• AFVIST AF POLITIKEN 13. marts. Politiken valgte at bringe et uklart indlæg fra en departementschef Heinsen og et signal-indlæg uden nyt fra Berlingskes chefred. Mette Østergaard, medlem af Dybvadudvalget
  • ARTIKLEN ER TRYKT I ÅBENHEDSTINGET, se her

DYBVADRAPPORTEN (se her) om samspillet mellem Folketing, regering, embedsværk og medier har fået omfattende pressedækning på mistilliden mellem politikere/embedsværk på den ene side og pressen på den anden. Der er imidlertid vigtige elementer, som ikke er nævnt:

Bemærk, at rapporten er bestilt af DJØF, som er embedsmændenes interesseorganisation. I DJØF har topembedsmændenes en særstilling ud fra en logik om, at hvis det øverste lag beskyttes, så er de menige embedsmænd også beskyttede! Det var derfor en topembedsmand – tidl. dept.chef. Karsten Dybvad – som var sat til at styre udvalget, der også var besat med eks-departementschefer, eks-ministre, eksperter og chefredaktører, men ingen underordnede djøf’ere.

Og så var det formentlig sådan, at formand Dybvad dikterede, at det skulle være en konsensusrapport, som alle udvalgsmedlemmer kunne tilslutte sig. Det gav ikke plads til dissens-markeringer fra uenige. En konsensusrapport har den fordel for systemet, at den er udglattende og dermed ”systemtro”, fordi konfliktuelt stof, som systemet ikke er interesseret i debat om, underspilles eller udelades.

UENIGHED har der dog været, fremgik det af sidebemærkninger på DJØF-konference 3. marts om rapporten. Udvalget kunne fx ikke blive enige om en anbefaling af at lovgive om egentlige embedsmandspligter i forlængelse af kodeks’et om de 7 centrale embedsmandsdyder: Lovlighed, sandhed osv.

Dybvad-rapporten kradser kun lidt i overfladen. Udvalgets eneste større anbefaling er en justering af Offentlighedslovens par. 24 om ministerbetjening, idet den indebærer ”for vidtgående indskrænkninger i retten til aktindsigt”. Minksagen og andre sager åbenbarede en (udemokratisk) gråzone for ministres og embedsmænds ageren, hvor manglende ret til offentlig indsigt skabte grobund for alskens spekulationer om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, Barbaras magt og topembedsmænds politiseren. Det er uholdbart for systemet, så tilliden skal genoprettes ved en justering, anbefaler udvalget (s.113).

Men det fremgår så også indirekte, at udvalgsflertallet ikke kunne blive enige om en konkret anbefaling om justering af par. 28 om udlevering af ”faktiske oplysninger og eksterne faglige vurderinger”. Mindretallet spises af med en intetsigende hensigtserklæring om, at der også kan ”være grund til at se nærmere på, om par. 28 … i tilstrækkelig grad sikrer åbenhed om grundlaget for politiske beslutninger”. Det er ikke nærmere begrundet, og der står ikke noget om hvem, hvad eller hvor der skal ses nærmere på?!

DYBVAD-UDVALGET kradser kun i overfladen, når man ikke tager fat på, at Offentlighedsloven ikke bare er et problem for journalisterne, men også for de underordnede styrelser og embedsmænd. Som professor Jørgen Grønnegaard Christensen bemærker: ”… kritiske gemytter kunne godt ønske, at udvalget havde vovet pelsen og f.eks. taget spørgsmålet om styrelsernes rolle og bidrag op” (POLITIKENs kronik 3.marts).

Bagved det ligger der en systemfejl, nemlig at med Offentlighedsloven 2013 kom ”styrelser, andre ministerier eller tværministerielle embedsmandsgrupper” ind under ”ministerbetjeningen” i departementet. Før var det (ideelt set) sådan, at journalister og oppositionen kunne få aktindsigt i et notat fra en styrelse, fordi det var ”oversendt fra en myndighed til en anden”. Det kunne være et notat om forskellige modeller og advarsler mod andre til problemløsning, som ministeren så kunne vælge imellem. Men fra 2013 blev de to adskilte myndigheder til én i offentlighedslovens forstand, og så blev der lukket for aktindsigt i sådanne notater. Og journalister kunne heller ikke længere kunne forhøre sig hos landets mest fag-sagkyndige i styrelserne, som måtte henvise til ”min tavshedspligt, fordi det kan handle om noget lovrelateret i departementet”.

Et sammenhængende problem, som slet ikke berøres i Dybvad-rapporten er problemet med undtagelserne i par. 29 om aktindsigt i ”interne faglige vurderinger i endelig form”. Undtaget er ”oplysninger om interne faglige vurderinger, som findes i dokumenter, der er udarbejdet til brug for ministerrådgivning”. Den paragraf betyder mørkelægning af væsentlige dokumenter, senest set i sagen om afskaffelse af store bededag, hvor oppositionen forgæves har eftersøgt ministerens beslutningsdokumenter.

UDELADELSERNE i rapporten skyldes utvivlsomt, at de regeringsførende partier med ministre (S og V) ikke er interesserede i revision, og det er departementscheferne heller ikke, for uden offentlig indsigt har de stort råderum i gråzonen mellem politik og faglighed, som det er set i minksagen m.fl. Men fortrolig-stempling af faglig-saglig rådgivning er et stort problem for journalister, når de ikke har ret til reel oplysning om ministres beslutningsgrundlag, som kan formidles til offentligheden. Men det er også et problem for styrelserne / underordnede embedsmænd, og det blev berørt ved DJØF-konferencen, hvor underordnede styrelses-embedsmænd fortalte at ”fagligheden er under pres”.

Med hemmelig-stempling kan saglig-faglig rådgivning erodere, når styrelserne / embedsmændene presses i politisk sensitive sager. De kan forsøge at værge sig ved at lave ”livsforsikringer” ved skriftligt at redegøre for en sags faglighed, fx med modeller eller advarsler om ulovlighed eller faldgruber. Men “livsforsikringen” er intet værd, hvis offentligheden ikke har ret til at se deres notater. I stedet kan styrelserne og de underordnede blive genstand for mistænkeliggørelser om, at de ikke har levet op til deres embedsmandspligter …

En justering af par. 24 kradser kun i overfladen. Man må også justere par. 28-29, så der sker en drastisk forbedring af retten til aktindsigt og en klargøring af styrelsers og underordnede embedsmænds rolle og retsstilling.