Bragt i UNIVERSITETSAVISEN.

Sander har været en mega-succes

Har 2001-07 gennemført drastiske reformer, der med liberale plusord gav universiteterne ’selveje’ og ’selvstyre’. Bagved ligger imidlertid en voldsom politisk styring og et enormt demokratitab. Sander har dog ikke været alene om reformerne – Socialdemokrater og en snorksovende presse har også gjort deres

I Helge Sanders seksårige ministertid siden 2001 er der gennemført drastiske reformer af det danske universitets- og forskningslandskab. Universiteterne fik i 2003 en ny universitetslov med bestyrelser (med eksternt flertal) og en enormt magtfuld rektor, som udpeger sine underledere (dekaner og institutledere). Det akademiske selvstyre med kollegialt ledelsesvalg og stor offentlig indsigt, som kendetegner universiteter i USA og England, blev afviklet.

 Så blev universiteterne i 2007 fusioneret fra 11 til 8. Og endelig – vupti – blev sektorforskningen fusioneret ind under universiteterne.

 Parallelt med disse reformer sker der en radikal ændring i måderne, som forskningspenge gives på. Regeringen har bevilget flere millioner til forskning i de seneste år (Globaliseringsmidler). Disse skal dog ikke gå til ”fri forskning”, derimod til strategiske puljer rettet mod bestemte områder (især teknik, naturvidenskab og medicin).

 I festtalerne fortæller minister Sander om disse reformer som god liberal Venstrepolitik, fordi de giver universiteterne selveje og selvstyre, fordi universiteter og forskere skal konkurrere maksimalt om bevillinger, fordi ’relevans’ i uddannelse og forskning skal fremmes, fordi de effektiviserer det offentlige forbrug, fordi den offentlige indsats støtter det nationale erhvervsliv m.m. Universitetet skal være et instrument for samfundet (erhvervslivet), og derfor skal forskning beskæftige sig med noget nyttigt og relevant og teknologisk.

 Reformerne er i international forstand enestående, for i intet andet land har man gennemført så drastisk en ’liberalisering’. Universitetsminister Helge Sander har altså været en megasucces, på sine egne liberale præmisser. Det er faktisk imponerende af en minister, som efter seks år ved meget lidt om universiteters sjæl og substans og som desperat klynger sig til plusord og tal om regeringens planer, når han optræder offentligt. Ministerens hjælpeløshed fremgik helt eksplicit i marts, da han stillede som betingelse for at optræde i Videnskabernes Selskab, at han ikke skulle debattere med publikum. Hvor mageløst, konstaterede de lærde folk, at arbejde i en sektor, som styres af en minister, der efter seks år på posten har så lidt viden, at han ikke tør diskutere sit ministerområde!

 Nu har Sander heller ikke været helt alene om reformerne. Dels har han været godt hjulpet af en meget liberal tidsånd med en befolkning, som tænker mere på fladskærme end på videnskab. Dels har Socialdemokraterne støttet reformerne. Dels var mange af reformerne forberedt af et tålmodigt embedsmandskorps, som forstod at tolke de politiske vinde. Og dels har en snorksovende presse forsømt sin pligt til at oplyse og skabe debat om de drastiske reformer. Mekanismen bag pressens tavshed er, at når der er konsensus blandt de store parter i Folketinget – V og S – så er det signal til pressen om, at det tema behøver man ikke at skrive om.

 

I stedet for at anskue reformerne som en liberal succeshistorie, kan man tage demokratiets briller på. Og her er konklusionen en helt anden: Reformerne er en drastisk reduktion af det danske demokrati.

 Universiteter er demokratiets fundament. Det er ideelt set institutioner, helt uafhængige af politiske og økonomiske interesser, hvis forskere efter bedste faglige og saglige overbevisning søger ”videnskabelige sandheder”. Forskerne skal have friheden til at være kritiske stemmer, en slags djævelsens advokater, som kan sige magthaverne imod, uden at de risikerede deres job.

 Sådan er det ikke i Danmark, der som eneste land har fået en lov imod forskningsfrihed: Universitetsloven (§17, stk.2) siger nemlig, at det står professoren eller lektoren frit for at vælge deres metode. Men valget af forskningstema bestemmer han ikke nødvendigvis selv; kun hvis institutlederen ikke har pålagt ham andre forsknings- eller kontrakt-opgaver. Og så skal det foregå inden for instituttets ’forskningsstrategiske ramme’. Lederen (med instruktionsbeføjelse) kan altså diktere præcist, hvad forskeren skal lave, og det er ikke forskningsfrihed.

 I praksis hører vi meget sjældent om sådanne pålæg, først og fremmest fordi de ansatte ikke tør gå offentligt ud og fortælle om konflikter, for det vil umuliggøre deres videre arbejde på stedet. I praksis tilpasser den ansatte sig efter en forhandling. Argumenter om, at den ansatte nok bør indrette sig på  instituttets forskningsstrategi, som ledelsen har bestemt, virker ret overbevisende. Diskret forskningsstyring, som hjælpes godt på vej af de strategier, som politikerne har lagt penge i, og af de ’myndighedsopgaver’, som universiteterne nu skal til at lave for ministerier.

 Den danske ”fusionsuniversitetslov” (2007) er et fantastisk bevis på politikernes styringslyst. Dens detaljeringsgrad er enestående i international sammenhæng. Loven regulerer i detaljer, hvordan universiteterne skal agere. Men loven skal ikke læses isoleret fra en helt række andre initiativer:. Fusionsuniversitets-loven, udviklingskontrakterne, strategisk konkurrenceudbydelse, akkreditering og myndighedsopgaver er en kæde af kontraktforhold, som samlet betyder, at den danske regering har enestående redskaber til at styre universiteternes faglige aktiviteter.

 Det har voldsomme konsekvenser for uddannelse og forskning. 

 

Studierne skal gøres til en slags erhvervsskoler som lærer- eller sygeplejeuddannelser. Studier skal effektiviseres og billiggøres, men først og fremmest skal de erhvervsrettes. De unges valgmuligheder skal indskrænkes, så de sluses mod de mest erhvervsrelevante uddannelser (fx ingeniørfaget). Studier skal hurtigt spores ind mod en specialisering af, hvad erhvervslivet har brug for – universitetets oprindelige formål i en bred almendannelse ses som unyttig.

 Der skal saneres ud i unyttige (sproglige og humanistiske?) uddannelser eller deres vilkår skal gøres så svære, at de afvikler sig selv, som det netop er set med italiensk og russisk på Handelshøjskolen. Og så videre.

 For at regulere, hvilke uddannelser universiteterne skal udbyde er der indført en ”akkreditering”, dvs.  en bedømmelse og godkendelse af eksisterende og nye uddannelser efter på forhånd fastsatte kriterier. Det lyder alt sammen tilforladeligt og liberalt, fordi universiteterne så slipper udenom byrokratiet i ministerierne. Bagtanken er imidlertid, at ministeren får en endnu bedre styringsmekanik og centralisering. Godkendelses-kriterierne fastlægges nemlig af Videnskabsministeriet, som får vide styringsrammer i kraft af et helt elastisk ”relevanskriterium”. I praksis bliver det til et politisk defineret nyttekriterium, som giver plads til arbejdsgivernes ønsker om konkrete kvalifikationer, om flere uddannede inden for teknik, natur og sundhed. Borte er universiteternes fagligt-saglige kriterier om ”højeste kvalitet” osv.

 Relevanskriteriet er politisk, og overordnet universitetets faglige-saglige kriterier. Hvor vigtigt kriteriet imidlertid er for minister Sander fremgår af en lille tvistning, han lavede i sidste fase af lovgivningen: I universitetsloven står der, at universiteterne skal arbejde efter ”kvalitet og relevans”, men uddannelser skal i fremtiden godkendes efter ”relevans og kvalitet”. (Og i øvrigt har ministeren sikret sig, at Akkreteringsinstitutionen gør som han vil; Ministeren har nemlig vetoret til at underkende, hvis de godkender et studium, som Ministeren ikke kan lide!).

 Politikerne agerer imidlertid ikke bare efter nyttekriterier, men også efter ideologi. Tydeligst da undervisningsminister Bertel Haarder og universitetsminister Sander vupti aflivede gruppeeksamen på trods af voldsomme protester fra fagfolk, studenter og erhvervsfolk, der godt kan se nytten i, at studenter lærer at arbejde sammen. Ministrene besværede sig ikke med argumenter eller analyse af de læremæssige konsekvenser.

 

De offentlige forskningspenge skal målrettes: ’Konkurrenceudsættelse’ er det liberale kodeord. Pengene udbydes nemlig på bestemte formål, dvs. til det anvendelsesorienterede og helst industrielle. Det er VK-regeringens plan, at 50 pct. af alle forskningsmidler skal udbydes i fri konkurrence, hvor det i dag er 35 pct. Ingen kan være uenig i, at nogen konkurrence fremmer dynamikken, men den type konkurrence er allerede kørt til bristepunktet i dag, når kun hver femte ansøger hos forskningsrådene får penge.

 Konkurrence er ikke bare ideologi, det er en styringsmekanik, for det tvinger forskere og miljøer til at løbe derhen, hvor pengene er! Med universitetsloven har politikere og erhvervsinteresser et redskab til at blande sig direkte i universiteternes forskning. Loven ophæver det klassiske ”frie universitet” som juridisk eller politisk uafhængigt af samfundets magthavere. Herefter er der frit spil til, at Fødevareministeren dikterer forskningstemaer til fødevareforskningen, industriministeren til Danmarks Tekniske Universitet, sundhedsministeren til de medicinske fakulteter, arbejdsministeren til de samfundsfakulteterne osv.

 Og næste trin er, at Lundbeck kan ønske sig forskning i 2. generations lykkepiller, Danish Crown eller Danisco vil have metoder til forædling af affaldskød osv. Hvordan disse interessenter sætter sig igennem bag lukkede døre i udvalg og råd, som fordeler penge, får vi aldrig at vide. Vi kan bare konstatere, at ministeren har sat de tunge dele af fødevare- og medicinal-sektoren – NOVO, DANISCO, CARLSBERG, ARLA m.fl. – er stærkt repræsenteret i (forskningsrådgivnings-) systemet, og der sidder de ikke af idealisme.

 Når forskning er styret af strategier og pengekasser, er friheden deponeret. Universitetets eller forskerens frihed til at sige fra på et uafhængigt saglig-fagligt grundlag fordufter, fordi frihedsgraderne er til forhandling i hver enkelt konkret sag, dvs. bliver til et simpelt magtpolitisk spørgsmål. Den stærke styrer – og det er Ministeren eller erhvervslivet med pengene. 

 Den seneste ændring er fusioner af sektorforskningen ind under universiteterne. Fusionen præsenteres som en rationalisering, men det er også et nyt styringsredskab: For lægfolk lyder det da som praktisk, at al forskning samles samme sted. Men lægfolk ved ikke, at sektorforskningen traditionelt er ministeriernes institutter til at udføre bestemte ”myndighedsopgaver” (fx miljøovervågning eller levnedsmiddel-tjek). Nu får universitet en trojansk hest ind. Hvor det tidligere var sektorforskningen, som blev mistænkeliggjort for at lave ”bestillingsforskning” for deres ministre, så er det nu universiteterne, som får denne utaknemmelige rolle. (Hvorfor skulle en minister bestille en rapport på universitetet, hvis han risikerer at blive sagt imod? Og hvorfor skulle han risikere modsigelse, hvis han i stedet kan bestille rapporten hos COVI eller PRICE-WATERHOUSE? Hvorfor skulle universitetet tale ministerens politik imod, hvis de mister deres indtægter fra ministeriet?).

 

Uanset ens politiske holdning må man erkende, at det er imponerende, hvad det faktisk er lykkedes minister Sander at gennemføre i sin ministertid 2001-07. Set fra erhvervslivets synspunkt er det en ren succeshistorie, idet de nu som aftagere kan stille direkte krav til, hvad universiteterne skal lave. Set fra styringslystne politikere er det en succeshistorie; politikere og embedsmænd kan nu via en kæde af forpligtelser styre universitetets aktiviteter.

 Men den uafhængige forsker findes ikke længere. Det afspejler sig i, at kun få forskere åbent tør give udtryk for kontroversielle faglige vurderinger, som kunne støde det politiske system. De udtrykker sig taktisk – og fortæller så udenfor referat, hvordan tingene hænger sammen. Sådan bliver det, når universitetets frihedsgrader ikke længere er absolutte. Så er fagligheden til forhandling; den bliver politiseret. Det betyder, at forskerne må bøje fagligheden på kontroversielle forskningsområder: Landbrugets kvælstof-udlednng, slagteriernes fødevarekvalitet, politikker til aktivering af svage grupper, arbejdsmiljø osv. Det er meget sjældent, at forskere står frem og afslører politiseringen som det skete i oktober, da et par miljøforskere stod frem med et konkret eksempel på, hvordan fhv. miljøminister Hans Chr. Schmidt havde censureret fagligt-videnskabelige fakta ud af en pjese (og i øvrigt bagefter forsvarede sig med, at ”forskning er også politik”). Den slags afsløringer er sjældne, og det var meget betegnende, at historien blev fortalt af en pensioneret seniorforsker og en fratrådt professor. Men afsløringer er også sjældne, fordi politiseringen er subtil, indlejret i kæden af forpligtelser, strategier og bevillinger. Derfor er det sjældent, at det udarter i åben kontrovers mellem den frie forsker og en styringslysten leder.

 Minister Sander og Venstres er altså kommet langt i deres neoliberale projekt. Styringslysten giver godt nok nogle voldsomme paradokser, når liberale politikere på den ene side påstår, at de har givet universiteterne fri, men når der samtidig er en blind passager i form af voldsom politisk og statslig styring. Men det paradoks er ikke et problem for politikerne, så længe offentligheden tror på sangen om, at friheden hersker på de danske universiteter.

 Om Socialdemokraterne gør en forskel? Nok ikke ret meget. Det var S-ministre, som igangsatte afdemokratisering af universiteterne i 2000. Siden har partiet været trofast forligspartner for VK-regeringen på området. S opfatter forskningspolitik som teknologipolitik, forskning er noget der laver opfindelser, der skal skaffe arbejdspladser til landet. Et regeringsskifte vil altså ikke ændre det store. Det skulle da lige være, hvis SF, de radikale og Enhedslisten får betydelig indflydelse, for disse partier indædte modstandere af afdemokratiseringen.

 

Jørgen Øllgaard er sociolog og journalist, redaktionsleder på fagbladet FORSKERforum

 

Kilder:

Jørgen Øllgaard: Den kritiske forsømmelse – journalisters og forskeres selvbedrag (in Nielsen/Horn: Kritik som deltagelse (KLIM 2006)

Mogens O. Madsen & Jørgen Øllgaard: Universitetsreformer som nyliberalistisk projekt (in Nielsen: Økonomi og samfund 2007 (Frydenlund 2007).