Upubliceret i anledning af idrættens pengestrømsanalyse, nov. 1997

 

                      Idrætten hvidvasker 250 mio. kroner

Idrætsorganisationerne har undersøgt sig selv i en såkaldt ‘pengestrømsanalyse’ og det handler mere om politik end om økonomi. Der gives således ingen forklaringer på, hvorfor idrættens tipstilskud pludselig skulle stige med 250 mio. kr., i en tid, hvor idrætsorganisationernes medlemstal ikke stiger

 

Selv om idrætsforeningernes medlemstal næsten ikke steg i perioden 1988-93, så blev statstilskuddet fra tips/lotto-overskuddet stort set fordoblet på samme tid. Fordoblingen skete tilmed i de år, hvor næsten alle offentlige tilskud blev skåret ned.

 I penge steg tilskuddet til DIF, DGI m.fl. fra 261 mio. til 504 mio. kroner. Stigningen slog igennem allerede fra 1989, og der var endda et enkelt år (1992), hvor tilskuddet var hele 651 mio. kr.

 På den baggrund varslede kulturminister Jytte Hilden i januar 1995 en dybtgående undersøgelse af, hvordan idrætsorganisationerne bruger deres tipsmidler. Det var et modigt initiativ, for politikere slipper ikke helskindet fra at stille krav til idrætsorganisationerne, der straks rykker ud bissede personangreb bag en sang om “den frivillige idrætsleder” m.m. Ikke overraskende måtte ministeren – som jo ikke er ukendt med kamikaze-angreb og hurtige retirader – da også opgive at gennemføre en uvildig analyse, fx gennem et revisionsfirma.

 Idrætsorganisationerne truede formentlig Hilden med ikke at ville bidrage med data til analysen, hvis de ikke sad centralt med i styringen af analysen. Og så blev der nedsat en undersøgelsesgruppe domineret af idrætsorganisationerne selv samt embedsmænd fra 3 ministerier. Idrætsorganisationerne skulle undersøge sig selv!

 

En politiseret analyse

Organisationerne har således haft stor indflydelse på, hvad pengestrømsanalysen skulle handle om. Rent teknisk købte man en “økonomi- og strategi-undersøgelse” – for en million kroner – hos et konsulentfirma. Herfra er der kommet en ukritisk legitimations-rapport, som medvirker til hvidvaskningen af idrættens pengestrømme.

 Pengestrømsanalysen er på den måde (kultur-) politisk inficeret. Der står nemlig ikke ret meget i pengestrømsanalysen (eller konsulentrapporten), som organisationerne ikke selv – direkte eller indirekte – har formuleret. Den har ingen ambition om at foretage en kritisk økonomianalyse, som politikerne kunne prioritere efter eller som idrætten selv kunne bruge til opstramninger. Problemet er ligefrem, at den totale mangel på (selv-) kritik gør “analysen” utroværdig.

 Forklaringen er simpel: I DIF og DGI m.m. er problemet det paradoksale, at pengerigeligheden gør, at de slet ikke har brug for en kritisk gennemgang af pengeforbruget. Tankegangen er, at kritik kun kan føre til forringelser eller til, at politikerne stiller krav om modydelser for de mange penge…

 Pengestrømsanalysen er således mere politisk end den er økonomisk. Det skandaløse er såmænd ikke bare det, som står i analysen. Problemet er det, som der ikke spørges om:

 

1. Ekstra penge til sektor uden fremgang

Der gives i pengestrømsanalysen ikke skygge af begrundelse for, hvorfor idrættens tipstilskud skulle stige fra 261 mio. kr. til 504 mio. i perioden 1989-95 uden at der var tale om en synlig medlemstilgang el.lign. Tværtimod viser statistikkerne stagnation i den organiserede (forenings-) idræt og en stigning i den uorganiserede idrætsaktivitet (på gader og i naturen m.m.).

 Pengestrømsanalysen prøver dog slet ikke at udrede, hvad ekstra-tilskuddet på de 250 mio. kr. særligt er brugt til? Idrætsorgansationerne klarede sig trods alt på det gamle tilskudsniveau (på 260 mio. kr.), så det kunne være interessant at vide, hvilke bevægelser de rigelige tilskud har medført?

 Analysen nøjes med lakonisk at gennemgå, hvordan pengestrømmen bare er øget på stort set alle områder: til specialforbund, til administration, til konsulenter, til efteruddannelse osv. (Som noget der ligner en revisonsbemærkning konstaterer man dog, at organisationerne er blevet bedre til at give pengene videre som “øremærkede tilskud”, dvs. til bestemte formål).

 Man fortæller ikke, at de offentlige idrætstilskud er blevet centraliseret i en tid, hvor det modsatte ellers er moderne: Mens kun hver 9 idrætskrone gik til idrættens hovedorganisationer i 1988, så er det op mod hver 5. krone i dag. Der er altså kommet flere offentlige idrætskroner, men de er kommet længere væk fra brugerne.

 

2. Alibiet: “En særlig indsats for breddeidrætten”

Folketingets begrundelse og binding bag det ekstra tips-/lotto-tilskud var, at idrætsorganisationerne skulle have flere penge til udvikling af “breddeidrætsarbejde”. Rapporten spørger imidlertid slet ikke, om der er sat nye aktiviteter i gang for de stigende tilskud eller om det bare er de gamle, som har fået flere penge?

 DIF nøjes med at henvise til den (fuldstændigt indholdsløse) årlige redegørelse til Kulturministeren, hvoraf det fremgår, at 56 mio. ud af 243 mio. tilskudskroner (1995) bruges på “den særlige indsats for breddeidrætten”.

 Når DIF tidligere har legitimeret det stigende tipstilskud er det sket med henvisning idrætsprojekter for flygtningegrupper (i Sandholmlejren), for indvandrere, for arbejdsløse o.lign. I det seneste nummer af DIF’s blad IDRÆTSLIV er der da også en kampagnelignende forside: “DIF satser på København – der skal tænkes alternativt for at nå de idrætssvage grupper”.

 Pengestrømsanalysen fortæller imidlertid ikke, hvor stor indsatsen eller udgiften til de særlige indsatser har været. Der konstateres blot hvad angår “idrætssvage grupper”, at hovedorganisationerne har iværksat “en succesfuld indsats blandt andet overfor flygtninge og indvandrere”. Konklusionen er imidlertid alene baseret på idrætsorganisationernes egne udsagn og ikke på en undersøgelse af de faktiske aktiviteter. Tværtimod har man ikke kunnet få et dækkende billede af indsatsen, indrømmer konsulentrapporten bag pengestrømsanalysen.

 At man således ikke har kunnet sætte tal og aktiviteter på, tyder på, at idrætsorganisationerne har brugt “den særlige indsats …” som alibi for at få flere penge til de aktiviteter, som de altid har haft …

 

3. Danmarksmesterskabsturneringer er ikke “elite”

Analysen påstår, at DIF’s specialforbund brugte 40-45 mio. kr. på eliteidrætten (1995), dvs. ca. 1/4 af forbundenes 170 mio. Og det lyder jo ikke af så meget.

 Virkeligheden er imidlertid en ganske anden. I rapporten har man nemlig lavet en meget snæver definition på “elite”. Det er super-super eliten, nemlig de hold og sportsfolk som støttes af Team Danmark (med 55 mio.), fordi de tilhører den internationale elite: OL-deltagerne, sportsfolk på den europæiske top, de største talenter m.m. Udgifter til afholdelse af danmarksmesterskaber eller eliteturneringer, til træning af eliten m.m. defineres ikke som elite. Og mange specialforbund – måske især dem som ikke har nogle i super-super eliten – har selv en betydeligt bredere definition på “elite” (hvilket analysen da også gør opmærksom på i en sidebemærkning). Mange forbund bruger da også meget mere på deres elite. Den koster nemlig mange penge, og da fodbold har al al sponsor- og tilskuertække må tipsmidlerne dække ekstraomkostningerne for deres udstillingsvinduer.

 I pengestrømsanalysen er den snævre definition behændig, fordi eliteudgifterne ser moderate ud. Modsat var det, da elitens Team Danmark skulle oprettes i slutningen af firserne. Dengang hed jammerklagen, at specialforbundene brugte 4/5 af deres penge på eliten, og at de fleste af de penge ville blive frigjort til “breddeidrætten”, hvis man oprettede Team Danmark. (Eliteidrætsbetænkningen 1984).

 Pengestrømsanalysen giver os ingensomhelst beviser for, at det er sket. Uden at blive modsagt af analysen kan man uden videre påstå, at specialforbundene i dag bruger fuldstændig den samme store andel af deres tipspenge på eliten. I stedet for 45 mio. bruger de derfor nærmere 120 mio. kr. på deres elite.

 

4. Naiv foreningsundersøgelse

Tips-/lotto-tilskuddet går til idrættens hovedorganisationer og ikke til klubberne. Et af de spændende spørgsmål er derfor, hvor mange af pengene, der direkte eller indirekte finder ud til sportsklubberne? Det er ikke et uinteressant spørgsmål, altimens mange klubledere klager over sværere vilkår i kommunerne.

 Konsulentrapporten har lavet en “tilfredshedsundersøgelse ” hos 400 klubber. Undersøgelsen er imidlertid i bedste fald naiv og i værste fald manipulerende:

 Den er ikke repræsentativ: De fem store forbund (fodbold, badminton, gymnastik, håndbold og svømning) udgør fx 3/4 af DIF’s medlemmer, men kun håndbold er med i undersøgelsen.

 Svarene på spørgeskemaerne kan ikke fortolkes. Der er fx så mange “ved ikke” -svar, at det stiller spørgsmål ved undersøgelsens brugbarhed. Fire ud af fem “ved ikke”, om de er tilfredse med DIF’s stævner og opvisninger. Seks ud af ti har slet ingen mening om DIF’s konsulent-ydelser – selv om konsulentkorpset er blevet voldsomt pustet op i al pengerigeligheden.

 Det er klart, at klubberne ikke siger nej til de gratis-tilbud, som kommer ovenfra. Men det kunne være interessant, om klublederne mente, om tipspengene kunne bruges bedre, hvis de blev fordelt direkte ud til klubberne? For eksempel er kursusbetalingen på 200 kr. i dag, men ville klubberne være villige til at betale en faktisk kostpris på 1500 kr.?

 Disse påfaldende mangler i spørgeskemaerne gør undersøgelsen tvivlsom, men pengestrømsanalysen konkluderer lystigt. Og ikke mindst videregives den hovedkonklusion i idrætsorganisationernes medlemsblade, at klubberne er meget tilfredse med idrætsorganisationernes service…

 

5. Idrætsorganisationerne kontrollerer sig selv.

DIF, DGI m.fl. har så stor autonomi, at staten ikke kræver nøjere regnskab for, hvordan statstilskuddet bruges. De har selvfølgelig et stort revisionsfirma til regnskabet, men der er ikke en kontrol, som ellers kendetegner alle andre offentlige tilskud. Kulturministeriet ser de overordnede regnskaber, men man ser ikke eventuelle revisionsbemærkninger og man spørger heller ikke til mærkelige posteringer eller bilag. ‘

 Rigsrevisionen påtalte i 1995 i en beretning, at Kulturministeriet ikke – som led i sit tilsyn med DIF, DGI m.m. – spørger efter revisionsprotokollater. Og Rigsrevisionen antydede, at man gerne så en større grad af “revisionsforvaltning”, dvs. gennemgang af om man faktisk brugre pengene på den bedste og billigste måde. 

 En sådan fremgangsmåde kunne fortælle staten, om idrætsorganisationernes forretningsgange og interne kontroller er tilfredsstillende. Det kan påvise upassende forhold eller pengeforbrug. Og hånden på hjertet: Det ville være en overmenneskelig organisation, hvis der ikke var nogle af de 500 mio. kroner, som var brugt forkert!

 Men pengestrømsanalysen tager ikke stilling til Rigsrevisionens krav om større offentlig indsigt og kontrol.

 

6. Andre offentlige områder sultes

I penge steg tilskuddet til DIF, DGI m.fl. fra 261 mio. (1989) til 504 mio. kroner (1995). For helt at forstå, hvor meget en stigning på 250 mio. kr. – eller 93 pct. – er, kan man sammenligne med nogle vitale samfundsområder:

 Uddannelse siges at være nøglen til social og økonomisk udvikling: I perioden 1988-94 steg optagelsestallet ved universiteterne m.m. med 30 pct. Men bevillingerne steg kun med 3 pct.

 Forskning er nøglen til fremskridt. Universiteternes basispenge til forskning faldt imidlertid med mere end 10 pct. i perioden 1988-95. Derfor praler Undervisningsministeren da også med, at den nuværende regering har bremset tilbagegangen – og at området årligt tilføres 50 mio. kr. ekstra (svarende til en stigning på 1 pct. årligt).

 Det samfunds- og kulturpolitiske spørgsmål handler således om prioriteringer. Når andre sektorer skal have forhøjet sine tilskud, skal de komme med forbandet gode argumenter, helst garneret med statistik og økonomi. Idrættens centralorganisationer har ikke været igennem den samme “behovsanalyse”. Og deres tilskud er ikke prioriteret i konkurrence med andre sektorer. Politikerne har således ikke klart meldt ud, om det er en bevidst prioritering, når idrætten får særbehandling frem for uddannelse og forskning …

 

Politikerne er bange for idrætsorganisationerne

Idrætten er magtfulde interesseorganisationer, som selvfølgelig prøver at bevare deres privilegier. De spiller behændigt på folketingspolitikernes angst for at kritisere sektoren.

 Når det i 1988 lykkedes organisationerne at få ændret tips- og lotto-loven, som førte til tilskudsfordoblingen (1989-) skyldes det, at folketingets politikere er bange for organisationerne. Folketinget var advaret. Selv de mest pessimistiske prognoser – som idrætten selv var med til at lave – forudså, at lottospillet ville blive en store succes, som ville give et stort overskud. Alligevel valgt politikerne – efter heftig lobbyisme fra idrættens side – en model, hvor der ikke var snor i, hvor mange ekstra penge, idrætten skulle have. Politikerne kunne have sat et loft over total-tilskuddets størrelse (fx 300 mio. kr.). Eller de kunne sætte idrætten på finansloven, således at politikerne hvert år skulle tage stilling til, hvor mange penge idrætsorganisationerne havde behov for.

 I stedet fik idrætten et sugerør ned i det statslige tipsoverskud uden at der blev stillet andet end almene betingelser om “en særlig indsats på breddeidrættens område”. Politikerne turde fx ikke stille krav, fx om at om pengene skulle øremærkes sociale idræts-indsatser i særligt belastede kvarterer eller befolkningsgrupper el.lign. Sådanne krav nemlig møde et ramaskrig fra organisationerne om, at “man ikke kan overlade store samfundsproblemer til frivillige idrætsledere” (DIF-formand Kai Holm).

 Organisationerne forhindrede mere præcise retningslinier for anvendelsen af de 250 mio. ekstra tipskroner, og det udnyttes nu i pengestrømsanalysen. I den management-prægede “målsætnings-analyse” konkluderes nemlig, at politikernes målsætning med tipsmidlerne er opfyldt, fordi politikerne ikke har opstillet nogle målsætninger: 

 “I forhold til de eksterne politiske ønsker kan det konstateres, at organisationerne i al væsentlighed har indfriet de stillede målsætninger om en særlig indsats på breddeidrættens område. En mere præcis mål-indfrielse med angivelse af resultatindikatorer fordrer, at der fra politisk hold opstilles nogle sådanne, således at organisationerne aktivt kan forholde sig til disse målsætninger”, lyder rapportens konklusion. I en eftersætning følger imidlertid de røde advarselsblink over for de politikere, som kunne finde på at stille spørgsmål ved de magtfulde idrætsorganisationer:

“Det er imidlertid væsentligt at bemærke, at sådanne krav samtidig vil kunne komme i konflikt med princippet om de frivillige organisationers afhængighed og selvbestemmelsesret”.

 Det er politikerne, som prioriterer de offentlige tilskud og som kan skrue ned for tilskuddet til idrættens centrale organisationer. Men kun få politikerne tør ytre sig kritisk om den organiserede idræt. Resten holder lav profil af frygt for at blive påduttet et idrætsfjentligt image: Hvem tør skrumpe en populær sektor, som har vænnet sig til et mega-tilskud? Hvem tør sætte sit image og politiske liv på spil ved at stille mere præcise sociale krav til foreningernes indsats?

 De næste par uger op til Kulturministerens idrætspolitiske redegørelse vil give os nogle af svarene.

 

Jørgen Øllgaard, journalist og sociolog, tidl. fm. i Kulturministeriets idrætskontor (1983-88), medlem af 3 sportsklubber