010397-idrætselefantitis

Kommentar: Elefantitis i idrætten (POLITIKEN 21.3 1997)

Krav om at idrætten skal lave socialt arbejde er et stort blufnummer. Det stilles kun fordi idrætten skal retfærdiggøre et kæmpestort tipstilskud. Politikerne burde i stedet skære i tipstilskuddet og bruge pengene på reelle sociale og kulturelle indsatser

 

Nu skal idrætten til at redde sociale tabere. Kulturminister Ebbe Lundgaard ® opfordrer kraftigt idrætslederne til at trække socialt svage – dem der ikke selv opsøger klubberne – ind i klubberne. Hvis de ikke gør det, så truer ministeren med, at der skæres i millionstøtten til idræts-organisationerne.

 Det lyder da smart. Vi er jo alle opfostret med myten om, at idrætten holder de unge fra gadehjørnerne og fra hashen. Og selv om realiteten er, at klub-idrættens medlemmer er de velfungerende og at klubidrættens konkurrence-mekanismer får de svage til at falde fra, så er der besnærende argumenter for, at idrætsorganisationer og -klubber må til at påtage sig flere sociale opgaver.

 Men både for Lundgaard og politikerne – og idrætsorganisationerne og deres klubber – er initiativet et stort bluffnummer.

 

Initiativets baggrund er hverken kulturelt eller socialt. Det er kynisk og skyldes, at idrætsorganisationerne skal retfærdiggøre deres giganttilskud fra tipsmidlerne. Idrætsorganisationerne fik en fordobling af deres årlige tipstilskud fra 261 mio. til 504 mio. kroner i perioden 1988-95. Det var en stigning på 250 mio. uden at organisationernes (klubbernes) medlemstal steg! Hvis idrætsorganisationerne ikke fik den gigantiske sum ekstra penge var der ingen politikere, som kunne drømme om at stille krav om socialt arbejde i idrætten.

 Retfærdiggørelsen bliver ikke nemmere af, at idrætsorganisationerne ikke kan redegøre for, hvad alle de mange ekstra millioner går til. I den stærkt kritisable pengestrømsanalyse (november 1996) blev det  således ikke forklaret, hvorfor fordoblingen var nødvendig (se POLITIKEN d. 11.nov. 1996).

 Det eneste alibi for fordoblingen af tipstilskuddet var, at organisationerne skulle gøre en “særlig indsats for breddeidrætten”. En af de øremærkede indsatser var “en succesfuld indsats blandt andet over for flygtninge og indvandrere”, hed det. Pengestrømsanalysen  (idrætsorganisationerne) gjorde sig imidlertid ikke umage med at sætte hverken kronebeløb eller aktivitetsomfang på. Bagefter måtte politikerne bare konstatere, at der nok var sat 5-15 millioner af til de særlige aktiviteter. Men langt hovedparten af de ekstra 250 millioner gik til de aktiviteter og de medlemmer, som idrætsorganisationerne altid har haft…

 

Nu skal idrætsorgansationerne så prøve den samme øvelse en gang til. Alibiet for de mange rare ekstramillioner skal ikke hedde “flygtninge og indvandrere”, men “opsøgende, socialt arbejde”.

 Det er dømt til at blive floskler:

 Det vil komme til at skurre fælt, når den radikale kulturminister fra Folketingets talerstol på torsdag skal begrunde, hvordan han på den ene side vil respektere det frivillige arbejde og foreningsfriheden ,og på samme tid stille forpligtende krav om en øget social indsats. Selv en radikal vil ikke kunne tale sig ud af, at det er en uoverstigelig konflikt … 

 Vel laves der meget godt frivilligt (og socialt) arbejde i klubber og foreninger. (Jeg er selv medlem af 3). Men det er i høj grad med og for dem, som i forvejen er socialt og kulturelt velfungerende. Sportsklubber er slet ikke gearet til at tage sig af de socialt svagere. Det er alle sportsklubbers (skjulte) ambition at rykke op i 1.division. Sportsaktiviteter er baseret på konkurrence, og det betyder sortering, som klarest viser sig hos unge i 15-års alderen, hvor det store ungdomsfrafald sker. Det er netop på det tidspunkt, at klubberne for alvor deler de unge op efter præstationer, i første- og andet- og trediehold og så videre. Og her føler de svage sig ikke velkomne længere.

 Hvor misforstået projektet er, kan man aflæses på idrættens egen afstandtagen. “Man kan ikke overlade store samfundsproblemer til frivillige idrætsledere”, har DIF’s formand Kai Holm sagt. Og heri har formanden jo ganske ret: Det er ulogisk at pålægge frivillige klubber og foreningsledere, at de skal til at løse den slags opgaver i deres fritid.

 Så langt kommer det da heller ikke. Hvis Folketinget pålægger idrætten sådanne forpligtelser, løser idrætsorganisationerne problemet ved at ansætte nogle konsulenter, lave et par kampagner, oprette et par idealprojekter i et nærområde og skrive lidt om det i deres medlemsblade. Og så slutter man med at sende en rapport til politikerne om de mange vellykkede sociale indsatser, som der der desværre ikke kan sættes penge på (jf. pengestrømsanalysen) …

 

Sandheden er den grusomme, at organisationerne lider af “elefantitis”: Kronisk fortykkelse, hvor det at blive større er et mål i sig selv. Det forekom dem helt selvfølgeligt at få et fordoblet tilskud, som hjælper til at gøre organisationerne tykkere og tykkere.

 Organisationerne fungerede faktisk udmærket for de 261 mio. kroner, som de fik i 1988. De gjorde det samme som i dag, bare på et lavere niveau. Nu får de mere end dobbelt så mange penge, som de stort set bruger på de samme medlemsgrupper som i 1988.

 Den diagnose har idrætten med alle midler søgt at skjule for offentligheden. Det lyder jo ikke godt, at de 250 ekstra millioner er blevet brugt til oprustning af elitesporten i DIF’s specialforbund, til bygning af førerbunkers, til masseansættelser af konsulenter, til superbillige kursustilbud osv. – og kun i lille grad til oprustning af “breddeidræt” for nye medlemsgrupper, som man ikke tidligere havde fat på.. (Retfærdigvis må man på positivsiden ikke glemme DGI’s initiativ med at gøre Kødbyen på Vesterbro til et levende idrætscenter).

 Jytte Hilden turde – som den første kulturminister i mands minde – stille spørgsmål ved det store bluffnummer, og hun blev da også uvenner med idrætsorganisationerne. Men ellers er politikerne konfliktsky. De tier med bluffnummeret; de ønsker ikke at få ry som “idrætsfjendske”, fordi de kræver at idrætsorganisationernes tipstilskud beskæres. Der er trods alt mange vælgere, som dyrker idræt!

 Politikerne har ekskluderet de normale politiske mekanismer, når det gælder idrætten. Det ville ellers være en normal refleks at føre kniven over for en beløbsmodtager, som kun famlende kan redegøre for hvordan denne har brugt 250 nye tilskudsmillioner. Politikerne burde tage konsekvensen og skære 200 mio. kr. fra fra idrættens tipstilskud, som i 1997 sniger sig op på knap 600 mio. Det ville der være flere fordele ved:

 Idrætsorganisationerne skulle godt nok spænde livremmen ind, men de vil slippe for uvedkommende krav om, at de skal redde flygtninge, indvandrere, sociale tabere m.fl. Klubberne kan så koncentrere sig om det, der interesserer dem.

 Der ville blive 200 nye millioner at fordele uden idrætsorganisationernes indblanding. Pengene skulle først og fremmest placeres i anlægsfonde, hvor de målrettet kunne bruges på at skaffe bedre betingelser for den stigende uorganiserede idræt på gader, på cykelstier, i parker, i naturen osv. Tænk bare på alle skøjteløberne, som dukkede op, da muligheden var der i vinter. De vidner om et enormt behov for kunstfrosne skøjtebaner, mens de nuværende ishaller optages af klubbernes ishockeyhold, som allesammen arbejder hårdt for at komme i eliteserien.

 Millionerne kunne bruges på at få spredt åbne faciliteter, småhaller og mødesteder ud over de nærområder hvor folk bor, især i de tætbebyggede byer. Herved ville pengene også have en reel mulighed for at nå frem til de sociale målgrupper, som der tales så meget om…