POLITIKEN klumme 15. aug. 2022

Venstres nye boligpolitiske plan foreslår incitamenter, så der kan opføres 122.000 flere ejerboliger de næste ti år. Der skal gives skatterabat på 100.000 kr. (over 5 år) til førstegangs-købere af ejerboliger.  Og kommuner have en økonomisk gulerod til at støtte opførelse af flere ejerboliger.

Det er traditionel og risikofri Venstrepolitik på valgkampe. 51 pct. af vælgerne bor i parcelhus eller ejerlejlighed og 43 pct. bor til leje, og partileder Jacob Ellemann-Jensen  – og Mette Frederiksen –  ved, at man ikke kan blive statsminister uden at høste en del stemmer i parcelhusene.To ud af tre ejere stemmer på borgerlige partier, så Venstre vil ikke eksperimentere med moderne værdipolitik og identitetspjat, så planen er først og fremmest partiets sikkerhedsgaranti til ejerfolket: “Vi har ikke glemt Jer. Venstre repræsenterer Jeres interesser”.  

Men udspillet retter sig også mod nye grupper: ’Vi skal give dem, som ikke ejer, en mulighed for at realisere drømmen om egen ejerbolig”, gentager Venstres ordfører Sophie Løhde om og om igen. Og hun har ret i, at der er mange vælgere med selvejer-drømme derude. Hele 30 pct. af lejerne drømmer om ejerbolig, og Venstre spiller kynisk på den drøm. Men høje priser på de attraktive ejerboliger nær storbyerne betyder, at kun en mindre gruppe (med akademikerindkomster) kan kredit-godkendes til lån, mens det fortsat er svært for lærere og sygeplejersker. Og helt umuligt for lavindkomstgrupper som butiksassistenter eller hjemmehjælpere.

  • Den sikre vinder på planen er finanssektoren, fordi planen kan holde den givtige lånemølle i gang. Planen vil næppe gøre markedet bedre for førstegangskøbere, for nok får de flere lånepenge, men det risikerer at blive udhulet af prisstigninger. Skatterabatter og nye låneformer påvirker nemlig boligpriserne opad, Da de afdragsfrie lån blev indført i 2003, førte den nye lånetype til prisstigninger på 10 pct. på et år.
  • Planen gør ikke noget ved et problematisk gab mellem huslejer i den private sektor og i det almennyttige byggeri. Nogle steder er der ens lejligheder i nybyggede opgange, men med grotesk forskel i husleje. I den ene opgang med privat udlejning (typisk pensionskasseudlejning) er der markedsleje, hvor huslejer er 14.-15.000 kr. for 3 værelser i de attraktive storbyer. I opgangen ved siden af er der almennyttige lejligheder (med omkostningsbestemt husleje), hvor huslejen er 9.000 kr. for helt de samme 3 værelser, men man skal være skrevet op hos boligselskaber for 30 år siden for at komme ind. (KILDE: rapport: BL – Huslejeniveauer i almene boliger, 2021)

Dette gab i huslejer på 9.000 og 15.000 for den samme lejlighed tyder på en ubalance, og at pensionskasser tjener tykt på udlejningen (25 pct.’ afkast?). Men Venstre er et liberalt parti, som går ind for markedsmekanismer, så planen foreslår ikke husleje-regulering på den private udlejningssektor. 

  • Venstres gulerod til kommunerne retter sig mod privat boligbyggeri, men løser ikke kommunernes største boligproblem, nemlig mangelen på almennyttige lejeboliger.  Og her springer valgstrategerne i Christiansborg-Venstre hen over et grimt dilemma i partiet, for alle borgmestre i større byer – inklusive Venstre-borgmestre – skriger efter flere almennyttige boliger. Borgmestrene kan nemlig ikke tilbyde bolig til skolelærere eller sygeplejersker, som gerne vil flytte til et nyt job i kommunen, uden at de er tvunget til at købe, før de er faldet til.
  • Planen vil koste statskassen 1 mia. årligt, men Venstre fortæller ikke, hvordan planen skal finansieres. Det skal handles af senere. Og så ved vi erfaringsmæssigt, at når blå blok vil spare, så rammer det velfærdspolitikken, de gamle og syge, arbejdsløse og lejerne (!). En ting er dog sikker: Det bliver ikke bilejerne, som kommer til at betale, for det er en anden af Venstres vælgergrupper, som ikke skal provokeres. 
  • Fordelingspolitisk er planen ikke velfærdspolitik, der fremmer lighed og sammenhængskraft. I dag er det sådan, at selvejere (-husholdninger) har en gennemsnitlig formue, som er mindst 8 gange højere end lejeres. Skattepolitik har begunstiget ejerskab, som er et privilegium. Så boligejerskab er den største ulighedsskaber, og skattefordelen vil forstærke dette. Planen gør ikke noget for at balancere, at boligejere har tjent millioner på at sove det seneste tiår, og at de tilmed kan sælge boligen, uden at denne arbejdsfri værdistigning beskattes. Kunne Venstre ikke have foreslået, at skattelettelsen skulle følges af beskatning af den arbejdsfri gevinst? Men det er helt urealistisk at kræve, at Ellemann-Jensen skulle provokere parcelhusfolkets privilegier – og det gør tør Mette Frederiksen i øvrigt heller ikke…

Og endelig: Mange husholdninger er dybt forgældede, med udsigt til at skulle knokle hårdt i årtier og til en senere pensionsalder. Men coronaens pause gav en vis eftertanke over vores livsform. Mange fik tid til at spørge, om stress og slid fra hamsterhjulets afbetalinger til finanssektoren er det hele værd? Men denne eftertænksomhed indgår ikke Venstres plan, som bare skal lokke endnu flere ind i hamsterhjulets boligafdrag.