I oktobers landbrugsaftale er landbrugets bidrag frivilligt. Men forhistorien skræmmer, for landbruget overholder ikke frivillige aftaler – sektoren er langt fra af opfylde løfterne til Landbrugspakken fra 2016. ARTIKEL 1/2
- POV-International 23. nov – se HER
Folketingets partier har indgået en klimaaftale for landbruget. Der tales om ”bindende mål”, men det dækker over løse ambitioner og frivillighed for landbruget (se Landbrugsaftalen )
”Tjah, det er et godt spørgsmål, hvor ’bindende’ aftalen er? Det mest konkrete virkemiddel i aftalen – udtagning af landbrugsjord – er baseret på frivillighed fra landbrugets side, tilskyndet af en kompensationspulje på 3,1 mia. kroner”, konstaterer landbrugskonsulent Thyge Nygaard fra Danmarks Naturfredningsforening (DN).
”Klimaloven for samfundet som helhed har et bindende reduktionsmål på 70 pct., men i landbrugsaftalen er det bindende mål 55-65 pct.. Og dette mål forpligter ikke den enkelte landmand, men er udtryk for et politisk håndslag med sektoren. I aftalen ligger også forhåbninger til fremtidig teknologi, som ikke er opfundet. Endelig rører politikerne ikke ved husdyrbestandens størrelse, som er et centralt miljøproblem med sektoren”.
Der er således mange løse fugle på taget i aftalen, og Folketinget har tilmed lavet aftalen, selv om de ved, at landbruget ikke overholder frivillige løfter og aftaler, konstaterer Nygaard: ”Landbruget er aktuelt langt fra at opfylde sine forpligtelser til Landbrugspakken fra 2016. Og historisk ser det ikke kønt ud med landbrugets ’frivillighed’. Den klassiske historie fra 00’erne var planen om frivillig oprettelse af 540.000 hektar randzoner – resultatet blev godt 100 ha på trods af miljøtilskud…”.
DN: Landbrugspakken en miljøfiasko
Seneste eksempel på landbrugets brug eller misbrug af frivillighed er Venstreregeringens Landbrugspakken fra 2016. Den blev populært kendt som ”Gyllegate”, fordi dens fusk med forudsætninger førte til Miljø- og Landbrugsminister Eva Kjer Hansens afgang efter en dramatisk folketingshøring.
Men pakken kom igennem Folketinget uden ændringer og med en anden minister (Esben Lunde Larsen). Den gav landbruget tilladelse til at sprede mere gødning og at tjene flere penge. Logikken lød, at der forudsigeligt ville komme mere miljø-ødelæggende kvælstofudledning til fjorde og indre danske farvande, især i de første år (2016-). For at modvirke dette blev der konstrueret en række tiltag over årene (fx efterafgrøder til at opsuge overskudsgødning).
Landbrugets lobbyister var særdeles aktive i kulissen, da Venstreregeringen skruede pakken sammen, så landbruget anerkendte – uden at skrive under på noget – at man skulle bidrage til at reducere kvælstofforureningen igennem ”frivillige, kollektive virkemidler”. Udledningen skulle således falde med 7.200 tons i perioden 2016-21, så udledningen skulle være nede på ca. 51.000 tons i år (2021). Miljødata fortæller imidlertid, at der ikke er sket nogen reduktion, tværtimod, for udledningsniveauet i disse år ligger på ca. 60.000 tons.
DN-konsulentens status er er kontant: ”Alle data peger på, at Landbrugspakken har været en miljøfiasko, fordi den ikke opfylder sine egne forudsætninger og mål på reduktion af kvælstofforurening m.m. Det peger dels på at landbruget ikke har opfyldt sin del af aftalen. Og dels på, at beslutningsgrundlag, forudsætninger og regnestykker bag var baseret på ønsketænkning”.
Der er flere observationer, der fortæller om manglende fremdrift i det frivillige. I 2019 kom der alarmerende oplysninger frem, så et internationalt kvælstofudvalg måtte gøre status på ”de kollektive virkemidler”. Rapporten konstaterede, at der kun var 29 pct.’s målopfyldelse (2019) på landbrugernes omlægning af våd- og lavbunds-områder. Kvælstofudvalgets prognose lød dog optimistisk, med et skøn på 62’s målopfyldelse på de kollektive virkemidler i 2021. Dog med en væsentlig tilføjelse: ”Prognosen er behæftet med usikkerhed”. (se Kvælstofudvalget, febr. 2020
Kvælstofprofessor: Landbruget bliver ved at intensivere
Aarhus Universitets eksperter har netop frigivet foreløbige data for udledningen for vandløb 2020 (se NOVANA-2020, udkast 9. nov. 2021 )
Rapportens nøgne tal ser umiddelbart optimistiske ud, fordi der skete et drastisk fald 2019-20. Landbrugets lobbyister bruger da også data til at fortælle den positive historie om, at landbruget skam er i gang med en frivillig indsats med at reducerer kvælstofforbruget og forureningen (se EFFEKTIVT LANDBRUG )
Vurderingen er langt mindre optimistisk fra kvælstofeksperter. De årlige data dækker nemlig over store udsving, fordi variationen mellem regnår og tørkeår er store. I et år med tørke, bliver kvælstof hængene i jorden for i våde år at blive udvasket i vandløb, fjorde og hav. 2018 var tørkeår, og 2019 et regnår med stor udvaskning (67.000 tons). Og omvendt året efter, så 2020 blev et år med lille udledning (51.000 tons).
2020-data med fald er således ikke positive, taget som udtryk for en tendens: ”Kvælstofkoncentrationen i 2020 ligger på niveau med årene før 2019”, lyder konklusionen i NOVANA-2020 (s.35).
Kvælstofprofessor Stiig Markager samler op: ”De seneste data fra 2020 dækker over er fortsat højt niveau på ca. 60.000 tons. Landbrugspakkens målsætninger er altså langtfra opfyldt, for målet var, at udledningen skal være faldet med 7.200 tons i 2021. Det vil med sikkerhed ikke ske. Tværtimod har udledningen siden 2011 har været stigende med ca. 450 tons pr. år, og i disse år oplever vi konstante eller let stigende tal fra år til år”. konstaterer han.
”Nu er jordbrugsvidenskab ikke mit kernefelt, så jeg skal ikke udtale mig håndfast om den manglende reduktion i kvælstof simpelthen skyldes, at landbrugerne ikke har begrænset deres kvælstofforbrug? Jeg kan bare konstatere, at tallene viser, at landbruget bliver ved med at intensivere brugen af landskabet…”
Først i november 2022 kendes status for udledningen i 2021 (når udkast til NOVANA-2021 offentliggøres).
DN: Løftebrud – både ja og nej
”Kvælstof-udledningen er ikke faldet, selv om det indgik som forudsætning for Landbrugspakken. Groft sagt har landbrugerne ikke reduceret deres kvælstofbrug og de har slet ikke leveret med på de kompenserende faktorer. Landbrugerne fik lov til at bruge mere gødning og den gevinst har de kunnet stikke i lommen – uden at de skulle levere noget til gengæld”, konstaterer DN-landbrugskonsulent Nygaard.
”Om det er ’løftebrud’ fra landbruget? Ja og nej. Jo, fordi landbruget bad Venstre og Konservative om at få lov til at sprede mere gødning, og det skulle så kompenseres af nogle frivillige modydelser, som landbruget var indforståede med. Men nej, fordi Landbrugspakken ikke stillede krav om konkrete modydelser fra sektorens side. De skrev aldrig under på noget…”
Da det viste sig efter 2016, at kvælstofudledningen ikke var på retur stillede EU øgede krav til efterafgrøder, som kunne opsuge noget af kvælstofoverskuddet, før det blev udvasket i fjorde og hav.
Den nye Landbrugsaftale: Frivillige reduktionsmål
Landbrugspakken fra 2016 havde sine delmål i 2021 (statusrapport offentliggøres nov. 2022). Men målene fra Landbrugspakken fra 2016 er nu afløst af nye mål i den nye Landbrugsklima-aftale, hvori der står: ”Kvælstofindsatsen baseres på frivillighed. Med aftalen muliggøres, at kvælstofindsats-behovet realiseres med kollektive virkemidler, så det ikke bliver nødvendigt at øge den målrettede regulering. Aftaleparterne forpligtiger sig til om nødvendigt at drøfte yderligere finansiering hertil” (Landbrugsklima-aftalen).
Ifølge aftalen pålægges landbruget såkaldt”bindende” CO2-reduktionsmål i 2030. Det dækker imidlertid over en ”ambition” om reduktion af drivhusgasser (CO2, metan (dyreprutter og lattergas) , men det skal vel at mærke opnås under hensyntagen til bl.a. ”bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft” – altså landbrugets økonomi.
Som et centralt mål står udtagningen af 100.000 hektar klimabelastende lavbundsjorde. Her skal landbrugets kvælstofudvaskning være reduceret med 13.000 tons i 2027 (for at leve op til EU’s vandrammerdirektiv). Men faktisk er der kun udmålt 10.800 tons i aftalen. De manglende 2.800 tons skal findes ved ”genbesøg” på aftalen i 2023-24.
Fælles for udtagning af lavbundsjorder og reduktion af kvælstofudvaskningen er princippet om frivillighed. Hvis landbruget – som har fået 3,8 mia. ekstra som glidecreme – ikke opfylder sin del af aftalen, er der ingen sanktioner.
Kvælstofprofessor Stiig Markager: ”Efter min bedste vurdering er det tale om en ikke-aftale, for der er ikke bindende mål for kvælstofudledning, kun for klimagasser. Aftalen er en udskydelse af at indgå egentlig forpligtende aftaler i to år, indtil det såkaldte ’genbesøg i 2023’. Da bliver politikerne tvunget til at gøre status på de opstillede mål, ikke mindst fordi man kommer længere og længere væk fra at opfylde EU’s vandrammedirektiv – og man trues af en EU-sag på et tidspunkt”, siger han.
Markager vurderer, at aftalen har indbyggede mangler og uklarheder, fordi aftalen anslår den nuværende udledning lavt (56.000 tons), og så håber man på en udokumenteret baseline-effekt. Samlet regnes med et reduktionsbehov på 10.800 tons: ”Men ses på de nyeste tal, så burde tallet reelt være over 20.000 tons, for den faktiske udledning er jo ca. 60.000 tons og måltallet er 38.800 tons i 2027. Udledningen skal altså falde med 4.000 tons hvert år de næste seks år, hvis Danmark skal nå i mål i forhold til forudsætningen for at nå målene i EU’s vandramme-direktiv”.
Kvælstofprofessor: ’Helt urealistisk at nå EU’s mål 2027
Danmark tilsluttede sig målsætningerne om god økologisk tilstand i EU’s Vandrammedirektiv i 2003 (Vandrammeplan 1), men allerede få år efter viste data, at de danske fjorde og indre farvande var alt for forurenede af kvælstofudledningen.
Vandplan 2 (2015) – som Landbrugspakken var relateret til – opstillede måltallet 42.000 for 2027. Men dette måltal er nu nedjusteret til 38.800 tons (fordi årene siden 2015 med stigende udledninger af kvælstof har forværret vand-tilstanden yderligere).
Så fra de aktuelle 60.000 tons er der langt ned til måltallet 38.800 tons, og kvælstofprofessoren forudser et stort reduktionsbehov, når der kommer negativ status for 2021 og i 2027: ”Det er helt urealistisk at nå EU’s mål i 2027, når der skal reduceres over 20.000 tons. Hvordan EU og politikerne vil håndtere det problem, skal jeg ikke spå om…”
Fra Naturfredningsforeningen har Thyge Nygaard har visse forventninger til, at hvis genbesøg ikke fortæller om afgørende forbedringer fra landbrugets side, risikerer landbruget tvangsindgreb. Det åbner aftalen nemlig en kattelem for: ”Aftaleparterne ønsker, at der i forbindelse med genbesøget i 2023/24 skal træffes endelig beslutning om gennemførelsen af kvælstofindsatserne, herunder en ny og mere omkostningseffektiv reguleringsmodel samt evt. markmodel” (Landbrugsklimaaftalen)
Thyge Nygaard fortolker: ”I aftalen indgår, at data skal realvurderes – ’genbesøges’ – i 2023. Og i aftalen indgår en ny reguleringsmodel, så hvis landbruget ikke har handlet, og der ikke er sket stor nedgang i kvælstof-forureningen, (kvælstofmanko) så kan politikerne iværksætte drastiske (tvangs-) foranstaltninger: Landmænd kan gennem den nye regulering blive nødt til at ændre sædskifte, og så forsvinder majs- og kornmarker til fordel for græsmarker. Og så vil de dårligste og laveste jorde blive lagt brak”.
