stort problem. Men det blev ikke JPs vinkel. Derimod interviewede man rapportens ophavsmand, erhvervspsykolog Allan Vestergaard, og overskriften lød: “Rapport frikender ikke museumsdirektør”.

Vestergaard føler sig ikke fair behandlet af JP: “Citatet om at rapporten ikke ‘rensede’ museumsdirektøren’ giver ikke et retvisende billede af, hvad rapporten indeholder, og hvad jeg forklarede journalisten. Rapporten formål var ikke at ‘rense’ eller ‘dømme’ nogen. Den skulle undersøge arbejdsmiljøet, herunder ledelsens rolle. Den gav et øjebliksbillede dengang, og alle medarbejdere var overordnet tilfredse med deres arbejdsmiljø og trivsel – og det forklarede jeg journalisten. Det er derfor ikke retvisende, når JP vinkler mit udsagn negativt hen mod at rapporten ikke ‘rensede’ direktøren, for det var altså ikke det, som blev undersøgt og konkluderet”.

Da vi forelægger dette for JP, lyder svaret, at Vestergaard har godkendt sine citater og har set artiklen i sin helhed, inden den blev trykt.

Thage: JP laver “pseudohistorier”

I slutningen af maj havde Thage fået nok af JPs ensidige vinkling. Da JP igen ville interviewe ham med negativ vinkling på hans ledelse, sagde han nej til at stille op til JPs “pseudohistorie”, skrev han til chefredaktør Jacob Nybroe:

”Jeg er uforstående over for JPs fortsatte fokus på den gamle historie og utryg ved, om vinklen fortsat er min ledelse, jf notatet fra en tidligere medarbejder. Jeg er derfor heller ikke tryg ved at stille op til interview…” (mail til JPs chefredaktør 26. maj)

Thage forklarede chefredaktøren, at han siden 1. februar har forsynet JPs journalister med aktindsigter, som ”tydeligt fortæller, at problemet er kulturchefens og kommunens forsøg på at underminere museets selvstyre”.

Og han undrer sig over, at JP kender Unolds tilbagetrækning, og ikke skriver historien om, hvordan ”kulturchefen og kommunaldirektør alligevel konstruerer sagen. Det er da en rygende pistol, og det er uforståeligt, at kulturreporterne ikke borer i det”?

JP: Vi vurderer relevansen

JP har ikke svaret på Thages klage. Og da vi spørger JP, hvorfor avisen ikke skriver historien om den rygende pistol og kommunens problematiske forvaltning, lyder svaret fra kulturredaktør Jacob Raislund: “Vi bringer de historier, vi finder relevante på baggrund af vores research” (JPs svar 1.juli).

JP svarer ikke på vores spørgsmål, om det er hensyn til Unold (og kulturchef John Bøgelund Frederiksen), at JP er passiv på historien om tilbagetrækningen.

Er JPs udeladelse af “den rygende pistol” god medieetik? Og hvad skal et medieoffer, som føler sig unfair behandlet gøre? Til det svarer den mangeårige lytter/seer-redaktør i DR, Jacob Mollerup:

“Thages klage over JP er svær at forstå, hvis man ikke kender sagen. En mulighed i den slags sager, hvor nogle lander i konflikt med medier, er jo at formulere et præcist genmæle og bede om at få det optaget i JP. Om han så får det optaget, er en anden sag, for mediet ville dermed anerkende, at han har en berettiget indsigelse.”