Det danske ’fusions-universitet’

I al ubemærkethed har danske politikere i 2003-07 indført en uhørt politisk styring af de danske universiteter. Internationalt LIBERTY-indeks over statsstyring og forskningsfrihed fortæller om et enestående system: ’Når jeg er i udlandet spørger forskningskyndige mig nysgerrigt om det danske system, og mange bliver bestyrtede, når de hører detaljerne …’, siger forskningskyndig

 

Af JORGEN OLLGAARD

I international sammenhæng hører man ofte om New Zealand og Australien som ekstreme universitets-systemer med markedsorientering med delvis privatisering, høje tuition-fees, små offentlige forskningsbevillinger. I al ubemærkethed er Danmark ved at udvikle sig i en anden ekstrem retning, nemlig med en kraftig statsstyring af universiteternes struktur, bevillinger, forskning og uddannelse. I Danmark er der i perioden 2003-2007 indført flere lovdiktater og centrale styringsmuligheder end i de lande, som Danmark ellers sammenligner sig med. Samtidig er medarbejdernes (kollegiale) akademiske indflydelse helt afviklet. Hvor medarbejderne før 2003 valgte rektor og sine institutledere, så udpeges ledere i dag af topledelsen.

 Bagved ligger en bevidst strategi om at gøre universiteterne til nationale redskaber for erhvervslivet og ministerier:

 ”Danmark er spydspids i Europa hvad angår forskningspolitiske redskaber. De danske politikere er nok dem i Europa, som mest bevidst vil bruge universitetsforskningen som et instrument i forbindelse med Lissabon-målsætningen, der siger at Europas universiteter skal være bedre til innovation, samarbejde med erhvervslivet m.m. så Europa kan konkurrere med USA og Østen”, siger direktør Karen Siune fra Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet som kommentar til det danske forskermagasin FORSKERforums internationale Liberty-indeks, som er en sammenligning mellem frihedsgraderne i forskellige lande.  

Danske politikerne kan detaljestyre

Siune er med i forskellige europæiske netværk og er med til at lave internationalt comparative undersøgelser og hun nikker bekræftende på indeksets data. Samlet set fortæller indekset om en stærkt politiseret og styret dansk universitetsverden. Danske ministre har mulighed for at skaffe sig stor indflydelse på, hvad de danske universiteter skal lave. Og danske universiteter er bemærkelsesværdigt topstyrede, magten er koncentreret hos bestyrelsen og hos Rektor.

 ”Det er en tankevækkende oversigt. Den fortæller, at den danske regering er særdeles aktiv, når det handler om at føre universitets- og forskningspolitik; det danske system er en lovgivning og en struktur, så man har mulighed for bevidst at detaljestyre forskningspolitikken samfunds- og erhvervspolitisk – i langt højere grad end i udlandet”, forklarer Siune.

 ”Når jeg er i udlandet spørger forskningskyndige mig nysgerrigt om det danske system, og mange bliver bestyrtede, når de hører detaljerne. Men der er ingen tvivl om, at der er forsknings-politikere rundt om i Europa, som ser modellen som et forbillede for, hvad de gerne ville have”.

Topstyring med de ansatte på sidespor

Den danske universitetslov anno 2003-2007 er ganske outstanding i international sammenhæng, når den måles på graden af lovdiktater, centrale styringsmuligheder og minimal (kollegial) indflydelse til de ansatte. I 2003 blev der lovgivet om, at bestyrelser skal være ’politiserede’ med eksternt flertal og med en ekstern bestyrelsesformand samt med udpegede ledere (Bestyrelsen godkendes af bestyrelsen. Bestyrelsen udpeger rektor, som udpeger dekaner, som udpeger institutledere).

 I Danmark er magten koncentreret hos bestyrelsen og Rektor. Konsistorium (senat) findes ikke men er erstattet af et såkaldt Akademisk Råd), der ingen magt har i væsentlige sager (Rektor / dekanen bestemmer om økonomiske eller strategiske prioriteringer skal forelægges for et Akademisk Råd, men rådet har ingen reel indflydelse) .

 Sådan en magtkoncentration ses ikke andre steder, for i andre lande findes en ’kollegial akademisk medindflydelse’ med reel magtinstrumenter.  I England, Sverige og sågar i Polen, Rumænien og Portugal er ’kollegiale organer’ tillagt besluttende (decisive) myndighed i beslutningsprocessen.

 Karen Siune: ”Oversigten fortæller klart, at det danske system har ophævet medarbejderindflydelsen. Politikerne har ønsket et topstyret system, hvor få har magten og beslutningsmyndigheden. Hvilken betydning afskaffelsen har for forsknings- og undervisnings-systemet – for mindre engagement, ansvar, kreativitet, arbejdsglæde, produktivitet osv. – ved vi først om nogle år”.

 

Kontraktpolitik

Danmark er enestående, fordi der her er krav om, at universiteterne indgår en ’resultatkontrakt’ med politikerne og statsmagten. Her skal universiteterne pr. lov skal indgå ’resultatkontrakter’ med statsmagten, som hermed direkte påvirker universiteternes strategiske målsætninger, succeskriterier, forskningssatsninger, undervisningsudbud m.m. En sådan politisering eller begrænsninger findes ikke i England, Sverige eller Norge (nogle lande dog  uoplyst).

 Siune: ”Den danske regering arbejder med en kontrakt-politik, som der faktisk er mulighed for i et relativt lille land med ensartet og homogen universitetsstruktur. Derfor kan man styre, lave en relativt effektiv lovgivning. De kommende fusionsuniversiteter er udtryk for det samme: Nu får politikerne større enheder, bedre muligheder for overordnet styring osv.”.

 Som en del af kontraktpolitikken er det regeringens plan at ’konkurrenceudsætte’ forskningsbevillingerne, sådan at forskerne skal konkurrere om halvdelen af alle offentlige forskningsmidler (hvor det i dag er 30 pct.). Og forskningskvaliteten skal måles efter standarder som det engelske eller hollandske system (’internationale standarder’, som regeringen siger).

Fusionsuniversiteter: Bestillingsforskning

I Danmark blev ministerielle sektorforsknings-institutioner indfusioneret under universiteterne pr. 1. januar og loven vil blive ændret, så universiteterne kan pålægges at lave sektorforskningsopgaver: Rådgivning og myndighedsopgaver for ministerier og andre rekvirenter. Videnskabsministeren kan tilmed pålægge universiteter at udføre bestemte bestillingsopgaver for ministerier ”når der er tale om emner af særlig samfundsmæssig betydning” (for miljø, fødevarer, landbrug, fiskeri osv.).

 Kritikerne siger, at indoptagelse af den slags ministerieopgaver på universitetet vil betyde afvikling af den frie forskning, fordi universiteterne (direkte eller indirekte af økonomiske grunde) kan blive forpligtet til at påtage sig ”bestillingsforskning” for myndigheder. Selv om disse sær-opgaver bliver isoleret i særlige institutter vil forskere fra universitetet blive pålagt at udføre dem og det smitter derfor negativt af den frie forskning. Traditionelt hører det ikke til uafhængige universiteters opgave at udføre den slags, og såvidt  FORSKERforums undersøgelse er de danske politikeres pålæg enestående (nogle lande er dog uoplyst). Danske universiteter mister deres uafhængighed (af statsmagten og politikerne) og kan dermed ikke længere defineres som universiteter, siger de hårdeste kritikere.

 ”Det er rigtignok enestående, at danske universiteter nu skal til at udføre ministerielle opgaver. I udlandet har ministerierne typisk sine egne analyseinstitutter”, forklarer Siune. ”Jeg vil dog endnu ikke konkludere for bombastisk på det. Vel koster det for danske universiteters dispositionsmuligheder, fordi der vil gå tid og ressourcer til myndighedsbetjeningen. Men hvad angår frihedsgraderne ser jeg ikke den store forskel mellem Danmark og udlandet, fordi jeg går ud fra, at myndighederne ikke forventer bestemte svar, dvs. kræver ’bestillingsforskning’! Om virkeligheden bliver sådan på kontroversielle områder som miljøovervågning eller fødevaresikkerhed og lignende, vil kun tiden vise ..”

Ingen individuel forskningsfrihed

I Danmark kan en institutleder ifølge loven give den enkelte forsker pålæg om at forske i et bestemt tema (men forskeren har frit forskningsvalg så længe der ikke er et pålæg og så længe det er inden for universitetets strategi). Sådanne pålægs-ordrer skal man helt til Polen eller Rumænien (og delvis i Holland) for at finde. I alle de andre lande har forskeren frit forskningsvalg, fortæller indekset.

 I Danmark har politikerne ophævet den individuelle forskningsfrihed, forklarer Siune: ”I Danmark er det universitetet og ikke den individuelle forsker, som har forskningsfrihed. Men det må retfærdigvis siges, at den foreløbig har været administreret lempeligt: Forskerne har relativt frie rammer, vi kender ikke til sager hvor institutledere kommer med pålæg, der er fortsat mulighed for at styre sin egen tid osv. Men det vil da rigtignok være spændende at konstatere, om der er sket ændringer heri om nogle år: Om de individuelle forskningsrammer er indsnævret som følge af stærkere styring og ledere …”

Konsekvenserne viser sig om 5-10 år

”Jeg oplever da også stor nysgerrighed hos de andre lande, når jeg er ude. Her er de overraskede over den store styring og spørger: ’Hvad kommer der ud af det?’ eller ’Hvad er resultaterne?’. Men så må jeg jo svare, at det kan vi ikke vide før om 5-10 år …”

 Hun siger, at man først om 5 år vil kunne konstatere om 5 år, om den stærke styring har positiv effekt på forskningsproduktionen (via forskningsstatistikken). Og om 5 år vil undersøgelse også kunne vise, om det nye system har smittet af på forskernes arbejdsformer, kreativitet, arbejdsglæde, frihedsgrader osv.

 Men det som interesserer politikerne mest – den samfundsøkonomiske vækst-afsmitning – er endnu mere langsigtet. Den vil man først kunne se om 8-10 år, forklarer Siune.

 Er der noget østeuropæisk femårsplans over det danske system – sammenlignet med de øvrige lande?

 ”Det kan man sige. Nu skal der satses på bestemte områder, og det skal på sigt måles, om det giver gevinster”, siger hun. ”Forskerne oplever, at de får mindre og mindre indflydelse. Men det må retfærdigvis siges, at det danske system administreres, så der er store frihedsgraderne for forskerne. Institutledere dikterer fx ikke forskningstemaer for den enkelte forsker. Der er altså ikke indført totalstyring i praksis. Men den tankevækkende oversigt fortæller, at det danske system og de danske politikere har muligheden – strukturen og redskaberne – til at styre aktiviteterne hårdt og strategisk. I hvilket omfang disse instrumenter så vil blive brugt i de kommende år af politikerne overfor universiteterne samt af lederne på de enkelte universiteter og institutter har vi endnu til gode at se”. 

 

Alliance mellem borgerlige og socialdemokrater …

Regeringen hævder, at universiteterne ’er givet fri’ med stort selvstyre og autonomi. Det paradoksale er, at de mest højlydte protester over den voksende detailstyring kommer fra bestyrelsesformændene, som kommer fra den private sektor (typisk store danske firmaer). De troede, at de skulle have visse frihedsgrader, men politikerne har blot øget styringen.

 Og oversigten viser, at kan detailstyres. 

 ”Det er da modsætningsfyldt at politikerne taler om større autonomi. Men styring via topstyrede strukturer, lovgivning, forskningspuljer osv. fortæller om politikernes lyst til at sætte den forskningspolitiske dagsorden”, siger Siune. ”Og jeg tror ikke længere, at danske politikere tror på det med ’selvstyret, autonomi’ osv. Det påstår de kun, fordi de ikke mødes af modsigelse; kun begrænsede dele af universitetsverdenen beklager sig over styringen”.

 Parlamentarisk er det interessante, at der er konsensus om de drastiske reformer. Kun de mindre venstreorienterede partier er skeptiske. Der er enighed om projektet mellem den borgerlige regering (en konservativ-liberal regering under statsminister Anders Fogh Rasmussen) og socialdemokraterne, som prøver at tillægge sig en blød Blair’agtig profil. For danske socialdemokrater har forskningspolitik altid handlet om teknologipolitik, dvs. opfindelser og arbejdspladser som økonomisk vækstmotor. Og så ved de, at der ikke er stemmer at hente hos den brede befolkning i at støtte ”akademisk frihed”…

 

 

Liberty-indeks: Universitetsstyring i udvalgte lande